Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 12

Thailand

Diktaturet i paradis

Morten Rasmussen

De fleste kender Thailand som et ferieparadis med fantastiske strande eller for den hektiske metropol Bangkok. De seneste par måneder har det dog været helt andre historier, der har præget mediebilledet rundt om i verden.

Baggrunden for situationen i landet går længere tilbage end starten af marts, da demonstrationerne startede i denne omgang. I 2006 blev Thaksin Shinawatra væltet ved et militærkup. Han havde været ved magten igennem en årrække og var ganske populær blandt den fattigste del af befolkningen. Dette skyldtes, at han havde gennemført nogle større velfærdsforbedringer med bl.a. en reform af sundhedvæsnet, så fattige kunne modtage gratis lægehjælp.

Resten af den thailandske elite var dog ikke indstillet på at give forbedringer til de fattige, så de organiserede protester, og til sidst gik militæret ind og lavede et kup. Efter kuppet blev der lavet ny forfatning.

Eliten var af den opfattelse, at fattige mennesker ikke besidder det fornødne intellekt til at vælge demokratiske repræsentanter. Så derfor er halvdelen af senatets pladser udpeget af militæret. Det samme gælder for en del af retssystemet. Disse pladser er nu udfyldt af folkene bag kuppet.

Ved de efterfølgende valg til parlamentet er det endt med store sejre til partier, der støtter Thaksin eller hans politik. Den nuværende statsminister kom da også kun til magten, efter en domstol opløste det parti, der vandt det seneste valg. Derfor har han heller ingen demokratisk legitimitet.

Som reaktion opstod United front for Democracy against Dictatorship (UDD) – også kendt som rødskjorterne. De er en alliance af fattige fra landdistrikterne og byerne. UDD er en ret bred størrelse, der spænder lige fra støtter af Thaksin over maoistiske organiseringer til den revolutionære venstrefløj. Der er både støtter af monarkiet og republikanere. Gruppen af republikanere vokser, hvilket er udtryk for den radikalisering der sker, da man i Thailand kan få op til 15 års fængsel for majestætsfornærmelse. En lov, der bliver brugt flittigt.

Det er i denne politiske situation at UDD i de sidste par måneder har været på gaden med krav om at regeringen træder tilbage og udskriver nyvalg. Et krav som demokratiske regeringer i mange dele af verden sikkert ville have lyttet til, hvis de stod overfor en lige så stor bevægelse.

I stedet har man valgt at sætte militæret ind mod ubevæbnede civile, med minimum 90 dræbte til følge og en bekræftelse af, at Thailand styres af et militærdiktatur. Hvilket understøttes af, at alle regeringskritiske medier er blevet lukket samt internettet mere censureret end tidligere.

Dette kan heller ikke være nogen hemmelighed for vores ledere her i Vesten. Men Thailand har været en nær allieret siden man brugte baser i landet under Vietnamkrigen. I dag er landet en af de vigtigste handelspartnere i sydøst-Asien og stadig en tæt allieret med USA og vesten. Derfor har vi heller ikke hørt det ramaskrig over nedslagtning af civile demonstranter, som hvis det samme var sket i Kina, Nordkorea eller Iran, der også er brutale diktaturstater, men ikke vestens allierede.

Selvom om Bangkok nu er ryddet for demonstranter, er situationen langt fra løst. De sociale skel er stadig de samme, og det er fortsat den samme korrupte elite, der sidder ved magten.

Hvis UDD og bevægelsen skal gøre sig håb om at sejre, bliver de nødt til at knytte tætte bånd til arbejderne og deres faglige organisering. Lykkes det, kan der næste gang man går på gaden samtidig organiseres strejker, hvilket vil lægge et helt andet pres på den thailandske elite. Og hvem ved, måske nøjes de ikke kun med at vælte endnu et diktatur.

Billedtekst:
Bangkok er nu med magt ryddet for demonstranter, dog er situationen langt fra løst. De sociale skel er stadig de samme, og det er fortsat den samme korrupte elite, der sidder ved magten.

Flere artikler fra nr. 298

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Thailand

Se flere artikler af forfatter:
Morten Rasmussen

Siden er vist 2118 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside