Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 3

Det mener vi

Kampen mod krig og kampen mod nedskæringer er den samme

“Danmark og de øvrige vestlige lande er sammen med de afghanske styrker ved at vinde kampen mod Taleban i Afghanistan“, udtalte forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, d. 16. marts i år. Denne påstand er langt fra sandheden.

I slutningen af februar oversteg det amerikanske tabstal 1.000 soldater, mens antallet af danske dræbte er hurtigt på vej mod de 40. Realiteten er, at NATO og Danmark taber, og det eneste rigtige er, at trække alle NATOsoldater ud nu.
 
Krigen har enorme civile omkostninger. Forsvarets Auditørkorps har undersøgt 12 sager med 24 civile dræbte på grund af danske kamphandlinger siden juli 2006. Dansk Institut for Militærstudier har opgjort antallet af civile tab i 2009 på grund af kamphandlinger udført af NATO eller den afghanske hær til 596, heraf størstedelen ved luftangreb.
 
Hærens Konstabel- og Korporalforening har for nylig offentligt gjort en undersøgelse, der viser at 281 soldater, der har været udsendt til Afghanistan, Irak eller Balkan, har forsøgt selvmord. 177 mere end en gang. Den samme undersøgelse viser, at 251 af de soldater, der har forsøgt selvmord, er blevet skilt, efter de er kommet tilbage til Danmark, og mange har ikke kontakt til deres børn. Derfor er den eneste måde at støtte både de danske soldater og den afghanske civilbefolkning at kræve de danske soldater hjem nu!

Krigen har ikke bare omkostninger for dem, der deltager i den. Forsvarskommandoen vurderer, at krigen i Afghanistan kostede mere end én milliard kroner i 2009. En stigning på 52 procent. Massefyringerne på hospitalerne blev gennemført for at spare ca. én milliard kroner. Hvorfor ikke bruge penge på at helbrede syge i stedet for at dræbe raske?
 
Politikerne vil bruge 15 milliarder på 30 kamp fly til kommende krige. Velvidende, at luftangreb dræber langt de fleste civile. Pengene kunne bruges på 48.543.690 hjemmeplejebesøg. Men så mange ældre er der slet ikke. Derfor ville der være rigeligt penge til også at rette op på andre dele af velfærdsstaten eller at investere i vindmøller eller anden vedvarende energi.
 
En herskende klasse, der er ved at tabe en imperialistisk krig, er en sårbar herskende klasse; især hvis der er et socialistisk parti, der kan kombinere kampen mod krigen med kampen på hjemmefronten. Det kunne bolchevikkerne med parolen om fred, brød og jord. Derfor kunne de med en revolution stoppe den russiske deltagelse i 1. Verdenskrig. En revolution er sandsynligvis ikke nødvendig for at stoppe krigen i Afghanistan, men det er nødvendigt at kombinere kravet om fred med kravet om velfærd. Både for at kunne stoppe krigen og samtidig være med til at sikre velfærden.

Se også:
SAA 296: Afghanistan-konference: Giv freden en chance

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 296

Flere numre fra 2010

Siden er vist 2558 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside