Socialistisk Arbejderavis
Nr. 297 – 30. april 2010 – side 15
Den falske grønne bølge
Peter Iversen
De store energiselskaber i USA er ved at løbe tør for fossile brændstoffer – nu vil de igen kaste sig over atomkraft.
Energiselskaberne lancerer atomkraft som grøn energi. Som svaret på den globale opvarmning. Som det, der kan redde os fra CO2-udledningerne, der virker som drivhusgas. I Washington gøres der et stort lobby-arbejde for at påvirke beslutningstagerne til at satse stort på atomkraft.
Atomkraft har ellers vist sin farlighed: katastroferne i Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen i 1986 og på Three Mile Island i Pennsylvania i USA i 1979 har ellers vist, hvor farlige atomkraftværker kan være, når uheldet sker. USA stoppede alle nye atomkraftprojekter efter ulykken i 1979, men nu 31 år efter vil USA begynde at satse på atomkraft igen.
Jamen, hvad med Obama? Under valgkampen sagde han: “Jeg er ikke atomkraft-fortaler“.
Nu sidder han i Det Hvide Hus og er begyndt aktivt at støtte atomkraftindustrien. I hans finanslovsforslag for 2011 er der en tredoblet lånegaranti på nye reaktorprojekter på hele 56,5 milliarder dollars. Den private finansiering af atomkraftværker er ikke nok, fordi anlægspriserne er enorme og fordi uanset fornyet og forbedret teknologi, vil der altid være risiko for radioaktiv udslip og uheld. Derfor skal der store statslige lånegarantier til, hvis der skal opføres nye kernekraftværker i USA.
26 konkrete projekter venter på at få grønt lys. Men affaldsproblemet er ikke løst. Meningen var, at det radioaktive affald skulle deponeres i Yucca Mountains i Nevada, men det er nu taget af bordet, fordi området er for ustabilt med jævnlige jordskælv. De lange halveringstider for noget af det radioaktive affald gør, at affaldsproblemet presser sig på. Det højradioaktive affald skal deponeres i hundredtusind år adskilt fra alt levende, før strålingen har aftaget så meget, at det begynder at blive medgørligt. Så affaldet skal deponeres i jordskælvsfrie, vulkanfrie og istidsfrie områder, hvis det skal ligge sikkert.
Uanset at teknologien har udviklet sig og er blevet mere sikker, er og bliver atomkraft vedvarende at være farligt. Ethvert udslip er en risiko for genetiske skader og for at give kræft. Atomkraft er dybest set at lege med naturens vildeste kræfter. Hvor katastrofalt det kan gå, ses i Tjernobyl-området i Ukraine, hvor millioner af mennesker blev påvirket af radioaktiv stråling. Især er der konstateret en voldsomt forøget vækst af skjoldbruskkirtelkræft hos børn.
De store energiselskaber presser på for at få atomkraft til at fremstå som den grønne energi. For dem er det forretning. Det giver dem et fortsat monopol på energiproduktionen. Solceller på et hustag giver ikke monopol. Derfor gør de store energiselskaber alt for at “købe“ selv USA’s præsident for at støtte opførelsen af nye atomkraftværker.
Herhjemme har Dansk Folkeparti benyttet Obama’s støtte til atomkraftindustrien til at kræve en fornyet debat om dansk atomkraft.
Men atomkraft er ikke spor grøn. Et atomkraftværk er langt fra CO2-neutralt. For det første er det meget dyrt og omfattende at opføre et atomkraftværk, hvis man ikke skal gå på kompromis med sikkerheden. Det betyder et stort CO2-forbrug i byggefasen. Udvinding, transport og forarbejdning af uran til kraftværkerne vil være en mere blivende CO2-belastning.
Og grøn er atomkraft bestemt ikke, når uheldet er ude. Vi kan beskytte os nok så meget, lave sikkerhedskontroller osv. Alligevel viser historien gang på gang, at det går galt. Alle atomkraftværker lækker radioaktivitet fra tid til anden.
Der er en anden vej. Den bryder energimonopolerne sig bare ikke om. Sol og vind er decentralt. I dag kan man opføre huse, der er energi-neutrale, dvs. at de f.eks. ved brug af solceller, varmevekslere og jordvarme over året er selvforsynende, ja, der er endda moderne boliger, der kan producere mere energi, end de selv er i stand til at forbruge.
Det er de store energiselskabers mareridt. Deres forretningsgrundlag forsvinder, hvis den rigtige grønne bølge vinder frem. I USA forsøger de derfor at markedsføre sig med en falsk grøn bølge, der siger, at atomkraft er frelseren for klimaet og CO2-udledningerne.
Atomkraftmodstanderne må på banen igen og vise det ægte alternativ til energimonopolernes falske grønne bølge.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe