Socialistisk Arbejderavis
Nr. 299 – 15. juli 2010 – side 3
En kamp om velfærd på Rigshospitalet
Peter Schjerning
Efter offentliggørelsen af regeringens “genopretningsplan“ gik store dele af arbejderbevægelsen i første del af juni til demonstration. På Rigshospitalet tog portørerne efter et fagligt møde en beslutning om at gå i strejke for at deltage.
Socialistisk Arbejderavis har kigget på årsagerne til strejken og har taget en snak med fællestillidsrepræsentant for de omkring 250 portører og servicemedarbejdere, Jens Anker Clausen.
Allerede i 2006, inden sangen om krise, sendte Hospitalsarbejdernes Klub på Rigshospitalet et brev til daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. I brevet udtrykker hospitalsarbejderne bekymring om dannelsen af de kommende regioner, og varslingen om at budgettet for Region Hovedstaden skulle beskæres med 1,6 milliarder.
“Vi frygter, at reformen ikke som påstås er en forenkling, men snarere en udhuling af den offentlige sektor med privatisering af blandt anden sundhedsvæsenet for øje,“ hedder det i brevet.
Siden brevet til Lars Løkke blev skrevet er tingene ikke blevet bedre, langt fra. Nu er det ikke forenkling og effektivisering, men derimod besparelser på grund af overskredne budgetter i regionerne man peger på. Et budget staten i øvrigt tildeler dem.
Den 2. juni i år arrangerede de faglige organisationer for Region Hovedstadens Sundhedsvæsen en demonstration imod forringelserne. I den forbindelse nedlagde portørerne arbejdet kl. 12 for at gå med.
Jens Anker Clausen må som tillidsmand ikke opildne til strejke, men skal derimod forsøge at overtale portørerne til at vende tilbage til arbejdet, men det lykkedes altså ikke onsdag den 2. juni.
Jens Anker Clausen mener dog også at tingene, som de ser ud nu, langt fra er optimale.
“Regeringen har brystet sig af vores danske model, og det vi oplever nu, er at de angriber den på den mest modbydelige måde,“ mener Jens Anker Clausen.
Den danske model betyder, at ledelsen forholdsvis nemt kan fyre folk. Til gengæld har den fritstillede mulighed for at modtage en ordentlig understøttelse.
Med regeringens “genopretningsplan“ skal dagpengeperioden skæres ned fra 4 til 2 år, en halvering af dagpengeperioden.
“Det er en mistænkeliggørelse af arbejdsgruppen og netop i en periode hvor der er finansiel krise og høj arbejdsløshed, sikrer det ikke den fleksibilitet, vi ønsker på det danske arbejdsmarked“, fortsætter han. I stedet for den danske model vil man i fremtiden i stedet stille krav om mere sikre ansættelses forhold, dvs. højere opsigelsesperioder som vil skabe bureaukrati og utilfredshed på arbejdspladsen. Det kommer i sidste ende også til at blive meget dyrere for ledelsen selv. Udover dagpengesatsen er der også et angreb fra regeringens side på fagforeningen rent symbolsk. Det fradrag, der kan trækkes fra ved at være medlem af en fagforening, mindskes med 1/3. Det vil ikke komme til at betyde store udgifter, men betragtes af tillidsmanden som et symbolsk angreb på fagforeningen, der ofte er en torn i øjet på regeringen.
Siden regionernes dannelse har der været voldsom konkurrence internt mellem regionerne.
“Det foregår ofte ud fra egoistiske overvejelser, man skal have det så godt som man kan i ens egen region, og så er man sådan set ligeglad med hvordan de har det i den anden ende af landet, men det er også et udtryk for at økonomien i regionerne er voldsomt, voldsomt presset“, siger Jens Anker Clausen og fortsætter:
“Allerede ved fødslen af regionerne vidste alle, der havde forstand på det, at økonomien ikke ville komme til at harmonere med de omkostninger, der var i udsigt“. Det danske sundhedsvæsen bliver på mange måder drevet som en virksomhed. Ikke nok med nedskæringerne, så er der også et forventningspres om produktionsforhøjelse på et par procent om året, ikke bare for enkelte faggrupper, men over hele linjen, ifølge Jens Anker Clausen.
Regionerne bliver altså nærmest spillet ud mod hinanden på bedste liberale vis. Vores gratis sundhedsvæsen er en af grundpillerne i vores velfærdssystem og noget som de fleste danskere faktisk er stolte af, men det er i øjeblikket under langsom, men sikker afvikling.
Det er blevet overordentligt svært at være repræsentant for en gruppe, der i stigende grad får sværere vilkår. Strejken 2. juni er et udtryk for frustration over besparelser, en udsultende politik i sundhedsvæsenet og angrebet på fagbevægelsen.
Strejke kan for nogen syntes som en sidste udvej, men når en gruppe står sammen som helhed mod beslutningstagerne, opdager de, at der er brug for en tilfreds arbejdsstyrke.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed