Socialistisk Arbejderavis
Nr. 297 – 30. april 2010 – side 10
Klassekamp og klassebevidsthed
Freddie Nielsen
Når socialister som noget ganske givet siger, at arbejderklassen er den revolutionære klasse, og samtidig siger, at socialisme er er arbejderklassens objektive interesser – så rejser det ganske naturligt spørgsmålet: Hvorfor har den så ikke lavet socialisme for længe siden?
Karl Marx, beskriver ikke kun arbejderklassen som den revolutionære klasse i kapitalismen. Han brugte to forskellige begreber i sin beskrivelse af arbejderklassen – “an sich“ og “für sich“. Begreber der kan oversættes til at arbejderklassen dels er en klasse “i sig selv“ og dels kan være en klasse “for sig selv“.
Arbejderklassen i sig selv
Arbejderklassen i sig selv består af alle der er nødt til at sælge deres arbejdskraft, fordi de ikke kontrollerer produktionsmidlerne. Alle arbejdere er en del af arbejderklassen i sig, selv hvad enten de vil være ved det eller ej. Arbejderklassen i sig selv er et objektivt forhold.
Men i dagligdagen er der mange arbejdere der ikke opfatter dette forhold som afgørende, fordi vores ideer påvirkes voldsomt af magthaverne, der gennem medierne, uddannelsessystemet osv. griber kraftigt ind i den måde vi ser samfundet og os selv på.
Samtidig har det enkelte medlem af arbejderklassen ikke mulighed for at ændre grundlæggende på samfundet og sine egne livsbetingelser alene.
Fordi den enkelte arbejder ikke kan se muligheden for at ændre samfundet udvikler hun individuelle småborgerlige idealer og ideer. Men det betyder ikke at hendes ideer ikke kan ændres. Hvis det var tilfældet, ville pludselige strejkebevægelser og venstreskred være umulige at forklare.
Arbejderklassen for sig selv
Arbejderklassen i sig selv er i modsætning til kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne. Modsætningerne er mange, dels størrelsen på lønnen og arbejdstiden, dels om arbejderklassens skattebetaling skal gå til velfærd for alle eller til militær og bankstøtte.
Modsætningerne betyder at der fra tid til anden kommer kampe – demonstrationer, strejker og opstande. Strejker er en yderst demokratisk proces og handling.
Det at sætte en strejke i gang kræver såvel debat som et flertal og en aktiv handling. Det er også gennem videreudviklingen af demokratiet under strejker at arbejderklassen kan udvikle et socialistisk demokrati.
Samtidig betyder selv små strejker eller demonstrationer at modsætningen mellem arbejdere og kapitalister bliver tydeligere På den måde kan kampe være det der transformerer arbejdere fra at være klasse i sig selv til at være klasse for sig selv.
Med andre ord forudsætter det at være klasse for sig selv en kollektivitet og en handling, eller i det mindste en bevidsthed om klassens eksistens, og betydningen af at der eksisterer klassemodsætninger i samfundet.
Derimod forudsætter det ikke handling og/eller revolutionær bevidsthed at arbejderklassen eller dele af den kan være klasse for sig selv.
Det er de konkrete erfaringer der former klassebevidsthed, men erfaringer der ikke organiseres kollektivt fordamper, og arbejdere der tidligere har kæmpet, kan falde tilbage i opgivende individualitet. Det er derfor socialister hele tiden påpeger at arbejderklassen gennem kampe har opnået forbedringer, på modsætningerne mellem arbejdere og kapitalister og på mulighederne for at vinde nye kampe.
Se også:
SAA 297: Findes der stadig arbejdere i Danmark
SAA 297: Hvem er den herskende klasse?
SAA 297: Kapitalismens ’svage led’ er arbejderklassen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed