Socialistisk Arbejderavis
Nr. 299 – 15. juli 2010 – side 2
Den økonomiske krise
Et nyt kapitel i klassekampen
Jesper Juul Mikkelsen
Den globale krise bliver udnyttet til det yderste af magthaverne rundt om i Europa, udnyttet til at angribe arbejderklassen.
Krisen betyder, at de nyliberale har sat endnu mere turbo på overflytningen af offentlige midler til det private.
Nogle vil påstå, at systemet er kommet igennem krisen uden skrammer, og at den nyliberale udgave af kapitalismen er urørlig. Men det ikke rigtigt.
Krisens rødder
Krisens rod er den lange profitkrise, som kapitalismen kronisk har lidt under, siden det der populært er blevet kaldt oliekrisen i 1973.
Mere og mere desperat har kapitalisterne forsøgt at opretholde deres profit ved at skabe spekulative bobler, fra ITbobler til boligbobler, fødevarebobler til gældsbobler – når man begynder at investere i gæld, er der virkeligt noget galt!
Man har forsøgt at stabilisere det økonomiske system med stor statslige pengetilførsel (bankpakker) og sammen med voksende statslige udgifter til understøttelse vokser gælden i den vestlige verden enormt.
Til det skal lægges at arbejderklassen i Vesten aldrig har været så forgældet som den er nu, med den danske arbejderklasse som den mest forgældede. Det er selvfølgelig et politisk spørgsmål hvordan man håndterer gæld, men med nyliberalismen ved roret er svaret store offentlige nedskæringer.
Krisen er udsat på grund af statens pengeudpumpninger, men det grundlæggende problem, den lave profitrate, er ikke løst. Derfor er der stor risiko for at de kommende nedskæringer vil betyder en “double-dip“ recession. Det vil sige en forværring af krisen.
Hvis krisen udvikler sig som en double-dib recession vil den på mange måder afspejle krisen i 30erne. Den var ikke kun krakket på børsen i 1929, men det var den efterfølgende depression, som varede i 10 år, som blev omdrejningspunktet for en intens klassekrig.
Krisens politiske indvirkning på magthaverne
Resultatet af krisen er ikke en mere samlet magthaverelite. Tværtimod ser vi i dag en mere splittet og konkurrerende elite. Når de gang på gang taler om landes konkurrenceevne siger de grundlæggende, at det er de andre landes kapitalister, som skal bukke under for krisen.
Kinas og USA’s reaktion på krisen har for begge landes vedkommende betydet, at man har devalueret sin valuta for at blive mere konkurrencedygtige.
Det tyske borgerskab har med held udviklet en meget konkurrencedygtig eksport-økonomi baseret på høj produktivitet og meget lav lønudvikling. Den lave lønudvikling skyldes især det pres, som billig arbejdskraft fra Østeuropa lægger på lønningerne. Dette gælder også delvist for Danmark.
Tyskland eksporterer altså sine problemer til de svagere økonomier i EU omkring Middelhavet. Det er den europæiske udgave af verdenskrisen.
Vi vil ikke betale for deres krise
Det er altså svært for magthaverne at se en vej ud af krisen. Men man er blevet enige om én ting på de bonede gulve rundt om i verden: At det er arbejderklassen og de fattige der skal betale.
I Danmark er de første nedskæringer regeringens genopretningsplan.
Enhedslistens krisepolitik peger på, hvor pengene kan findes uden at ramme arbejderklasen. Det er godt, men problemet er flersidigt.
For det første er målet med genopretningsplanen ikke kun at finde 24 milliarder, men også at mindske udgifterne til kollektiv velfærd, for at sikre konkurrenceevnen og realisere regeringens drøm om en liberalisering af velfærdsstaten.
Hvem der skal betale for krisen afgøres grundlæggende af styrken imellem klasserne. Arbejderklassens styrke opbyges først og fremmest i faglige og politiske netværk på gulvplan, der er parate til at slås imod nedskæringerne.
Så længe Enhedslistens som parti ikke sætter fokus på denne opgave for alle sine medlemmer og samtidig siger åbent fra folketingets talerstol, at vi kommer til at betale for krisen, hvis vi ikke kæmper imod, ja, så bliver ønsket om at de rige skal betale for krisen ikke andet end et fromt ønske.
Det er ikke længere nok at fokusere på at forberede næste valgkamp.
Se også:
SAA 299: Det mener vi: Teaterhær eller klassekamp?
SAA 299: BP-oliekatastrofen: Regering og olieindustri hånd i hånd
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed