Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 7

Århus

Good Night White Pride

Jonathan Højgaard

Den 6. februar var der samlet cirka 500 antifascister i Århus under parolen Good Night White Pride. Som mange læsere af Socialistisk Arbejderavis nok er bekendt med, har netop Århus været skueplads for utallige nazistiske overfald på specielt venstreorienterede, men også indvandrere og homoseksuelle.

Good Night White Pride

 

White Pride rekrutterer primært ved AGF’s fodboldkampe og har i perioder været et stort problem, og bestemte områder i Århus har ry for at være steder, hvor man ikke kan færdes trygt, hvis man for eksempel ligner en punker.

Initiativet handlede om at tilbageerobre gaderummet og igen gøre Århus til smilets by, og selvom man godt kunne ønske sig en større demonstration, var der en positiv stemning med masser af kampråb og musik fra højttalervognen.

Danmarks Nationale Front havde meldt, at de ville komme og støtte White Pride i en modaktion, men de viste sig ikke i løbet af dagen. Af gode grunde, da de ifølge P1’s Orientering, der fulgte nazisterne på dagen, kun kunne samle cirka 20 mennesker i en lejlighed – samme aften slog de en 17-årig og en 26-årig ned, som tidligere havde været på demoen – i det ene tilfælde endte det med kæbebrud og indre blødninger.

Pressen fokuserede dog mere på overfaldet på Kim Møller fra den højreekstreme blog Uriasposten. Møller har mange gange fotograferet venstreorienterede aktivister for derefter at lægge dem på sin blog med fuldt navn, for at hans venner i nazimiljøet bedre kan finde dem. Derfor er det også helt rigtigt, at demonstranterne ikke finder sig i, at han tager billeder af dem.

Måske er grunden til det manglende pressefokus på de to overfald på venstreorienterede, at det desværre er hverdag i Århus. I øvrigt er det kritisabelt, at Kim Møller i flere medier blot blev nævnt som “fotograf“, da hans højreekstreme og racistiske synspunkter er åbenlyse ved læsning af hans blog.

Først og fremmest ros til arrangørerne for at stå for en vigtig markering. Men man kan beklage, at de ikke havde inviteret fagbevægelsen, den øvrige venstrefløj og AGF’s officielle fanklub som medarrangører eller blot anbefalere – dette kunne have givet en bredere demonstration med endnu flere deltagere.

Good Night White Pride bliver en længere kampagne med mange fremtidige aktiviteter, så hold øje med initiativets hjemmeside på www.goodnightwhitepride.dk.

“Er træt af at høre, at mine venner får tæsk hver weekend“

Under demonstrationen gik jeg rundt bevæbnet med min diktafon for at høre mine meddemonstranter, hvorfor de trodsede den bidende kulde for at demonstrere.

Først dumpede jeg ind i Jacob.
- Hvorfor er du her i dag?

- Jeg synes, det er vigtigt at vise, at vi ikke accepterer situationen i byen lige nu med vold, trusler og fremmedhad. Vi har haft en masse problemer med hooligangrupper og bøller, nynazistiske grupper, som kamuflerer sig som nationalister, og og det synes jeg ikke er i orden.
Mads ved siden af Jacob forklarer, at han er der, fordi han:
- er træt af at høre, at mine venner får tæsk hver weekend – slet ikke når det er på grund af den slags meningsløst lort, som nazierne begrunder deres vold med.

Jacob bryder ind med en kommentar:
- Forsamlinger som denne viser, at vi er mange, som er trætte af det her – og det er vigtigt at vise det på en positiv måde, ikke på en voldelig og aggressiv måde, det er sådan, de agerer.

Nina og Lea begrunder deres deltagelse:
- Vi skal sige nej til folk, der ikke tror på mangfoldighed og tolerance. Og at det er vigtigt at vise dem, nazisterne er imod, at de er velkomne i Danmark.

- Tror I der er en sammenhæng mellem Dansk Folkeparti og de naziproblemer, vi har?
- Det er samme tendens med dem (Dansk Folkeparti, red.) som med nynazisterne. Det ene er vel ikke bedre end det andet – på en måde er DF næsten værre, fordi de rent faktisk har magt.


Flere artikler fra nr. 295

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Nazister: Danmark

Se flere artikler af forfatter:
Jonathan Højgaard

Siden er vist 3348 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside