Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 290 – 28. august 2009 – side 6

Klimakrise og økonomisk krise

Omlæg produktionen

Jesper Høi Kanne

Her midt i den økonomiske krise kunne det være rart, hvis denne var den eneste krise af betydning, som vi står overfor. Men den er som bekendt også galt med klimaet. Der udledes alt for meget CO2, mere end jorden kan nå at optage. Konsekvensen er global opvarmning, i et katastrofalt omfang, inden for få årtier, hvis ikke der gøres noget nu.

Vores svar på dette er, at der skal ske en total omstilling til vedvarende CO2-fri energi. En sådan massiv ændring af produktionsmåden er ikke set siden den industrielle revolution i 1800-tallet. Men det vil betyde skabelsen af et kæmpe antal nye arbejdspladser, både på verdensplan og i Danmark.

Netop arbejdspladser er det, der er brug for, så den økonomiske krise ikke går ud over de arbejdere og andre, der ikke har noget medansvar for et økonomisk system, der konstant kommer i krise eller en produktionsform, der ødelægger planeten.

Diverse forsøg på at mildne krisen ved at stimulere privat forbrug – SP-penge, renoveringspulje – vil ikke hjælpe i længden. En undersøgelse foretaget for LO’s Ugebrevet A4 viser, at 55 pct. af renoveringspuljens 1,5 mia. kr. gik til byggeprojekter, der ville være udført alligevel. 24 pct. af de adspurgte ville gennemføre deres privatbyggeri delvist, kun 15 pct. ville ikke have bygget uden støttepengene.

Fejl og nyliberalisme

Men som så ofte før viser regeringens fejl og nyliberalisme en vej til bedre løsninger. Hvis de rent faktisk skulle driste sig til at lave offentlige investeringer, er der ingen grund til, at man ikke skulle prøve at slå to fluer med ét smæk.

Det er jo hovedrystende, i lyset af de nævnte kriser, at Vestas og andre firmaer får lov til at fyre folk, der opretholder en produktion, der kan være afgørende for at begynde omstillingen til vedvarende energi (eller en produktion der kan omstilles til samme).

Den massive indsats, der er brug for i forhold til klimaet, kan løse mange af de umiddelbare konsekvenser af den økonomiske krise.

Dette er en reel mulighed, bare tænk på diverse regeringers omstilling af produktionen under verdenskrigene. Nu vil vi bare kunne bruge produktionen til at redde mennesker fra økonomisk og klimamæssig ruin.

Klimatopmødet

Men det ovenstående eksempel med renoveringspuljen (og deres stadige trang til krigsførelse) viser også, at politikerne ikke handler hurtigt og effektivt nok, hvis ikke vi tvinger dem til at gøre det. Klimatopmødet i København i december kan blive et vendepunkt for et folkeligt pres, der kræver radikale og solidariske løsninger på kriserne.

Hvad der foregår inde på topmødet, vil med stor sikkerhed ikke løse klimaproblemerne. En stor sal fyldt med topfolk, der værdsætter marked og profit over et godt klima, vil skændes om kr. og øre, ikke om hvilke tiltag man kan tage nu og her for at redde klimaet.

Det er uden for mødet og i de kommende måneder, over hele landet, at vi skal opbygge vores “folkelige tvang“.

For det er der brug for.

Internationale aftaler om klima og økonomisk krise kunne skam være godt, men opnås ikke uden det solidariske og radikale input, som politikere og bosserne for de multinationale CO2-syndere ikke vil levere.

Hvis vi et øjeblik forestiller os, at VK-politikerne ikke var så visionsløse, så ville der ikke være et bedre eksempel til efterfølgelse, end hvis Danmark op til klimatopmødet havde vedtaget den mest radikale omstillingsplan for vedvarende energi i verden.

Men når magthaverne ikke kan, så er det alle os andre, der må have visionerne. Alle lande kan i princippet påbegynde de nødvendige omstillinger selv. Men det sker ikke, uden at arbejderklassen, befolkningsflertallet, der har brug for jobs og et klima til den nuværende og næste generation, sætter sin magt igennem.

Ses vi i klimabevægelsen?

Se også:
SAA 290: Vestas-besætter: “Vi har brug for et system, der bygger på folks behov“
SAA 290: Lars Løkkes svar til de arbejdsløse: Mere statsstøtte til banker og virksomheder
SAA 290: Nationalisér Lindø
SAA 290: Kommentar: Red miljøet og skab arbejde

Flere artikler fra nr. 290

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 2000-

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Høi Kanne

Siden er vist 2964 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside