Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 11

Strejker og fagligt nyt

Poul Erik Kristensen

Sejren i Thunøgade – 975.000 til malerne – Ledelsen stjæler frokostpausen – Elever mod lærerfyringer – Få vilde strejker

Sejren i Thunøgade

Efter godt syv ugers blokade mod et byggeri i Thunøgade, indgik BAT i Århus og bygherren Danny Kromanne fra byggefirmaet Petra Develop ApS tirsdag d. 9. marts en aftale om, at det polske firma Zaklad Uslug Stolarstwo Ciesielstwo Budowlane v/ Premyslaw Sznura er stoppet på byggepladsen, og at det resterende arbejde bliver udført med LO-overenskomstdækkede entreprenører.

Formanden for BAT-Århus, Claus Salomon Ørskou, siger til 3Fs Nyhedsbrev, at konflikten på ny har understreget, at de faglige arbejdsmetoder virker, når vi i fagbevægelsen står sammen.

“Det er en sejr ikke blot for fagforeningerne i Århus, men for alle, der har deltaget i blokaden de sidste mange uger; folk, der har stået blokadevagt fra tidlig morgen til sen aften, naboerne til byggepladsen og ikke mindst de faglige organisationer, der er mødt op langvejs fra for at deltage i blokaden“, siger Claus Salomon Ørskou.

Der har dagligt været mellem 20 og 30 blokadevagter foran pladsen. Ved de større demonstrationer foran pladsen eller Danny Kromannes private bolig er mellem 60 og 80 mødt op.

Baggrunden for blokaden er, at en gruppe polske håndværkere på pladsen arbejdede for en timeløn på ned til 50 kroner. Sejren i Århus er særdeles vigtig i kampen mod den løn-dumping, som de seneste år er sket på byggepladserne på grund af brugen af østeuropæiske håndværkere.

Kampen mod løn-dumping er således også en at de få positive ting, der er med i de nye overenskomster for byggeriet.  

975.000 til malerne

Malerfirmaet Brdr. Jakobsen A/ S er blevet tvunget til at indbetale 975.000 kroner til Malernes Fagforening efter en fysisk blokade. Beløbet vedrører manglende, overenskomstmæssig betaling af feriepenge, søn- og helligdagsbetaling samt pensionsindbetaling.

Ledelsen stjæler frokostpausen

Modsat har de knap 100 arbejdere på Danapak Flexibles i Slagelse efter en uges strejke tabt retten til 36 minutters betalt pause, og kranførerne ved BMS har måttet acceptere et lønfald.

Ledelsens krav var en lønnedgang på otte procent, svarende til 45.000 kroner om året i gennemsnit.
“Vi kan fortsat ikke acceptere så stor en lønnedgang, men er villige at gå lidt ned i løn. Når vi har firet på vores krav, må ledelsen også gøre det“, siger kranførernes tillidsrepræsentant, Ivan Åstrup Christensen, til P4 Østjylland.

Elever mod lærerfyringer

Marts har også vist de første protester på det kommunale område, som i øjeblikket møder trusler om massive besparelser. I starten af marts nedlagde eleverne på Bredagerskolen i Vejle undervisningen i protest mod, at der skal fyres 60 lærere. Lærerfyringerne er en del af det sparekatalog, kommunen har fremlagt. Der er omkring 1200 lærere i Vejle, og mindst 12 ud af de i alt 19 skoler er tvunget ud i afskedigelser.

Få vilde strejker

Der bliver længere og længere mellem de overenskomststridige strejker på de danske arbejdspladser. 2008 slog bundrekord med kun 282 arbejdsnedlæggelser på de omkring 28.000 virksomheder, der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 2009 tegner til at nå et endnu lavere niveau.

I 1990’erne var der i gennemsnit 1050 arbejdsnedlæggelser om året. Det viser nye tal fra Arbejdsgiverforeningen, som dækker halvdelen af det private arbejdsmarked. De 282 strejker svarer til et fald på 41%. I 2010 har kampgejsten indtil videre heller ikke været voldsom stor. Alligevel har arbejderklassen her i marts været ude i flere strejker.

Flere artikler fra nr. 296

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 2001-2010

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2433 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside