Socialistisk Arbejderavis
Nr. 292 – 8. oktober 2009 – side 12
Breaking the silence
Tusindvis af unge israelere aftjener hvert år deres værnepligt på Vestbredden. De er efter sigende med til at sikre Israels sikkerhed, og deres bedrifter opfattes oftest som heltemodige. Men ikke mange lytter til soldaternes historier om vold og magtmisbrug, og få interesserer sig for at høre, hvordan det føles at smide en familie fra hus og hjem eller være vidne til bosætteres daglige chikane af deres palæstinensiske naboer. En gruppe tidligere soldater har besluttet sig for at gøre noget på egen hånd og derfor stiftet organisationen Breaking the Silence; et projekt der ikke altid er blevet værdsat. En tur til Hebron på Vestbredden fortæller sin egen historie.
Breaking the Silence
I den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden ca. 30 km syd for Jerusalem, handler naboskabskonflikter ikke bare om hvis græsslåmaskine, der larmer mest, eller hvis tur det er til at klippe hækken på oversiden. Palæstinensere og israelske bosættere har i årevis delt denne hellige by, og selvom der nu er ca. 2500 sikkerhedsvagter til at beskytte de ca. 800 bosættere, er situationen ikke blevet bedre – tværtimod.
Mandag d. 27/7 -09 Hebron, Vestbredden
“Det eneste vi vil er at vise folk, hvad der foregår.“ Ilan, 27, er en tidligere israelsk udstationeret “machinegunner“ i Hebron og medstifter af organisationen Breaking the Silence, der siden 2004 har interviewet tidligere israelske soldater og udgivet deres vidneudsagn om hændelser og overgreb, de selv har udført under deres værnepligt. Jeg er med på en af organisationens ture til den centrale del af den Hebron, der, som den eneste by på Vestbredden, har israelske bosættelser direkte i bycentrum, og hvor Ilan udtjente en del af sin værnepligt. Imellem han skiftevis snakker i telefon med det israelske politi og militær, viser han os de mange store blokke, der spærrer vejene og gør det umuligt for almindelige palæstinensere at bruge deres biler. Bussen holder et stykke udenfor byen, og vi venter på vores politieskorte, der skal følge os rundt og garantere vores sikkerhed, efter en af organisationens grupper et par år tilbage blev overfaldet af israelske ’settlere’ (bosættere). Ilan beretter også om, hvordan han sammen med andre grupper ofte har måttet lægge øre til mordtrusler og skældsord som “løgner“ og “forræder“ samt det, der er meget værre.
“Folk skal vide, hvad der sker her“
Vi kører videre forbi den store bosættelse Qiryat Arba og ind i centrum. Der forlader vi bussen og samler os i en gruppe omgivet af politimændene, passerer en privat israelsk arkæologisk udgravning og bliver lukket ind gennem en jernlåge længere oppe ad gaden. Vi er på besøg hos Issa’ Amru, en palæstinensisk borger i Hebron og en af Ilans gode venner og samarbejdspartnere i oplysningsarbejdet, der ivrigt tegner et portræt af indbyggernes umulige hverdag. Der er nok af personlige historier til at underbygge med; den unge palæstinensiske mand, tvunget af israelske soldater til at sidde på hug i solen, og den 16-årige der blev banket. Den palæstinensiske kvinde der blev sparket af en soldat på gaden, kvinden nødsaget til at føde ved et tjeckpoint. Forskelsbehandling af palæstinensere og settlere fra politiets side. Settlernes daglige chikane af deres palæstinensiske naboer til de på et tidspunkt bliver nødsaget til at flytte fra deres hjem. De ødelæggende effekter tjeckpoints og muren har på almindelige palæstinenseres muligheder for at leve et normalt liv med landbrug, handel, uddannelse og job i andre dele af Vestbredden.
“Folk skal vide, hvad der sker. Vi filmer de fleste specifikke episoder, og vi håber bare på, at så mange som muligt ser de videoer, vi lægger ind på Youtube. Vi er desperate, men det er det eneste, vi kan gøre. Vi afleverer tit vores bånd til politiet, men jeg tager altid en kopi inden, for jeg ved godt, hvor de bånd havner“.
Ilan supplerer: “Problemet er, at det er det lokale politi, der har beføjelserne. Vi soldater fungerer mere som en buffer mellem palæstinensere og settlerne. Og det lokale politi er settlernes politi. Dengang jeg tjente her (8 mdr. 2002-2003), var det ikke lovligt for os at arrestere settlere. Det var jo dem, vi var her for at beskytte, så vi kunne ikke stille noget op overfor den vold de udførte.
En spøgelsesby
Militæret ringer til Ilan flere gange, for at få os til at skynde os videre. Vi forlader huset gennem porten og fortsætter ned ad gaden. Mellem to huse, hvor vejen engang har gået, er nu bygget et tjeckpoint, der virker som en lille men tæt dæmning mellem de to bygninger. To palæstinensiske kvinder i lange gevandter går snakkende og vant ind i den baraklignende bygning for at vise id-kort og få adgang til et andet område af byen. En ung soldat står udenfor med et gevær og holder øje med vores gruppe. Den tomme gade, vi bevæger os ned af, ligner en hver anden forretningsgade med butikker på hver sin side. Forskellen er bare, at disse huse er lukkede med jernskodder, og dette endda en mandag formiddag, hver og én ekstra forseglede med små jernbomme, der skal beskytte de tidligere butikker fra at blive smadret eller plyndret. Det tidligere palæstinensiske kommercielle handelscentrum ligner i sandhed en spøgelsesby.
Vinduerne på første sal og mange altaner er beskyttet af gitre, som danner små bure, og i det stadig fungerende marked et andet sted i byen er hele gaden overdækket med ståltrådsnet, der skal beskytte mod skrald, sten og andet, som settlere smider ned.
Mere end 77% af forretningerne i det centrale Hebron og 42% af lejlighederne er blevet forladt, og langt de fleste af dem under Den anden Intifada, den store palæstinensiske opstand der startede i 2000. Herefter blev det bl.a. også forbudt for palæstinensere at færdes på hovedgaden, dog har et par familier, der bor på gaden, senere hen fået tilladelse til at gå der. Det er nemlig ikke alle familier, der har råd til at flytte, og her og mange andre steder på Vestbredden er mange folk flygtninge i deres egen hjemby.
Ilan fortæller, at der hver eneste gang, han besøger Hebron, er sket noget nyt; nye vejspærringer, nye huse der er blevet forladt eller nye militærposter, der opsat et nyt strategisk sted i byen.
Militærbaser og techno bøn
Længere oppe ad gaden stopper vi, og Ilan peger ned ad en sidegade med et lukket marked for enden, der er blevet spærret af en solid betonbarrikade, mod et hus tildækket med camouflagenet.
“En højtstående i militæret udpegede et eller andet tilfældigt hus af betydning, og pludselig en dag kunne vi banke på en palæstinensisk families dør og bede dem forlade huset uden varsel. Det hus dér var vores base. Vi befandt os på taget, som var et vigtigt udsigtspunkt, og her måtte familien så bare finde sig i at have os soldater rendende op og ned af deres trapper og ind og ud af deres dagligstue. En dag forsvandt de. Ingen af os bekymrede os om, hvor de var taget hen. Nu var det jo vores base.“
Længere henne er en anden vej spærret på samme måde og med en masse pigtråd rullet omkring. En minaret titter frem bag et af husene, og Ilan peger: “Den moské der blev også besat af en gruppe soldater. Der er jo bøn fem gange om dagen fra minareten, og det er sådan et bånd, der bliver sat på. Nogle af soldaterne syntes, de var pisse sjove, så en dag satte de hård technomusik på i stedet for. Det kunne muslimerne jo bare ligesom ikke se det vildt sjove i“.
Når din officer siger “skyd“
“Det er ufatteligt at begribe, men alt, hvad der foregår her, kan retfærdiggøres under påskud af Israels sikkerhed. Når man kommer som ung ny værnepligtig, der lige har færdiggjort skolen, er man totalt fanget i spillet. Der er så meget had. Vi er uddannede til at hade. Og når din officer siger “skyd“, så skyder du. Når han siger “ryd det hus“, så rydder du det hus. Når du har uniformen på, så tænker du ikke over, at det er rigtige menneskers liv, du er i færd med at ødelægge. Med geværet ved din side, behøver du ikke tænke over, om du har ret til den magt, du benytter dig af. Og hvis en palæstinenser ikke er fuldstændig samarbejdsvillig, har du selvfølgelig ret til at straffe ham for det. Det er nok et overlevelsesinstinkt at skubbe usikkerheden væk og bare tage jernmasken på.“
I sikkerhedsforanstaltningerne navn
Vi når enden af den spærrede hovedgade, passerer forbi et par åbne butikker og flere lukkede med davidsstjerne på jernskodderne og patruljerende soldater ved endnu en militærbase. Vi kommer ud fra de smallere gader og står nu på en åben plads, hvor flere veje mødes. Midt i det hele er et udsigtstårn placeret, og flere soldater står vagt på hvert sit hjørne. “Her var jeg sidste del af min værnepligt. På det tidspunkt kendte jeg Hebron ud og ind. Det skete ikke på én dag, men langsomt begyndte det at gå op for mig, hvad det egentlig var, der foregik. Regeringen legitimerer hele tiden besættelsen af de palæstinensiske områder i sikkerhedsforanstaltningernes navn. Men de ting, der foregår her, har intet at gøre med vores nationale sikkerhed. Vi er her for at beskytte settlerne.
Syg virkelighed
En dag mod enden af min værnepligt erfarede jeg for alvor, hvor sygt det er. Det var under en af de store jødiske helligdage, og vi stod vagt på pladsen her. Alle jøderne festede i gaden med musik og det hele, og der var udgangsforbud for palæstinenserne. Men en ung palæstinenser var alligevel gået ud fra den port deroppe. Han havde et skarpt stykke glas bundet om hånden og prøvede at dræbe en soldat med det.
Han blev lynhurtigt slået ned. En af de andre soldater skød ham på nært hold, mange gange. Nogle af mine venner og jeg kom løbende til, og vi prøvede at redde ham. Men så var det settlerne havde fundet ud af, havde der var sket, og de prøvede at få os væk fra ham og råbte, hvad fanden vi havde gang i. Da det ikke lykkedes, og vi stadig prøvede at redde fyren, angreb de os. De skubbede på os fra alle sider og maste os ned i ham for, på den måde, at slå ham endeligt ihjel.
Vi væltede rundt, og der var blod overalt. Efter lidt tid kom en ambulance og tog fyren med. Han var død for længst. Jeg kan huske, vi satte os under det træ og prøvede at vaske noget af blodet af os. Ude på vejen lå der en kæmpe blodpøl, og vi soldater, der havde prøvet at hjælpe, havde blod overalt. Efterfølgende hentede nogle af settlerne musikanlægget fra festen, og så begyndte de hujende at danse rundt om blodpølen. Der tænkte jeg, hvad fanden laver du her. Hvordan kan virkeligheden være så sådan her? Det var så sygt! “
Forrædere!
En gruppe jøder passerer forbi os mens Ilan fortæller. De er nemme at identificere på de på religiøse hatte, kippaerne. En mand tiltaler Ilan på hebræisk. “Hvad sagde han?“. “Han ved godt, hvad jeg laver her, og han spurgte mig, hvorfor jeg arbejder mod militæret. Det er sådan de ser os, som forrædere.“
Det er ikke kun fra settlerne på Vestbredden at Ilan og hans organisation er blevet modtaget på denne vis. “Efter vores værnepligt besluttede jeg og nogle af mine kammerater os for at lave en stor fotoudstilling i Tel Aviv for at vise det andet, og mere uglorificerede, billede af vores hverdag som soldater. Som værnepligtig bliver du opfattet som en helt og en beskytter, men der er ingen til at lytte til dig bagefter og bearbejde de forfærdelige ting, du har gjort.“
På samme vis er der heller ikke nemt at være militærnægter i Israel. De seneste år er det blevet en langt hyppigere overvejet mulighed, men da Ilan blev indkaldt, var det en sjældenhed og ikke noget, nogen af hans venner så meget som tænkte på at overveje. Mange militærfolk fordømmer offentligt denne tendens, og det er da heller ikke nemt i dag. Efter ophold i militærfængsel, kan militærnægterne gå, men det kan være svært at få arbejde bagefter, da mange i samfundet vil være uforstående eller mistroiske. IDF (Israeli Defence Forces) er ikke bare af militær vigtighed for Israel, den er af lige så vigtig social og samfundsmæssig karakter. Næsten alle borgere har udtjent værnepligt, der er 36 måneder for mænd og 21 for kvinder, og de indkaldes ligeledes op til en måned om året, indtil de fylder 43. Derved fungerer hæren som en utrolig samlende national institution, der ikke kun sikrer statens beståen udadtil, men også styrker båndende indadtil i et land med så stor demografisk diversitet som Israel. Hele nationen er praktisk talt en del af IDF, og derfor er de problematikker, Ilan og hans venner belyser, utroligt følsomme.
“Så det er klart, at vores billeder provokerede. Mange folk viste stor foragt, og vi blev også straks arresteret og forhørt. Men vi fortsætter vores arbejde, for det er jo ikke fordi, lederne af IDF selv sætter fokus på den anden side af soldaternes virkelighed. Og hvad er det værste, de kan gøre? Sætte mig i fængsel? Jeg har allerede været der 3 gange.“
“Det hårdeste er nok nogle af reaktionerne fra min egen familie og mange af mine venner. De kan ikke forstå, hvorfor vi gør alt det her mod Israel. Hvorfor vi arbejder mod vores eget folk, vores egen sikkerhed. Det har især ikke været nemt med en bedstefar, der er holocaust-overlever og har følt mit arbejde som et angreb på Israels eksistensberettigelse. Men det kunne ikke være mere forkert, for jeg elsker mit land!
Apartheidstat og tredje intifada
“Det er ikke fordi, vi i Breaking the Silence er naive og ikke erkender aggressionerne fra palæstinenserne, for vi har om nogen set en masse vold fra den side også. En gang lykkedes det os at stoppe en bilbombe, da vi fandt en metalbeholder med sprængstof i bagagerummet af en bil, så i nogen henseender lykkedes vores opgaver som værnepligtige. Men separationspolitikken har aldrig hjulpet på palæstinensisk vold. Den bevirker tværtimod fortsat til at forværre situationen her, så jeg tror det eneste, der kan hjælpe på spændingerne og sikkerheden her, er stykke for stykke at ende denne apartheidstat og gøre det mere demokratisk. For som det ser ud nu, tror jeg kun, det er et spørgsmål om tid, inden den tredje intifada begynder.“
Husker du ...
Få timer senere er jeg tilbage igen på anden side af muren, i den “vestlige“ verden med alle de friheder og adspredelser, man her nyder og tager som en selvfølgelig del af hverdagen. Her kan det tage under ét minut at glemme konflikterne i Hebron, men Ilan og hans kammerater i Breaking the Silence vil fortsætte med at sætte fokus på realiteterne for både palæstinensere og værnepligtige i Gaza og på Vestbredden. Folk skal, efter deres mening, have hele sandheden og ikke blot den, som Israels ledere synes passer bedst ind i den nationale hymne.
Fakta: Breaking the Silence
-Den israelske organisation Breaking the Silence blev stiftet i 2004 af tidligere israelske soldater.
-Soldaterne ønskede at bryde den tavshed, de oplevede, da de vendte hjem fra deres værnepligt, og tvinge det israelske samfund til at holde op med at vende det blinde øje til den virkelighed, de havde været en del af.
-Organisationens formål er at oplyse om israelske soldaters overgreb mod palæstinensere samt korruptionen i det israelske militær. Dette opnås ved at indsamle og udgive vidneudsagn fra hundredvis af soldater, der har udtjent deres værnepligt på Vestbredden eller i Gaza, primært under Den anden Intifada eller under Operation Cast Lead i Gaza 2009. Organisationen arrangerer også foredrag og guidede ture til Hebron for offentligheden.
-Soldaterne kræver, at Israel skal stå til regnskab for de militære aktioner i De besatte Territorier udført af dem selv og i deres navn. I den forbindelse vil de støtte oprettelsen af en uafhængig offentlig inspektionskommité, der kan muliggøre en ansvarlig afsløring og undersøgelse af facts.
-Vidneudsagn, fotos, videoer og yderligere information kan findes på organisationens hjemmeside www.breakingthesilence.org.il
Billedtekster:
Palæstinensiske børn leger på gaden i Hebron
Israelske soldater hygger sig på et tag i Hebron
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed