Socialistisk Arbejderavis

Nr. 292 – 8. oktober 2009 – side 11

Film

The Age of Stupid

Anne A. Lange

I år 2055 er verden dybt forandret. London er oversvømmet, sneen er væk fra Alperne, Las Vegas er druknet i ørkenen og Sydney brænder. I et tårn 800km. nord for Norge ligger alle jordens kulturelle, videnskabelige og biologiske “værdier“ som i Noahs ark gemt i et arkiv. I dette arkiv sidder en mand og ser tilbage på nutiden.

Han ved, at verden kunne være reddet, og han undres – eller græmmes – over, at ingen gjorde noget.
Manden i tårnet er igang med at lave en film af nyheder og andre filmklip fra 2008 og før, og vi introduceres bl.a. for 6 forskellige skæbner.

Blandt dem repræsenteres ofre for klimaforandringerne og folk, der kæmper imod. Ofre for olieindustrien og ejeren af et nystartet flyselskab, der vil hive inderne ud af fattigdom vha. billige flyrejser. Gennem disse menneskers øjne vises vi dumhedens tidsalder og dumhedens konsekvenser.

Hvis skyld?

Som titlen indikerer, er filmens overordnede budskab, at vi hver især har del i skylden for jordens undergang. Vi er alle ignorante og ramt af forbrugertrangen, så vi vælger at lukke øjnene for de åbenlyse problemer, verden allerede nu står i. Men modsat så mange andre klimaopråb, stopper “The Age of Stupid“ ikke der. Hvert enkelt problem adresseres til de retmæssige skyldnere.

Kapitalisme

Filmen fokuserer på “forbrugerisme“, men den forklarer også at dette skyldes kapitalismens brug for at udvide sig. Desuden angribes opfattelsen af “vores allesamens ansvar“, ved at redegøre for olieindustriens indflydelse på og deltagelse i den amerikanske regering.

Shell får lov til at stjæle den olien i Nigeria uden at hjælpe befolkningen, fordi det er profitabelt. Selv om man længe har kendt andre energiformer end fossile brændstoffer, bruges olie stadig, for som fortælleren i filmen siger: “Regeringen er ikke bare i lommen på olieindustrien. Den er lavet af olieindustrien.“

Imperialismen

Et af filmens klare plusser er dens fokus på imperialisme. Gennem en kort tegnefilm viser manden i tårnet os imperialismens historie, der ender i oliekrigenes blodspor fra Amerika til Irak.

I Jordan møder vi to flygtningebørn, der er uhyggeligt klare over grunden til den krig, der slog deres far ihjel og tvang dem til at flygte. De leger krig på gaden, mens de venter på, at deres storebror også skal få lov at komme ind i landet, og bliver enige om at slå amerikanere ihjel, hvis de møder dem.

Imperialismen stopper ikke med olien. På et tidspunkt vil krigene udkæmpes om andre ressourcer, og da de i fremtiden vil være knappe, vil krigene blive mere blodige.

Not stupid

“The age of stupid“ bruger ikke megen tid på elsparepærer og andre Connie Hedegaard-tiltag. Vi møder et engelsk par, der udover at have nedsat deres eget energiforbrug nu kæmper for vindmølleparker i England. Men på trods af politikeres løfter om grøn energi, må de kæmpe en hård kamp mod antivindmøllelobbyer, der vil holde priserne på de omkringliggende huse oppe.

Og bjergbestigeren Fernand Pareau kæmper imod udvidelsen af tunnelerne gennem alperne, hvor store lastbiler fragter franskdyrkede kartofler til vask i Italien og tilbage til de franske supermarkeder. Han har set gletsjerne smelte flere meter om året, og har mobiliseret folk i landsbyen til kamp mod klimaforandringerne.

Men det vigtigste løsningsforslag starter med et citat af George Monbiot, og handler om det folkelige pres på politikerne.

Hele filmen har gjort det klart, at regeringerne ikke er interesserede i at nedsætte CO2-udslippet, da de er i lommen på olieindustrien, og slutter af med at argumentere for, at alle seriøse forandringer i verdenshistorien er kommet på baggrund af et massivt folkeligt krav om forandring.

Brug denne film til at mobilisere til klimakampen – ikke mindst til klimatopmødet i København i december. Den tydeliggør og konkretiserer både problemerne, synderne, løsningerne og ikke mindst fremtidsudsigterne, hvis vi ikke gør noget.