Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 2
Er Helle og Villy et alternativ?
Martin B. Johansen
VKO-regeringens famøse “genopretningsplan“ ligner begyndelsen på enden for næsten 10 års borgerligt styre. Vælgerne strømmer til S og SF, og “det røde flertal“ bliver mere og mere overbevisende. Men kan vi stole på, at en ny regering under ledelse af Helle Thorning- Schmidt og Villy Søvndal vil føre en mere arbejdervenlig politik end de borgerlige? Martin Johansen ser på, hvad der skete i 990’erne – sidste gang Socialdemokraterne havde regeringsmagten.
Det store løftebrud – angreb på efterlønnen
Op gennem 1990’erne blev der i stigende grad lagt pres på retten til at gå på efterløn, når man fyldte 60 år. Med støtte fra erhvervslivet og borgerlige økonomer snakkede højrefløjen mere og mere om “ældrebomben“, om den kommende mangel på arbejdskraft, og om at efterlønsordningen var en møllesten om halsen på velfærdssamfundet.
Efterlønsordningen – nok den sidste, ægte socialdemokratiske reform – blev indført i 1979 for at skaffe plads til flere unge på arbejdsmarkedet. Nedslidte ældre med mindst fem års medlemskab af en a-kasse fik muligheden for at udtræde af arbejdsmarkedet og dermed overlade pladsen til yngre generationer. Og samtidig fik mange nedslidte arbejdere mulighed for at leve nogle år på understøttelse, mens de stadig var friske nok til at nyde livet.
Efterlønsordningen blev hurtigt en succes – og var samtidig nødvendig, da det viste sig, at den først og fremmest blev brugt af faglærte arbejdere fra fabrikker, byggebranchen og plejesektoren. Undersøgelser af folk på efterløn har siden vist, at den først og fremmest bruges af personer, som ikke længere er i stand til at arbejde på fuld tid.
Ordningen var dog en torn i øjet på højrefløjen, som i stigende grad begyndte at fremmane billedet af en typisk efterlønner som en tidligere overlæge eller kontorchef, der havde sparet masser af penge op og nu skulle have tid til at nyde livet på golfbanen eller på luksusrejser – tid til at “realisere sig selv“.
Presset fik Poul Nyrup Rasmussen, der var socialdemokratisk statsminister fra 1993 til 2001, til at udstede en såkaldt “efterlønsgaranti“ forud for valget i 1998. Her lovede han at sidestille retten til efterløn med ejendomsretten – dvs. at den kun kunne fjernes gennem ekspropriation, hvor der skulle ydes fuld erstatning.
Garantien skulle overbevise folk om, at de godt kunne vente med at gå på efterløn, til de fyldte 61, 62 eller 63 år – efterlønnen ville stadig eksistere. Da garantien blev indført i forbindelse med finanslovsforhandlingerne blot et halvt år efter, var det med en efterlønsordning i stærkt forringet udgave.
Hvor man tidligere opnåede ret til efterløn efter fem års a-kassemedlemskab, skulle man fremover have været medlem i 25 år – dvs. have etableret sig på arbejdsmarkedet, inden man fylder 35. Desuden blev der indført et nyt, månedligt kontingent til efterlønsordningen på næsten 400 kr. Og der skete en række forringelser af efterlønsydelsen – fremover ville den være på 90 pct. af dagpengesatsen mod tidligere 100 pct. og der ville blive modregnet i alle pensionsordninger.
Denne “reform“ blev med rette opfattet som et løftebrud og blev startskuddet på årelang nedtur for Socialdemokraterne. Opbakningen i meningsmålingerne faldt lynhurtigt fra omkring 30 pct. ned under 20 pct. – mange spåede ligefrem, at Socialdemokraterne var færdige i dansk politik.
Det blev ikke bedre af, at Poul Nyrup i sin nytårstale forklarede, at problemet var, at vælgere bare ikke havde forstået budskabet – med andre ord, at vælgerne var for dumme til at forstå socialdemokratisk politik.
Aktivering: Skræm de arbejdsløse
Socialdemokraterne tordner i disse dage mod VKOregeringens nedskæring af dagpengeperioden fra fire år til to. Men partiet har selv en række forringelser af de arbejdsløses rettigheder på samvittigheden.
Under Nyrup-regeringen begrænsede man således dagpengeperioden fra fem år til fire. Man ændrede reglerne, således at den tid, man som arbejdsløs brugte på uddannelse, jobtræning eller aktivering, ikke længere betød en udskydelse af det tidspunkt, hvor man ville falde for dagpengeperiodens maksimum. Desuden forringede man bistandshjælpen til arbejdsløse under 25 år.
Værst af alt, blev tvangsaktiveringen af arbejdsløse indført og knæsat i lovgivningen under den socialdemokratiske regering.
Meningen var, at arbejdsløse på kontanthjælp så tidligt som muligt skulle “aktiveres“ – enten i form af deltagelse i endeløse jobsøgningskurser eller ved at blive udskrevet til mere eller mindre åndsforladte beskæftigelsesprojekter, der enten havde karakter af at lime nedfaldne blade tilbage på træerne eller drejede sig om regulært løntrykkeri. Først og fremmest handlede det dog om, at det var en torn i øjnene på den højere middelklasse at se mennesker hæve kontanthjælp.
Som den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen udtalte: “Det er ikke rimeligt, at man kan hæve kontanthjælp uden at yde noget.“ Men hvad med rimeligheden i, at firmaer kan fyre folk fra den ene dag til den anden – eller rimeligheden i, at muligheden for at tage en faglig uddannelse afhænger af, om det nu lige passer private arbejdsgivere at oprette lærlingepladser?
Tvangsaktiveringen er senere blevet udbredt til at gælde alle arbejdsløse – også folk, der som medlemmer af en akasse tidligere kunne undgå det i en lang periode. På trods af, at flere undersøgelser har sået tvivl om den positive effekt af ordningen. Det har vist sig, at de personer, der finder arbejde, mens de er i aktivering, sandsynligvis ville have fundet det alligevel – mens de, der ikke gør det, har fysiske, psykiske eller sociale skavanker, der under alle omstændigheder gør det svært for dem at arbejde på fuld tid. Mange af disse ender efter års ydmygelser i diverse aktiveringsprojekter på førtidspension.
Danmarks første krig i 135 år
Socialdemokraterne og SF har forsigtigt stillet i udsigt, at en ny regering vil arbejde på at trække danske soldater hjem fra Afghanistan. Alt sammen meget forsigtigt formuleret, som fx når SF
foreslår, at danske kamptropper skal trækkes ud senest i 2015 – men at indsatsen derefter kan
fortsætte i form af “en fredsbevarende styrke“.
Unægtelig en meget blød formulering – der dog samtidig ligger milevidt fra den danske sikkerhedspolitik, der var gældende, indtil Nyrupregeringen slog ind på en ny kurs i forbindelse med krigene i det nu tidligere Jugoslavien.
Indtil da havde Danmark ikke været i åben krig siden 1864 – med undtagelse af nogle misforståede kamphandlinger i forbindelse med den tyske besættelse i 1940. Den danske sikkerhedspolitik gik ud på at opretholde et militær til forsvar af landets grænser – samt at stille soldater til rådighed for fredsbevarende FNstyrker forskellige steder i verden. Styrker, der udtrykkeligt ikke måtte deltage i kamphandlinger.
Det ændrede sig under krigene i Jugoslavien. Først, da USA pressede FN’s Sikkerhedsråd til, at de fredsbevarende styrker, som var indsat i Bosnien, kunne gå til angreb på serbiske stillinger gennem indsættelse af NATO-bombefly. Dernæst, da NATO – uden om FN – indsatte militær i Kosova for at presse Serbien til at opgive området.
Debatten om indsatsen i ex-Jugoslavien blev ført i tågede vendinger, hvor man talte om “fredsskabende“ styrker i stedet for “fredsbevarende“ – dvs. styrker, der aktivt skulle presse de krigsførende parter til at slutte fred. I praksis betyder det at føre krig. Desuden talte man om en mere “aktivistisk“ dansk udenrigspolitik. Begge dele dækkede over, at Danmark nu – for første gang siden 1864 – gik aktivt i krig. Den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan ligger dermed direkte i orlængelse, af den linje, som blev lagt under Nyrup-regeringen i 1990’erne.
Se også:
SAA 298: S-SF: Forandringer og løsninger – men unfair
SAA 298: Det mener vi: Venstrefløjen må opbygge sin egen styrke
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed