Socialistisk Arbejderavis
Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 4
OK-2010
Forsvar reallønnen – lad de rige betale krisen
Hans Erik Madsen
Overenskomstforhandlingerne for de 600.000 privatansatte er netop skudt i gang. Arbejdsgiverne går efter en nulløsning, og fagbevægelsens top har allerede kastet håndklædet i ringen og erkendt ’mådehold og ansvarlighed’. Men både arbejdsgiverne og fagtoppen ved godt, at jokeren i overenskomstspillet som altid er arbejderklassen! Hvad vil de 600.000 privatansatte acceptere?
Den økonomiske og politiske kulisse som forhandlingerne foregår i dag er totalt forandret i forhold til for 3 år siden.
Højkonjunkturen og manglen på arbejdskraft er vendt og på rekordtid er der skabt en af de værste kriser siden 70’erne. Konjunktursammenbruddet i 2008 var det voldsomste siden 1970’erne, og faldet i det danske bruttonationalprodukt (BNP) i 2009 vil blive på hele 5 procent, hvilket vi skal helt tilbage til 1930’erne for at finde magen til. Bøtten er således vendt. Virksomhedernes profitter og ordretilgang falder. Og arbejdsløsheden er nu over 100.000.
Den virkelighed kan skabe et højdramatisk forløb, der meget vel kan ende i en storkonflikt.
Arbejdsgiversiden vil uden tvivl udnytte situationen i deres favør. Meldingen er klar: Der kan kun udbetales flere penge, hvis de ansatte arbejder flere timer! Denne udmelding kom fra DI’s formand på Industriens topmøde i efteråret 2009, og den blev gentaget af flere ledende erhvervsfolk i medierne. Omvendt har ledende fagforeningsfolk meldt ud, at de ikke udnyttede den gunstige konjunktursituation i 2007 til at holde ’lønfest’, og de appellerer til at arbejdsgiversiden denne gang ikke skal udnytte lavkonjunkturen til at forsøge at presse nulløsninger igennem.
Hvad det ender med er umuligt at sige. Storkonflikten i 2008 indenfor dele af det offentlige område – KTO – blev udløst af et voldsomt pres fra neden – igangsat af SOSU-strejkerne i maj 2007. SOSU’ernes strejke udtrykte og symboliserede den vrede, harme og frustration, som titusindvis af offentligt ansatte følte på deres krop pga. markedsgørelsen og brutaliseringen af den offentlige sektor. SOSU’ernes strejke udviklede sig til en generaliseret faglig bevidsthed; vi har kun én styrke, nemlig vores kollektive styrke til at sikre mere i løn.
Deri ligger forklaringen på, hvorfor markante lønkrav på 5.000 kr. om måneden blev til et generaliseret og anerkendt krav i den brede offentlighed. Det markante skift i stemningen i arbejderklassen lagde et massivt pres på fagtoppen, og det resulterede i lønstigninger for mange på 12,8 procent ved overenskomsten.
Læren af dette forløb – og af tidligere storkonflikter og strejker er – at arbejderklassen kan tvinge såvel deres egne ledere som arbejdsgiverne til at tage deres krav alvorligt, hvis strejkebevægelsens krav kan vinde sympati i bredere dele af arbejderklassen. Men det kræver en aktiv strejkebevægelse, som går på gaden og argumenterer for sine krav, som er parat til at gøre strejken effektiv og, om nødvendigt, lukke samfundet ned med masseblokader.
Den sidste storkonflikt inden for det private område var i 1998. Den blev delvist vundet på et konflikttema, som havde bred appel, nemlig ’mere fritid og en 6. ferie-uge’.
En konflikt denne gang må forberedes nu – og opbygges på en parole om, at ’reallønnen skal sikres for de mange – lad de rige betale krisen’. Det er en parole som kan overspille arbejdsgiverne parole om en ’Nulløsning – vi har ikke råd til at give en krone mere’!
Et væsentligt spørgsmål er, om en storkonflikt midt under en dyb økonomisk krise får lov at løbe. Vil regeringen ikke gribe ind og gennemføre en lovgivning, der på overfladen tager hensyn til begge parters argumenter? Det vil ikke være nogen let opgave for en borgerlig regering at gribe ind i en storkonflikt så tæt på et folketingsvalg, som formentlig skal afholdes i efteråret 2010. Og det vil også sætte især Socialdemokraterne under pres. Bakker de op bag et regeringsindgreb vil det yderligere styrke SF. Afviser de et indgreb vil det styrke strejkebevægelsen yderligere og måske radikalisere den. På kort sigt vil det sikkert styrke deres muligheder for sammen med SF at vinde valget. Men det vil samtidig øge forventningspresset til den nye regering. Og det kan give Helle og Villy store problemer hvis – eller når – forandringen lader vente på sig efter 9 år med de borgerlige ved magten og midt i en dybtgående økonomisk krise.
Se også:
SAA 294: OK-2010: Vi kan ikke stole på fagtoppen
SAA 294: Overenskomst – og storkonflikthistorie
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed