Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 13
Introduktion til socialisme
Det nationale spørgsmål
Jesper Høi Kanne
Palæstina, Libanon, Nordirland, Baskerlandet, Grønland, Kurdistan, Afghanistan, Tibet, Kaukasus, m.fl., er alle steder, hvor en kamp for national befrielse inddrager nationalisme, klassekamp og imperialisme i vidt forskellige kombinationer.
Det, der driver konflikterne, er folkenes ønske om selvbestemmelse. Den marxistiske tradition er grundlæggende internationalistisk i sit udsyn – derfor har disse kampe givet grobund til det, vi kalder ’det nationale spørgsmål’.
Med kapitalismens udvikling i det 18.-19. århundrede og oprettelsen af nationalstaterne – med fælles marked, mønt, sprog og magtapparat – sættes der en udvikling i gang, hvor befolkningsmindretal fik deres kultur og sprog undertrykt.
Det skete, fordi det blev set af det voksende borgerskab som barrierer for udbredelsen af nationalstatens magt. Den engelske historiker Eric Hobsbawm udtrykte det sådan: “Dialekter ... er bare sprog uden en hær og en politistyrke.“
Ekspansionen af kapitalistiske stater, ved krig og kolonisering, fører også til, at stærkere imperialistiske stater undertrykker svagere stater og lokale befolkninger.
Dette har ført til to former for nationalisme: imperialistisk nationalisme (fx amerikansk), der søger at binde arbejdere og herskere sammen i modstand mod andre nationers arbejdere og herskere – og progressiv nationalisme (fx palæstinensisk), der søger at forene de samme klasser, der er domineret af en stærkere stat, til modstand mod denne.
Karl Marx stødte på disse modsætninger i 1800-tallets Storbritannien i undertrykkelsen af det irske folk. Marx argumenterede for, at hvis arbejderbevægelsen skulle overvinde den britiske stats del-og-hersk-strategi (racisme mellem engelske og irske arbejdere), måtte de støtte det irske krav om ret til selvbestemmelse, for at bryde den engelske nationalismes tag i de engelske arbejdere. Marx’ position skulle altså skabe øget enhed i arbejderklassen mellem irske og engelske arbejdere og internt mellem engelske arbejdere, der ikke længere skulle være ’for eller i mod’ irerne.
Lenin generaliserede og udviklede Marx’ ideer: socialister bør altid støtte nationale befrielsesbevægelser (og dermed være imod imperialistisk nationalisme), uanset om bevægelsernes lederskab er borgerligt/reaktionært.
Dette skal ses i forhold til debatterne i den internationale socialistiske bevægelse i starten af 1900-tallet. I zarens Storrusland bestod 57 pct. af befolkningen af undertrykte nationer – ukrainere, letter, polakker m.fl. – og derfor blev Rusland også kaldt “nationernes fængsel“.
Nogle af datidens socialister mente, at det nationale spørgsmål stod i vejen for at beskæftige sig med klassekampen, og derfor skulle ignoreres. Lenin argumenterede omvendt for, at hvis man ignorerede nationale forskelle, kunne socialister ende med reelt at støtte den imperialistiske nationalisme, der ville fortsætte med at undertrykke andre nationers folk.
Den modsatte fare – at ’rødmale’ nationale befrielsesbevægelser – eksisterer også. Det var den grøft, mange vestlige venstreorienterede faldt i, i fht. det nordvietnamesiske regime i 1960’erne.
Men befrielsesbevægelsernes natur – et midlertidigt samarbejde mellem arbejdere og borgerskab – førte også Lenin til at insistere kraftigt på, at socialister ikke skulle opgive deres egne organisationer og ideologi til fordel for den progressive nationalisme.
Nationalisme, uanset hvor progressiv, udtrykker altid en kapitalistisk klasses interesser i at skaffe sig deres egen stat, hvor de kan herske over arbejdere og andre.
Revolutionær socialisme vil det modsatte: sætte befolkningsflertallet af arbejdere i alle lande i direkte demokratisk kontrol af økonomien, produktionen og samfundet i øvrigt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed