Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 6

Afghanistan

Resultatet af 161 års imperialisme

Lene Junker

Forestil dig et øde landområde med ørken og bjerge. De mennesker, som bor der, er blandt de mest fattige i verden. Forestil dig, at feudalherrer fra deres sikre borge har hersket over dem i århundreder.

Forestil dig ligeledes, at dette fattige stykke landområde er gennemsyret af blod, fordi tre stormagter – England, Rusland og USA har kæmpet for at kontrollere det.

Dette land er Afghanistan.

Nu hvor tusindvis af amerikanske, engelske og danske tropper igen sendes til Afghanistan for at dræbe og blive dræbt, fortæller vi her historien om et land, som kun kendes som en krigsskueplads.

Frygten for russisk dominans fik englænderne til at besætte Afghanistan i 1838. De indsatte en tidligere konge og påbegyndte en praksis, som fortsætter i dag, hvor de giver penge til godsejere og lokale ledere mod at disse til gengæld accepterer besættelsesmagtens ret til at kontrollere landet. Det virkede, men var for dyrt i det lange løb. Derfor skar de ned på betalingen. Derved voksede utilfredsheden med den britiske besættelsesmagt. Klanlederne sluttede sig sammen, stammefolkene omkring grænsen angreb og fattige i byerne plyndrede. Den samlede afghanske modstand smed de 20.000 britiske soldater ud, og England led sit første nederlag i Afghanistan.

Selvom den britiske hær var væk, vedblev briterne med at understøtte efterfølgende afghanske konger økonomisk og dermed sikre britiske interesser i Afghanistan. Russerne havde også held til at købe sig indflydelse i Afghanistan. Da sendte briterne deres ambassadør og 300 soldater til Afghanistan for at demonstrere deres magt. Da afghanerne blev klar over formålet med besøget, smed de igen briterne ud. Disse vendte tilbage med en større hær, og den anden britiske Afghanistankrig var i gang. Også denne krig tabte briterne, men inden de forlod Afghanistan, indsatte de en ny konge, som de også understøttede økonomisk. Den næste konge blev også støttet af englænderne, indtil han blev myrdet i 1919. Hans efterfølger tog kampen op mod England, som, svækket efter 1. verdenskrig, således mistede den sidste rest af militær og økonomisk kontrol med Afghanistan.

Kongerne kom og gik. Men et system af godsejerne og klanledernes sad fortsat på den lokale magt. Den ældgamle udbytning af småbønder og landarbejdere på landet fortsatte ind i det 20. århundrede. I 1930 var Afghanistan næsten alene om at være et land, hvor næsten ingen økonomisk og social udvikling havde fundet sted i 150 år.

Med afslutningen af 2. verdenskrig fulgte Den Kolde Krig. Det blev en guldgrube for Afghanistan, men ikke for afghanerne. Økonomisk hjælp strømmede til landet fra USSR og USA. Som buffer mellem de to supermagter, var Afghanistan et land, som modtog den største andel af bistand i forhold til indbyggertal. Bistand udgjorde omkring halvdelen af landets budget. Dertil kom den militære bistand.

Dette niveau af bistand og militær hjælp skabte et moderne afghansk statsapparat, som for første gang var stærkere end de lokale klanledere. Så selvom der kun var lidt økonomisk fremgang, så var den nogen forandring. Uddannelse blev udvidet til at omfatte unge fra middelklassen. Og disse studenter deltog i det verdensomspændende studenteroprør i 60´erne. De krævede demokrati, fri presse og kvinderettigheder, og så en fremtid for sig selv i den moderne stat.

Vietnamkrigen tvang USA til at stoppe den økonomiske støtte. Russerne blev nu Afghanistans største støtter. Som altid i Afghanistan, følger magten dem, som har pengene. Så den prorussiske del af den herskende elite fik større magt. Den prorussiske Mohammed Douad tog magten ved et ublodigt kup i 1973 og erklærede Afghanistan en republik. Denne fik dog ikke mere hjælp fra russerne og blev selv fjernet ved et nyt kup i 1978.

De nye magthavere i Afghanistan kom fra små kommunistiske grupper og stammede fra studenterbevægelsen i 60´erne. Men deres kommunistiske ideer havde ingen social base. Og der var heller ingen social kraft, som kunne gennemføre den jordreform, som magthaverne ville have igennem. Derfor blev de afhængige af det gamle politi til at gennemtvinge deres politik. Den gamle elite af godsejere og klanledere følte deres magt truet og startede en borgerkrig.

Rusland besatte Afghanistan i1979 for at forhindre det prorussiske regime i at tabe borgerkrigen. Den russiske invasion afstedkom med det samme en krise mellem USSR og USA, og afghanerne begyndte at gøre modstand mod den russiske besættelse, ligesom de havde gjort mod den britiske 100 år tidligere.

Den afghanske modstand fik massiv våbenhjælp fra USA, som åbent støttede de islamiske Mujaheddinere. En hel generation af krigere blev trænet af Pakistans efterretningsvæsen ISI, betalt af Saudi Arabien. Sådan blev Taleban og Al-Queda skabt efter USA’s ønske.

Som præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver engang sagde:

“Hvad er mest vigtigt for historien? Taleban eller Det Russiske Imperies fald? Nogle få muslimske bevægelser eller befrielsen af Østeuropa og afslutning på Den Kolde Krig?“

I 1989 måtte Rusland opgive og trak sig ud af Afghanistan. Men det var det afghanske folk, som var de egentlige tabere. 1,5 millioner var dræbt, og endnu flere flygtet, i den 10 år lange krig.

Flere blodsudgydelser var på vej. En borgerkrig udbrød lige efter den russiske tilbagetrækning. Igen blandede udefrakommende kræfter fra Saudi Arabien og Pakistan sig. Hundrede af tusinder mistede livet, men til sidst, midt i 90´erne, kunne Taleban danne en regering. Både Pakistan og USA bejlede til Talebanregeringen, især da det blev klart, at en ny olierørledning skulle bygges tværs gennem Afghanistan, for at få olien fra Kaukasus frem. Talebanledere besøgte olieselskaber i Texas og indgik en aftale om en olierørledning.

Al dette ændrede sig den 11. september 2001. Ingen af mændene, som fløj ind i World Trade Center var afghanere. Eftersom USA selv havde skabt al-Queda og kendte deres baser, måtte de vide, at de aldrig kunne fange Bin Laden i Afghanistans bjerge.

Det anslås, at USA´s invasion af Afghanistan kostede 20.000 livet, selvom der ikke var meget modstand fra Taleban. Taleban gik i opløsning, og en ny regering, med Ahmad Karzai i spidsen og støttet af tidligere krigsherrer fra borgerkrigen, blev dannet. Den ny regering blev totalt afhængig af USA´s støtte militært og økonomisk.

Besættelsen af Afghanistan har på alle måder været endnu en katastrofe for afghanerne.

Levealderen er nu 43 år, 25% af befolkningen får ikke mad nok, 69 % har ikke adgang til rent vand og børnedødeligheden er en af de højeste i verden.

Demokratiet har trange kår. Der var et valg i 2005. En tredjedel deltog i valget. Præsidentvalget i 2009 blev en farce, som skulle have gået om. Men Kazai sidder stadig som præsident.

Opiumproduktionen er steget dramatisk, og Afghanistan står nu for 92 % af verdens opiumproduktion. Krigsherrer og narkobaroner beriger sig uden problemer.

Siden 2006 er Taleban vendt tilbage, de nyder stadig større opbakning og kontrollerer store områder

To gange har Obama sendt flere tropper til Afghanistan. Mange forskellige strategier for at vinde krigen i Afghanistan har været forsøgt. Den ene smukke begrundelse har fulgt efter den anden for at fortsætte krigen. Flertallet af befolkningerne i de krigsførende lande og i Afghanistan ønsker, at den skal stoppe.

Hvis Iraks tragedie er det, som ligger under dets landområder, så er Afghanistans tragedie, at dets landområde ligger hvor det gør.

For briterne var Afghanistan en bufferstat mellem Det Russiske Imperium og Indien.

For Rusland og USA under Den Kolde Krig var Afghanistan igen et grænseland, som blev fanget i deres rivalisering.

Nu er Afghanistan igen på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. To af Afghanistans naboer er Iran og Kina – USA´s rivaler. En anden nabo er Pakistan – allieret med USA, men ustabil. Andre naboer er Uzbekistan, Turkmenistan og Tajikistan – alle tidligere Sovjetrepublikker, som Rusland og USA konkurrerer om at kontrollere.

De, som startede krigen mod Afghanistan, ser mange ligheder med fortiden. En af Tony Blairs rådgivere, Robert Cooper, skrev i oktober 2001: “Mulighederne, måske endda nødvendigheden for kolonisering er lige så stor nu, som den var i det 19. århundrede“

Et medlem af det afghanske Parlament, Malalai Joya, ser anderledes på det:

“Her er intet demokrati, ingen sikkerhed, ingen kvinderettigheder. Når jeg taler i Parlamentet, så truer de mig. De mænd, som har magten, har aldrig undskyldt for de forbrydelser, de begik under krigene, og nu, med støtte fra USA, fortsætter de deres forbrydelser på en anden måde“

Man kan lære to ting fra Afghanistans fortid.

For det første, så har afghanerne aldrig haft fordel af stormagternes indblanding. Afhængigheden af udenlandsk støtte fra briterne, russerne og amerikanerne har blot gjort nogle få afghanere rige og fastholdt resten i fattigdom.

For det andet har afghanerne aldrig tolereret, at deres land var besat. Besættelsesmagter har nok mistet mange soldater og brugt mange penge i Afghanistan, men de har aldrig kunnet undertvinge dets befolkning.

Udarbejdet på grundlag af materiale fra Stop the war Coalition: www.stopwar.org.uk

Flere artikler fra nr. 294

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Afghanistan

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

• Leder: Det mener vi
• Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
• Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
• “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
• Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
• 1968: Året der forandrede alting
• Mere end en Saudi PR-katastrofe
• To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
• Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe

Flere artikler
Faste serier
Mest læste
Andre numre

Arkiv

Brug vores emne-opdelte arkiv

modstand.org

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside

socialister.dk

• Om socialister.dk
• Site map
• Arkivet
• Tema-sider
•  Newsfeed