Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 10

Klimabevægelsen efter topmødet

– Østjylland fortsætter

Ida H. Jakobsen

Klimanetværk Østjylland (KØ) blev opstartet sidste sommer med det formål at organisere lokale aktiviteter op til klimatopmødet i december 2009 samt mobilisere østjyder til at tage med til den store klimademonstration i København 12. december.

Dette lykkedes rigtig godt for KØ, som bl.a. arrangerede lokale happenings, gadeuddelinger og demonstrationer samt sendte ca. 200 personer med fællestransport til demonstrationen 12/12. Og det kan få rigtig stor betydning for det lokale klimaarbejde, at så relativt mange personer har været en del af den hidtil største klimademonstration i verden. Det giver inspiration, selvtillid og lyst til at kæmpe videre imod klimaforandringerne.

Selv om efterårets klimaaktiviteter kulminerede i topmødedemonstrationerne, har vi i KØ hele tiden lagt vægt på, at klimakampen ikke stopper ved dette – tværtimod. Dannelsen af KØ fik en kickstart i form af topmødeaktiviteterne, men der er god basis for at fortsætte bevægelsen fremover.

Allerede en uge efter topmødedemonstrationen mødtes vi i KØ i Århus, og blev bl.a. enige om at hæve den politiske debat og udvikling i netværket, men stadigvæk med et udadvendt, mobiliserende fokus. Det fortsatte klimaarbejde kræver, at der inddrages flere og mere konkrete forslag til, hvordan vi stopper klimaforandringerne. Desuden kræver det, at vi bliver flere, der presser på for at gennemføre disse nødvendige krav.

Status efter efterårets aktiviteter i KØ er, at vi har oparbejdet et solidt netværk af enkeltpersoner og aktivister og en god kontakt til de organisationer, der støtter netværket. Netværkets mailliste omfatter tæt på 100 personer, facebook-gruppen har 169 medlemmer, og ca. 20 personer har i større eller mindre grad været aktive i organisering af aktiviteterne

Slagkraftig bevægelse

Med COP-15 blev det tydeligt, at den politiske og økonomiske elite hverken ejer viljen eller evnen til at stoppe klimaforandringerne. Der er brug for en global, slagkraftig bevægelse, der vokser frem fra neden. Denne bevægelse så vi kimen af i København i december, og KØ ønsker at være med til at sikre, at bevægelsen også fremover vil vokse i Danmark.

I 2008 vedtog Århus byråd et mål om, at Århus skal være CO2-neutral i 2030 – CO2030. Dette er et mål, der på ingen måde vil opfyldes af sig selv, og KØ vil kaste sig ind i kampen for, at kommunen rent faktisk opfylder klimamålet. Her gælder det især områderne trafik og transport, byggeri og energi. KØ vil bl.a. gå aktivt ind i et samarbejde med organisationer, faggrupper, fagforeninger og lokalgrupper osv. for at diskutere konkrete krav og lægge pres på kommunen. LO-Århus har støttet KØ stort set lige fra starten og ønsker nu bl.a. at fortsætte samarbejdet konkret ift. kommunens klimaplan.

Selv om arbejdet med CO2030 vil være præget af politiske diskussioner og vidensudvikling, så ønsker vi i høj grad at bevare den aktivisme, som hidtil har kendetegnet KØ. Dels fordi det er en god måde at nå ud med vigtige budskaber, men ikke mindst også fordi vi på den måde kommer i kontakt med nye klimaaktivister.

Det store fokus på kommunens klimaplan betyder ikke, at klimasvinende virksomheder får fred. KØ arrangerede i januar en aktion imod Den Danske Banks investering i det klimafjendtlige tjæresandsprojekt i Canada. Jakkesæt-klædte klimaaktivister uddelte “reklame“-flyers for Den Danske Bank udenfor en af filialerne, og der var positiv og nysgerrig respons fra forbipasserende. En lignende aktion planlægges også imod Nordea, som også investerer i tjæresands-projektet. Læs mere om tjæresand på: http://greenpeace.cc/tarsands/

Information

Klimanetværk Østjylland mødes jævnligt, og en del af møderne er tema- eller debatmøder, nogle gange med filmfremvisning. Mere information om mødested og -tidspunkt findes på hjemmesiden, og alle interesserede er velkomne.

Ida Hovdenak Jakobsen er med i Klimanetværk Østjylland

Fakta

Hjemmeside:
www.klimaoestjylland.ning.com

Grundlag:
www.klimaoestjylland.ning.com/page/grundlag-1

Facebook:
http://www.facebook.com/group.php?gid=144919216245

For mere information, kontakt Ida Hovdenak Jakobsen: 60 25 61 92, eller send en e-mail til: klimaoestjylland@gmail.com

Hvis du bor andre steder end i Østjylland og vil være aktiv i klimabevægelsen, se:
www.klimabevaegelsen.dk.

Flere artikler fra nr. 295

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Klimakamp efter COP-15

Se flere artikler af forfatter:
Ida H. Jakobsen

Siden er vist 2395 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside