Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 12
Arbejdsløshedsbevægelsen i 1930erne (del 2)
Freddie Nielsen
I Nakskov var en stor del af byens arbejdere arbejdsløse i begyndelsen af 1931, og mange havde opbrugt deres understøttelse, hvilket betød, at byens hjælpekasse var ved at være tom.
I slutningen af 1930 dannedes “De Arbejdsløses Organisation“ (DAO-Nakskov) af et større antal arbejdsløse, og de forhandlede med byrådet, men selv om borgmesteren lovede at stille sig så velvilligt som muligt til øgede bevillinger, så skete der ikke det store.
1. februar 1931 talte DKPeren Thøger Thøgersen i Nakskov. Mødet vedtog en resolution om, at man ikke længere kunne nøjes med “besindige“ henvendelser til den socialdemokratiske borgmester. Og dagen efter tog de arbejdsløse sagen i egne hænder
En demonstration på et par hundrede deltagere voksede til omkring 1.000 på sin vej til rådhuset. Det pressede byråd vedtog at bevillige 20.000 kroner til hjælpekassen.
Efter pres fra borgerlige aviser og Socialdemokratiet centralt blev bevillingen trukket tilbage, og lederne af demonstrationen og DAO blev idømt fra 4 måneder og helt op til 2½ års fængsel. Den aktive bevægelse betød dog, at byrådet i løbet af foråret både smed flere penge i hjælpekassen og i beskæftigelsesprojekter.
For DKP betød det et gennembrud – ikke mindst i Nakskov, hvor den nyoprettede partiafdeling med næsten 200 medlemmer blev landets tredjestørste – men også via Nakskov-komiteer, der arbejdede for at få de fængslede løsladt.
Militær mod demonstranter
Men Nakskov-begivenhederne stoppede ikke i februar. Den 30. april forbød politimesteren DKPs 1. maj demonstration, og da demonstrationen alligevel blev gennemført, blev den overfaldet af politiet. Kampen fortsatte også 2. maj, hvor militæret blev sat ind.
På samme tid var DKP dybt involveret i at få opbygget aktionsudvalg for de arbejdsløse landet over. Og på en konference 10. februar vedtoges to resolutioner: En med krav til forbedring af de arbejdsløses umiddelbare forhold. Og en om “Stilling til overenskomsterne“, med krav om 7 timers arbejdsdag og forbud mod overarbejde.
Samtidig besluttedes 25. februar som demonstrationsdag. Demonstrationen blev koordineret på landsplan og blev en succes med deltagelse af 30.000 i København, 10.000 i Århus, 3.000 i Esbjerg og 2.000 i henholdsvis Odense og Aalborg. Succesen var faktisk så klar, at man i de næste år fastholdt datoen som arbejdsløshedsdemonstrationsdag.
I foråret 1933 blev starten på Steinckes socialreform gennemført. I eftertiden har den fået et stort ry, og på sigt varslede den vel også en ny tilgang til det sociale område, men der var ikke nogen positiv her-og-nu-effekt for arbejderklassen.
“Kanslergadeforliget“, som S-R regeringen indgik med Venstre, drejede sig primært om såkaldte krisedæmpende foranstaltninger. Konkret var det en bedring af bøndernes forhold – hvilket medførte prisstigninger og reallønsfald for arbejderne – det var en forlængelse af overenskomsterne uændret – som Socialdemokratiet forsøgte at sælge som en hjælp til arbejderne, da DA havde krævet 20% lønnedgang. Og endelig lovede Venstre, at de ikke ville modsætte sig regeringens socialreform.
Arbejdslejre
For de arbejdsløse lå forbedringerne i, at der blev gennemført en ekstraordinær vinterhjælp, men først i vinteren 1933/34 og på sigt endte færre arbejdsløse på fattighjælp (stadig med tab af stemmeretten). Men her og nu førte ændringer i udbetalingerne og prisstigningerne til dårligere forhold. Og især “ungarbejdsløshedsloven“ var en grim affære, der reelt indførte tvangsarbejdslejre for unge arbejdsløse.
Socialreformen betød altså ikke det store for de arbejdsløse, men alligevel førte den en del forvirring med sig. Og det, sammen med at mange unge (der udgjorde kernen i arbejdet) blev sendt i arbejdslejre, betød et mærkbart dyk i arbejdsløshedsbevægelsen.
Aktiviteten blandt de arbejdsløse var dog ikke ophørt. I efteråret 1933 blev der igen nedsat udvalg, og protester, møder, demonstrationer og aktioner fortsatte i vinteren 1933/34.
I løbet af 1934 sker der et par nye ting. For det første bliver forholdene atter forværret, dels ophørte krisehjælpen og mange faldt for understøttelsesreglerne, dels begyndte kommunerne at bruge sociallovens bestemmelser om, at de arbejdsløse var forpligtet til at tage det arbejde, som socialkontorerne anviste.
Arbejde kan lyde som en god ting, men sagen var, at der ikke var bestemmelser om, at det skulle være efter tariffen. Så mange blev tunget til at arbejde for det samme som den elendige understøttelse, de hidtil havde modtaget. Ikke mindst de, der blev sendt i arbejdslejre eller anvist arbejde hos bønderne, der gladelig underbetalte.
Det andet er, at der er flere tilfælde af aktiv sammenhæng mellem arbejdende og arbejdsløse. For DKP havde det hele tiden været en del af målsætningen. På den ene side at de arbejdsløse selv styrede, men på den anden side at kampen mod arbejdsløsheden ikke havde de store perspektiver, med mindre det skete i forbindelse med de arbejdende.
Fælles kamp
Det var ikke sket i nævneværdig grad, men i 1934 blev de arbejdsløse inddraget i flere strejker, først og fremmeste søfolkenes strejke. Ligeledes var den såkaldte Oktoberbevægelse udtryk for den fælles kamp mellem arbejdende og arbejdsløse.
På en konference i Fredericia i juli 1934 deltog repræsentanter for 28 arbejdsmandsfagforeninger, og man vedtog en resolution med de arbejdsløses krav, samtidig indkaldte man en landskonference, der skulle forholde sig til arbejdsløshedsspørgsmålet og spørgsmålet om fagforeningernes frihed.
Konferencen, der fandt sted 14.-15. oktober, havde deltagelse af 160 repræsentanter for 97 fagforeninger. Konferencen, der repræsenterede den faglige opposition, herunder mange socialdemokrater, blev både et højdepunkt i aktiviteterne omkring 1930ernes arbejdsløshed, men også et vendepunkt væk fra det selvstændige arbejdsløshedsarbejde.
DKP kastede mange kræfter ind i Oktoberbevægelsen og blev ledende, og den blev således omdrejningspunktet for arbejdet ind i 1935.
Det var på den tid Komintern holdt sin 7. verdenskongres, hvor den katastrofale ultra-venstre linje blev afløst af den lige så katastrofale folkefrontsstrategi. Ultra-venstre linjen, hvor Socialdemokratiet blev betegnet som socialfascistisk, var ikke ligefrem befordrende for at inddrage socialdemokratiske arbejdere i større tal.
Folkefrontsstrategien var en samarbejdslinje, der betød, at hensynet til klassekampen blev underlagt ønsket om samarbejde med socialdemokraterne. I arbejdsløshedsarbejdet betød det, at vægten blev flyttet fra det selvstændige arbejde, styret af de arbejdsløse selv, og lagt over i fagforeningsstyrede udvalg for at tækkes socialdemokraterne.
Nogle af de centrale elementer i arbejdsløshedsarbejdet må være, at de arbejdsløse selv skal være drivende, men også at arbejdet må rettes ind mod en enhed med de arbejdende, hvis det skal have nogen effekt. Og frem for alt er det nødvendigt at modvirke den sekterisme, der var meget fremherskende i 1930ernes danske klassekamp.
I DKPs tidlige indsats i arbejdsløshedsarbejdet lød en af resolutionerne: “Frem til kamp mod arbejdsløsheden. Frem til kamp mod rationaliseringer. Frem til kamp mod kapitalismen og dens socialfascistiske forsvarere.“
Senere, da Aksel Larsen kom i spidsen, blev der ganske vist modereret noget, men i Komintern blev Larsen faktisk kritiseret for, at han lod socialdemokrater komme i ledelsen af arbejdsløshedsarbejdet i Danmark.
Det kan på den måde være svært at sige noget til, at Socialdemokratiet og mange socialdemokrater var noget forbeholdne over for DKPs tilnærmelser, med forslag om enhedsfronter fra 1935 og frem.
Men det vil omvendt være forkert at se bort fra Socialdemokratiets sekterisme i samme periode. For svaret var ikke så meget at “vi stoler ikke på jer“, men snarere: “Hvis DKP ville samarbejde, så kunne de jo bare melde sig ind i Socialdemokratiet.“
Billedtekst:
Arbejdsløshedsprotesterne i Nakskov i 1931 var så store og omfattende at militæret blev sat ind.
Se også:
SAA 295: Arbejdsløshedskampen i 1930erne
SAA 296: Arbejdsløse organiserer sig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed