Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 13
Førte Lenin til Stalin?
Pelle Vedel Drews + Dennis Strøm Petersen
Hvis man i dag siger, at man er revolutionær socialist, forventes det ofte, at man vil forsvare Stalin og Sovjetunionen. Det er en udbredt opfattelse, at Stalins totalitære diktatur var et udtryk for socialisme, som den uundgåeligt vil udvikle sig til før eller siden.
Marx førte til Lenin, som førte til Stalin, og det er blot socialismens “naturlige“ udvikling.
Var Stalins Rusland socialistisk?
Oktoberrevolution i 1917 var en kulmination på en udvikling, hvor arbejderklassen med Lenin og bolsjevikpartiet som spydspids havde taget magten i samfundet, først fra zaren og kort efter fra kapitalisterne.
De havde opbygget en socialistisk stat, der byggede på arbejderrådenes (kaldet sovjetterne) udvidede og avancerede demokrati, der strakte sig helt fra den enkelte arbejdsplads, hær- og politienhed, til storsovjetterne.
Rusland gik fra at være et af de mest nationalistiske, antisemitiske og mandschauvinistiske samfund til at have verdens mest progressive politik for ligestilling på alle områderne. Så for en stund var man godt på vej mod et samfund, der byggede på socialismens grundpiller: demokrati, internationalisme og arbejderkontrol.
I Stalins regime, derimod, var homoseksualitet forbudt, der var hetz mod ikke-russiske nationaliteter, og nationalisme spillede en afgørende ideologisk rolle. Det var bureaukratiet og ikke arbejderne, der havde den politiske og økonomiske magt. Der var intet demokrati – ikke engang det mangelfulde borgerlige “demokrati“, som fandtes og stadig findes i Vesten. Så nej, Stalin og Sovjetstaten var ikke socialistisk, langt fra.
Mellemregningerne
Efter revolutionen i Rusland var landet smadret. Ikke pga. revolutionen, som kun kostede meget begrænsede menneskelige og materielle tab, men især pga. 1. Verdenskrig og zarens hærgen af landet. Dertil kom, at kapitalisterne i Rusland og resten af verden selvsagt ikke var begejstrede for socialismens sejr og derfor satte store kræfter ind på at knuse revolutionen gennem en ødelæggende borgerkrig.
Det lykkes socialisterne at fordrive de kontrarevolutionæres såkaldte hvide hær, men man stod tilbage med enorme tabstal og en industri i ruiner. Dette betød bl.a., at den i forvejen lille arbejderklasse blev mere end halveret. Landet havde nu hverken produktionsmidlerne eller en sammentømret arbejderklasse til at skabe et acceptabelt livsgrundlag.
For at socialisme skulle kunne overleve, var der derfor behov for, at revolutionen blev spredt til andre, mere udviklede lande. Da det især pga. den tyske revolutions nederlag ikke lykkedes, stod russerne tilbage med et socialistisk statsapparat, men uden en arbejderklasse, der kunne holde sammen på det.
Til at udfylde tomrummet så bolsjevikpartiet sig nødsaget til i stadigt højere grad at gøre brug af et lag af bureaukrater, der i vidt omfang kom fra zarens gamle statsapparat. Dette reaktionære bureaukrati opnåede derved en stadigt mere privilegeret position og tog alle væsentlige politiske og økonomiske beslutninger.
Samtidig bekæmpede bureaukraterne med Stalin i spidsen alt, der kunne rokke ved deres position. Bureaukratiet var nu etableret som den herskende klasse i Rusland – det kontrollerede statsapparatet såvel som produktionsmidlerne og gik dermed fra at være arbejderklassens redskab til at være dens nye udbytter.
Stalinismen var og er dog ikke en uundgåelig skæbne for enhver socialistisk revolution. Det er et spørgsmål om, hvorvidt arbejderklassen har styrken til at modstå kontrarevolution og imperialistisk intervention.
Det afhænger i første omgang af klassens størrelse og organisering samt af det produktionsapparat, den overtager. I sidste ende er det afgørende, om det lykkes at sprede revolutionen internationalt, da magthaverne i den omgivende kapitalistiske verden vil gøre alt for at knuse den. Derfor er det vigtigt, at socialister i alle lande organiserer sig og opbygger den størst mulige modstand mod det kapitalistiske system.
Processen, der førte fra den socialistiske revolution og arbejderstaten til Stalins statskapitalistiske og bureaukratisk styrede Rusland, var kompleks, og kan kun meget overfladisk beskrives i denne korte artikel. En kort og lettilgængelig beskrivelse, der medtager langt flere aspekter af spørgsmålet, kan læses i pjecen Den russiske revolutions nederlag af Chris Harman. Den kan købes på forlaget Modstand.org for kun 15 kr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed