Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 3

Haiti

Hvorfor krævede jordskælvet 200.000 dræbte?

Dennis Strøm Petersen

Jordskælvet på Haiti vil antagelig kræve over 200.000 dødsofre og har gjort 2 mio. hjemløse – for ca. 20 år siden krævede et lignende jordskælv kun 67 liv i San Francisco.

Jordskælvsofre i Haiti

 

Den direkte årsag til, at jordskælvet har kostet så uforholdsmæssigt meget i Haiti er landets fattigdom og dårlige infrastruktur – det er der bred enighed om. Allerede inden jordskælvet var befolkningen hårdt plaget af sult, fattigdom, elendige boligforhold og mangel på medicin og lægehjælp. Almindelige haitianeres livsgrundlag var således også inden 12. januar ekstremt skrøbeligt, og det er derfor jordskælvet har haft så stor effekt.

Under imperialistisk kontrol

Som tidligere caribisk koloni har Haiti i flere hundere år været en brik i magtspillet mellem stormagter. Men folket på Haiti har vist de imperialistiske magter stor modstand. I starten af 1800-tallet overvandt et slaveoprør franske, spanske og britiske tropper, afskaffede slaveriet og udnævnte Haiti til republik. Dette påførte den franske kolonimagt et stort tab, men var også en stor torn i øjet på især USA, da slavernes sejr underminerede hele slavesystemet.

Haitianerne blev dog efter få år tvunget til at betale Frankrig et astronomisk beløb i krigsskadeserstatning, hvilket lagde grunden til den gældsfælde, landet har været i lige siden. Og fri for omfattende imperialistisk indblanden er haitianerne aldrig blevet.

Fra starten af 1900-tallet og op til i dag har det primært været USA, der har forsøgt at kontrollere landet og sikre amerikanske virksomheders indtjeningsmuligheder, skiftevis gennem direkte militær besættelse og gennem støtte til brutale diktatorer, hvoraf de mest kendte er Papa Doc og Baby Doc.

I 1980erne rejste folket dig som nok en gang, da en stor folkelig bevægelse smed Baby Doc på porten og bragte præsten Aristide til magten på et platform, der lovede landreformer, bedre boliger og højere mindsteløn.

Han blev dog snart fjernet af et USA-støttet kup og fik først lov at vende tilbage, da han accepterede at afstå fra de sociale reformer og i stedet udføre USA’s neoliberale politik, som gennem årtier har udsuget Haitis økonomi.

Racistisk umyndiggørelse

I dele af den borgerlige presse ser man efter katastrofen dybt racistiske forklaringer på Haitis elendighed, som peger på at problemet ligger i en tilbagestående kultur med en stor indbygget modstand mod alle fremskridt.

Derfor kan haitianerne ikke betros kontrollen med deres eget land og må administreres af den “civiliserede“ vestlige verden.

Underkultur-teorier som denne har i hundereder af år været brugt som undskyldning for at kolonisere hele verden. I Haiti betyder det nu, som før jordskælvet, at økonomien og forsyningen af basale fornødenheder kontrolleres af udenlandske NGOer og udenlandske militære tropper – alt sammen uden for haitianernes demokratiske indflydelse.

Siden jordskælvet har den vestlige verden og dens medier intensiveret forsøget på at tegne et billede af, at det først og fremmest gælder om at skabe sikkerhed – dvs. militær kontrol – på Haiti. I stedet for at bruge alle ressourcer på at give befolkningen nødhjælp, er 1. prioritet at sikre vestlige militære og økonomiske interesser.

Selvbestemmelse og ubetinget støtte

I stedet har haitianerne brug for frihed til selv at styre landet og for udenlandsk hjælp uden betingelser. Befolkningen i resten af verden – de rige dele såvel som de fattigste – har med deres enorme vilje til at støtte allerede vist viljen til at hjælpe haitianerne. De viser således vejen for magthaverne, og kravet til de rige landes regeringer må være:

* Annuller den for Haiti forkrøblende, men for Vesten mikroskopiske gæld
* Åben af grænserne for flygtninge fra Haiti
* Stop besættelsen af landet
* Støt folkelige bevægelser i landet
* Accepter haitianernes ret til frie demokratiske valg
* Betal erstatning for flere hundrede års imperialistisk undertrykkelse og udsugning af Haiti.

Flere artikler fra nr. 295

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Haiti

Se flere artikler af forfatter:
Dennis Strøm Petersen

Siden er vist 3077 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside