Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 9

Oppositionen igen på gaden i Iran

Morten Rasmussen

Den store oppositionsbevægelse, der voksede ud af sommerens store protestester mod præsidentvalget i Iran, er igen på gaden. Dette til trods for den massive og brutale undertrykkelse, bevægelsen oplevede i sommer, hvor politi og militser masseanholdte, tævede og skød demonstranter.

Den nye bølge af demonstrationer startede d. 7. december i forbindelse med en mindedag for 3 studerende, der blev dræbt under kuppet, der bragte Shahen til magten i 1953. Tusinder af studerende i Teheran og andre større byer brugte dagen til at genrejse kritikken af regeringen og Ahmadinejad, og det kom til sammenstød med sikkerhedsstyrker og Basij militsen.

Protesterne blandt de studerende spredte sig til 17 universiteter i landet og med Ayatollah Hussein Ali Montazeris død den 19. december til bredere protester. Han havde gjort sig til ledende i oppositionsbevægelsen med sin kritik af regeringen og præsidenten. Ved begravelsen kom det igen til sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, men denne gang var det ikke kun de studerende.

Den 26. og 27. december var der store demonstrationer under de shiamuslimske helligdage Tasua og Ashura. Disse dage symboliserer kampen mod uretfærdighed, og festlighederne bliver set som en tid til at mobilisere imod tyranni og undertrykkelse.

På trods af advarsler fra det iranske styre gik hundrede tusinder iranere på gaden. De blev mødt af Basij militsen og politi, hvilket resulterede i mere end 500 anholdte og 9 dræbte. I løbet af de næste dage blev endnu flere anholdt.

Radikalisering presser styret og toppen af oppositionen

Protesterne har aldrig været et opgør mellem religiøse og ikke-religiøse mennesker i Iran, som nogle gerne vil gøre det til. Det er et opgør med diktatur og mange års nyliberal politik og dertilhørende forringelser af almindelige menneskers liv. Derfor støttede folk Mousavi efter valget, da han lovede en “fremtid uden fattigdom“ og flere demokratiske rettigheder.

Sommerens protester samlede over en million i fælles kamp. Bevægelsen kiggede mod Mousavi og andre efter lederskab. Men efter den voldsomme repression fra styrets side var de ikke altid villige til at riskere for meget. Alligevel fortsatte folk med at gå på gaden, og om aftenen lød “Allaho Akhbar“ som en klagesang fra tagene. Selvom protesterne til sidst døde ud, var grundlaget ikke væk.

Mange har stået tilbage med følelsen af, at valg ikke alene er nok til at ændre deres liv. Derfor har oprøret taget til i styrke og radikalitet, og protesternes parolerne handler ikke længere kun om valgresultatet. Så nu er de også rettet mod Irans øverste leder, Khamenei, hvilket er et udtryk for en radikalisering af bevægelsen.

Dette har fået nogle af oppositionens ledende folk omkring Mousavi til at blive bekymrede. De er en del af den herskende klasse i Iran og søger kun at få et kompromis med de konservative kræfter i stand, så de kan få del i magten.

Selvom titusinder gik på gaden i støtte for det iranske styre, er de dog alligevel pressede. Oppositionens demonstrationer er stadig større og mere radikale, og nu begynder dele af politiet og militæret at nægte at skyde på folk, hvilket sætter styret under pres.

Derfor er et af de vigtigste spørgsmål for bevægelsen nu, om protesterne bliver spredt til arbejdspladserne, hvilket vil muliggøre folkelige massestrejker, som vil kunne radikalisere flere samt være det bedste værn mod den brutale undertrykkelse, bevægelsen oplever. Dette var, hvad der skete under revolutionen i 1979 og var med til at vælte Shahen.

Billedtekst:
De iranske protester mod styret og præsident Mahmoud Ahmadinejad har fået opbakning over hele Verden, her bl.a. fra Austin, Texas.

Flere artikler fra nr. 294

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Iran

Se flere artikler af forfatter:
Morten Rasmussen

Siden er vist 2200 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside