Socialistisk Arbejderavis
Nr. 297 – 30. april 2010 – side 16
Sydafrika
Venter stadig på frihed
Viv Smith
Tyve år efter Nelson Mandelas løsladelse kommer verdensmesterskaberne i fodbold til Sydafrika. Viv Smith går bag glamouren for at undersøge betydningen for almindelige mennesker.
Da Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet i 1990 mødte 50.000 mennesker op for at høre ham tale.
“Our march to freedom is irreversible“, sagde han. Efter mere end 40 års apartheid, med tvungen raceadskillelse og fornægtelse af sorte sydafrikaneres demokratiske rettigheder, var der endelig håb for fremtiden.
Hilda Ndude var med dengang: “Der var en utrolig optimisme “, siger hun. “Vi vidste at et nyt Sydafrika var født.“ Men 20 år senere er den optimisme svundet ind.
Verdensmesterskaberne i fodbold kommer til Sydafrika i juni i år. Det vil bringe Sydafrika tilbage i verdenssamfundets opmærksomhed. Det de kommer til at se er en praksis der ligner apartheid – tvangsflytning af sorte fra deres hjem. Kæmpe slumbyer er blevet opført som en slags losseplads til de fattige fra byerne, som tvinges af vejen for at gøre plads til kæmpe stadions og andre byggeprojekter.
Tredive kilometer fra centrum af Cape Town ligger et sted, af de lokale kaldet Blikkiesdorp – “Blikdåse-byen“. Her er der række på række af tre gange seks meter store skure, som huser hele familier i et rum. De er lavet af zink der er så tyndt at man kan klippe i væggene med en saks. Skurene ligger på en vidtstrakt og støvet slette uden elektricitet, lys eller vaskefaciliteter. Et toilet og en hane med koldt vand deles mellem mindst fire familier. Det er flere kilometer fra enhver form for arbejde, og transportmulighederne er dårlige. Mange af beboerne har HIV/AIDS, men har ikke mulighed for at komme hen til en klinik. Den sydafrikanske presse kalder disse områder for “koncentrationslejre“ fordi de er indhegnede og patruljeres af politiet.
Ziettha Meyer blev ført til Blikkiesdorp af en socialrådgiver der truede med at få hende smidt i fængsel hvis hun ikke fulgte med.
“Hun proppede os bare herind, som var vi et par høns“, siger hun. “Vi havde ikke noget valg.“
Ifølge den nye slum-lov kan en person fængsles i op til fem år hvis de ikke flytter når de får besked på det. For Cape Towns byråd er Blikkiesdorp derimod “det midlertidige forflytningsområde på Symfonivej“. Det har forsøgt at flytte folk hertil fra de sorte bydistrikter, som f.eks. Joe Slovo, som ligger langs ruten fra Capetowns internationale lufthavn og ind til centrum af byen.
Joe Slovo er en veletableret “uformel bosættelse“ beliggende i Langa, det ældste sorte bydistrikt i provinsen Western Cape. Arrangørerne bag verdensmesterskaberne kalder den en torn i øjet og vil have den fjernet. Men 20.000 af bosættelsens beboer har gjort modstand. De har, med held, bekæmpet deres egen forflyttelse siden verdensmesterskaberne blev offentliggjort.
Zodwa Nsibande er sekretær for ungdomsafdelingen af Abahlali baseMjondolo, en bevægelse bestående af folk der bor i skure, som er startet for at beskytte og varetage folks interesser i lignende situationer.
“Folk bliver tvunget ud af deres hjem og behandlet som dyr“, fortalte hun Socialist Worker. “Vi arbejder under konstante trusler. Folk er bange for at flytte fordi de ved de ikke kan komme tilbage – til den tid har de bygget noget på jorden“
Modstanden mod forflyttelse skyldes at millioner af mennesker der bor i “uformelle bosættelser“ har boet der hele deres liv – i løbet af den tid har de været med til at skabe og er blevet en del af lokalsamfundet. Forflytningsområderne bliver kaldt “midlertidige“, men mange mennesker har boet der i fire eller fem år uden at blive genhuset.
Dette er blevet en almindelig del af internationale kæmpe-begivenheder. Over de sidste 20 år har OL forflyttet omkring to millioner mennesker. I Sydafrika har politiet desuden fået besked på at rydde gaderne for hjemløse op til verdensmesterskaberne.
Isaac Lewis, som er hjemløs, er blevet arresteret seks gange i løbet af den sidste måned for at opholde sig forskellige steder uden et specifikt formål.
“Politiets chikane er stigende“, siger han. “De vil gøre et godt indtryk hos alle de udlændinge der kommer. I deres øjne er vi ligesom insekter – ligesom fluer“
I et desperat forsøg på at begrænse kriminaliteten under verdensmesterskaberne har den nationale politidirektør Bheki Cele krævet at betjente får ret til at skyde for at dræbe. I Kwazulu Natal (KZN) er der blevet dannet såkaldte “Røde Myrer“ delinger for at ødelægge bosættelser med skure. KZNs city manager Mike Sutcliffe forbød skur-beboernes første march, i november 2009. Da beboerne alligevel demonstrerede, skød politiet dem.
Alt dette er for at beskytte statens “investering“ i værtskabet for begivenheden på flere milliarder. Cape Towns nye stadion er den dyreste bygning der nogensinde er bygget i Sydafrika. Giraf-stadionet har tiltrukket sig mest opmærksomhed. Det blev bygget på 118 hektar jord, tilhørende stammeklanen Matsafeni og deres forfædre. De blev tvangsforflyttet fra området og det ANC (African National Congress) dominerede byråd tilbød dem blot 1 rand (ca. 69 ører) i kompensation. Folket gik til retten med sagen, og højesteretsdommer Ntendeya Mavundia sammenlignede byrådet med “kolonialisterne som tilranede sig land fra de naive afrikanere til gengæld for skinnende knapper og spejle“.
Samtidig smed folkene bag opførelsen af stadionet en lokal skole ud af deres lokaler og overtog dem. Skoleeleverne får nu deres undervisning i fragtcontainere – over 3 kilometer væk. De er uventilerede, varme og fugtige. Der er dagligt elever der besvimer.
De folk der lever i skyggen af stadionet, uden rindende vand eller elektricitet, er sure over ressourcespildet og den behandling som de får.
Da Nelson Mandela blev løsladt, lovede han verdens herskende klasse at ANC ville afskaffe apartheid – men ikke bevæge sig mod socialisme. Afskaffelsen af apartheid, efter en af de mest heroiske kampe i det tyvende århundrede, var en fænomenal bedrift. Et skruppelløst racistisk system blev slået gennem mobiliseringen af sorte arbejdere og fællesskabets oprør. Men fordi man undlod at angribe og overvinde kapitalismen er der stadig ulighed. Verdensmesterskabernes ankomst til Sydafrikas kyster har mindet folk om hvad der sker når neoliberalismen hersker.
Når bifaldene dør ud og gæsterne tager hjem, er det der vil stå tilbage det voldsomme og voksende skel mellem rige og fattige. Fakta er at efter 46 år med apartheid og 15 år med det frie marked og kapitalisme, venter Sydafrika stadig på frihed.
Artiklen er oversat fra Socialist Worker (UK)
Se også:
SAA 297: Sportens nådesløse profit
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed