Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 18
John Pilger om Barack Obama
Tigerens smilende ansigt
John Pilger
Kl. halv otte om morgenen den 3. juni døde et syv måneder gammelt spædbarn på intensivafdelingen på det europæiske hospital i Gazastriben. Hans navn var Zein Ad-Din Mohammed Zu’rob, og han led af en lungeinfektion, der kunne behandles.
Uden det mest elementære udstyr kunne lægerne i Gaza ikke stille noget op. I ugevis søgte barnets forældre om en tilladelse fra israelerne, der gav dem lov til at bringe ham til et hospital i Jerusalem, hvor hans liv ville være reddet. Som så mange andre fortvivlende syge mennesker, der ansøger om disse tilladelser, fik forældrene at vide, at de aldrig havde ansøgt. Selv hvis de var ankommet til grænseovergangen ved Erez med et israelsk dokument i hænderne, er det mest sandsynlige, at de var blevet sendt tilbage, fordi de ikke ville gå med på grænsefunktionærernes krav om, at de til gengæld skulle spionere eller samarbejde på anden måde.
“Er det en uansvarlig overdrivelse,“ spurgte Richard Falk – FN’s særlige menneskerettighedsobservatør i de besatte palæstinensiske områder og professor emeritus i international ret ved Princeton University, som også er jøde – “at sidestille behandlingen af palæstinenserne med nazisternes overgreb på jøderne? Det mener jeg ikke.”
Falk beskrev Israels massakre i december og januar på hundredvis af hjælpeløse civile i Gaza, mange af dem børn. Journalister kaldte det en “krig”. Siden da er dagligdagen vendt tilbage til Gaza. De fleste børn er underernærede og syge, og næsten alle har symptomer på psykiske forstyrrelser, såsom grufulde mareridt, depression og inkontinens. Der er en lang liste af ting, som Israel ikke tillader i Gaza. Den inkluderer udstyr til at rense de giftige rester fra Israels amerikanske ammunition, der er mistænkt for at være årsag til stigningen i antallet af kræfttilfælde. Legetøj og udstyr til legepladser, såsom rutsjebaner og gynger, tillades heller ikke. Jeg så ruinerne efter et tivoli, gennemhullet af kugler, som israelske “bosættere” havde brugt som mål for snigskytter.
At række hånden ud til den muslimske verden
Dagen efter den lille Zu’Rob døde i Gaza, holdt præsident Barack Obama sin “historiske“ tale i Kairo, hvor han “rakte hånden ud til den muslimske verden,” som BBC rapporterede. “Lige så vel som den ødelægger palæstinensiske familier,” sagde Obama, “er den fortsatte humanitære krise i Gaza heller ikke til gavn for Israels sikkerhed.” Det var alt. Drabene på 1300 mennesker i det, der nu er en koncentrationslejr, gjorde sig fortjent til 17 ord, der blev udtrykt som bekymring for mordernes “sikkerhed“. Dette var forståeligt. I løbet af januarmassakren rapporterede journalisten Seymour Hersh, at “Obama-holdet tilkendegav, at det ikke ville gå imod de planlagte leverancer af “intelligente bomber” og andet højteknologisk krigsmateriel, der allerede strømmede til Israel” for at blive brugt i Gaza.
Obamas eneste kritik af Israel var, at “USA accepterer ikke legitimiteten af fortsatte israelske bosættelser ... Det er på tide, at disse bosættelser hører op.” Disse fæstninger på palæstinensisk jord, bemandede af religiøse fanatikere fra Amerika og andre steder, er blevet dømt ulovlige af FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol. Hvad der var bemærkelsesværdigt, var, at Obama ikke nævnte de bosættelser, der allerede gennemhuller de besatte områder og umuliggør en selvstændig palæstinensisk stat, hvad der netop er deres formål.
Obama forlangte, at “mistænksomhedens og splidens cyklus må stoppe.” Hvert år i mere end en generation har FN opfordret Israel til at stoppe landets ulovlige og voldelige besættelse af post-1967 Palæstina og har stemt for “det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.” Hvert år Israels og USA samt én eller to af USA’s lydstater i Stillehavet stemt imod; sidste år sluttede Robert Mugabes Zimbabwe sig til dem.
Sådan er den virkelige “cyklus” i Mellemøsten, som sjældent beskrives som Israels og USA’s ubøjelige afvisning af lovens regler: en lov i hvis navn Washingtons vrede nedkaldtes over Saddam Hussein, da han invaderede Kuwait, en lov, som, hvis den blev opretholdt og holdt i hævd, ville sikre fred og sikkerhed for både Palæstina og Israel.
I stedet talte Obama i Kario, som om hans og tidligere regeringer i Det Hvide Hus var neutrale, nærmest guddommelige, formidlere af fred, frem for at være angriberens grådige støtte og leverandør (sammen med Storbritannien). Denne orwellske mangel på logik vedbliver at være standarden for det, vestlige journalister kalder “Israel-Palæstina-konflikten,“ som stort set aldrig beskrives med hensyn til lov og ret, rigtigt og forkert, retfærdighed og uretfærdighed – Darfur, ja, Zimbabwe, ja, men aldrig Palæstina. Orwells spøgelse rørte på sig igen, da Obama fordømte “voldelige ekstremister i Afghanistan og nu i Pakistan, som er fast besluttede på at dræbe så mange amerikanere, som de overhovedet kan.“ Amerikas invasion og slagteri i disse lande blev ikke nævnt. Også det er guddommeligt.
Blottet for moral
Selvfølgelig sagde Obama ikke, som George W. Bush, at “I er enten med os eller imod os.“ Han smilte sit smil og kom med “mange velklingende og stemningsfulde passager og nogle få citater fra Den Hellige Koran,“ noterede den amerikanske internationale sagfører John Whitebeck. Ud over det kom Obama ikke med nogen forandringer, ingen plan, kun et “forslidt amerikansk mantra blottet for moral, som grundlæggende argumenterer for, at kun de rige, de stærke, undertrykkerne og udøverne af uretfærdighed (især amerikanerne og israelerne) har ret til at bruge vold, mens de fattige, de svage, de undertrykte og ofrene for undertrykkelse må ... underkaste sig deres skæbne og acceptere de krummer, deres overmænd ædelmodigt nedlader sig til at lade falde fra deres bord.“ Og han kom ikke med den mindste anerkendelse af, at verdens mest talrige ofre for terrorisme er folk, der tilhører den muslimske tro – en terrorisme, der har sit udspring i vesten, og ikke vover kalde sig ved sit rette navn.
Med sin “udstrakte hånd“ i Kairo gælder det – lige som med hans “anti-atomvåben“-tale i Berlin samt i det “håb“, han foregøglede ved sin indtrædelse – at denne unge politiker spiller den rolle, han blev indkaldt til at spille. Hans rolle er at sætte et mildt, forførende, endda berømt, ansigt op foran USA’s magt, som så fortsat kan forfølge sine strategiske målsætninger, der handler om dominans, uden at tage hensyn til ønskerne hos resten af menneskeheden og vores børns liv og rettigheder.
Se også:
SAA 289: Pakistans nye katastrofe
SAA 289: Mørke skyer over Afghanistan
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed