Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 13
Armadillo – krigen i “Hell“-man
Jesper Juul Mikkelsen
Filmen Armadillo følger et hold danske soldater udstationeret i basen Armadillo i Helmand-provinsen i foråret 2009. Igennem filmen får du den mærkelige følelse af at grine af magthaverne og græde med soldaterne.
Der har i pressen været rejst kritik af, at soldaterne, man følger i Armadillo, overtræder Genevekonventionen i kampen mod Taleban. Det er selvfølgelig skræmmende at se, hvordan hæren præmierer de mest aggressive soldater med “guldhesten“ for at likvidere sårede afghanere. Det er mindst lige så skræmmende at se den udvikling, de unge mænd gennemgår på kun et halvt år. Fra at ville ud på “eventyr“ og sammenligne krigen med en “rigtig“ fodboldkamp, udvikles soldaterne til bange, mistænksomme, hadefulde dræbere med tomhed i øjnene.
I filmen ser man hæren betale en mand småpenge som erstatning for en kone, han har mistet i et luftangreb. Og man ser hæren på kujonagtig vis sende ubemandede fly ud for på sikker afstand at kunne bombe det, som man antager, er “fjenden“.
Krigen er tabt
Ud over at se den påvirkning, krigen har på mennesker, ser man også, hvor tæt de vestlige krigsregeringer er på at tabe i Afghanistan. Billederne viser, hvor små soldaterne er i det kæmpe land, de forsøger at besætte. Og det bliver tydeligt, hvor lidt magt soldaterne har i området – blot 800 meter fra basen hersker modstandsbevægelsen.
Man hører lokale afghanere sige til soldaterne, at de ikke har noget at gøre i deres land. Og at folk kæmper, fordi de kæmper imod fattigdom. Soldaterne forsøger forgæves at få de lokale til at samarbejde, men de nægter, selvom de forsøger at bestikke dem. De prøver på den mest klamme måde at vinde tillid hos små sultne og fattige børn ved at dele slik ud.
Som i Vietnam
Filmen trækker tydeligt spor til billeder, som man også har set under Vietnamkrigen, som nogle af soldaterne faktisk selv nævner. Soldaterne er bange, som de var i Vietnam, modstandsbevægelsen er usynlig som i Vietnam, krigen kan ikke vindes, og krigen ødelægger de unge drenge der bliver sendt ud – ligesom i Vietnam. Filmen fokuserer ikke ret meget på den fattigdom, som krigen pådrager den afghanske befolkning, men man ser en fattig bondebefolkning slås mod verdens stærkeste hær, alt sammen som i Vietnam.
Der mangler dog en ting. Der er i dag ikke en bevægelse, som kan præsentere ideen om modstand imod krigen for soldaterne. Armadillo viser klart, hvilket helvede vestens krig har skabt i Afghanistan – lad os håbe denne øjenåbner, som filmen er, kan være med til at skabe en levende antikrigsbevægelse, som i sig kan bære et alternativ for os, afghanerne og de stakkels soldater.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed