Socialistisk Arbejderavis
Nr. 299 – 15. juli 2010 – side 3
Danske Bank angriber fagligt aktive
Nicolaj Jepsen skriver til Socialistisk Arbejderavis om organiseringen af fagforeninger i en af Danske Banks call-centre.
Jeg arbejder som ufaglært IT-supporter og hjælper Danske Banks kunder til at få netbank til at fungere, både i forhold til tekniske fejl og simpel brug.
Det plejede at være en temmelig god ufaglært arbejdsplads med udmærket løn, fleksibilitet og en praksis, hvor man tog sig god tid til at hjælpe kunderne.
Men i oktober blev min gamle chef fyret og ind kom en ny. Det betød forringelser af arbejdsforholdene. Der var en af mine kollegaer, som glemte at melde sig syg. Han blev straks fyret, hvor praksis tidligere havde været en skriftlig advarsel.
I marts fik jeg, som en af de eneste fagforeningsmedlemmer på aftenhold, en mail fra tillidsrepræsentanten. Ledelsen vil afskaffe 48-timers reglen.
Den giver os mulighed for at melde fra til vagter med 48 timers varsel, hvilket er meget vigtigt, når man arbejder på skæve tidspunkter.
Jeg sendte hans mail videre til alle mine kollegaer med en kommentar om vi skulle gøre noget. Umiddelbart efter blev jeg indkaldt til samtale med den nye chef og chefen for daghold, hvor de skældte mig ud for at have sendt mailen ud.
Det de ville var at pille ved vores lokalaftale uden for forhandlingsperioden. Resultatet af min opfordring til at gøre noget blev et møde med 14-15 deltagere som vedtog et papir, der kritiserede afskaffelsen af 48-timers reglen. Da papiret blev sendt til afstemning blandt alle IT-supporterne stemte 96 pct. for.
Få dage senere modtog vi et dementi fra fagforeningen som sagde, at der aldrig havde været forhandlinger i gang, og at ledelsen havde fået nej fra starten af. Det lød bare ikke sådan på den mail jeg modtog i første omgang. Ikke desto mindre var det en sejr og vi gik fra syv til 12 organiserede ud af 100 ansatte på del- eller fuldtid.
Den 27. maj mødte jeg på arbejde som normalt og blev igen taget med til samtale; denne gang fik jeg at vide at jeg var opsagt fra 1. september og degraderet til tilkaldevikar, max otte timers arbejde om ugen og en løn 20 kr. under min tidligere løn.
I alt blev 13 mennesker opsagt og få dage inden var en håndfuld af de vagthavende også blevet degraderet til “menige“ supportere. Ud af de 14 på vores møde var de ni blevet ramt på den ene eller anden måde. Vi fik igen stablet endnu et møde op. 27 deltog og en fagforeningsrepræsentant.
Nogle af mine kollegaer er friske på strejke, andre mener vi skal lade fagforeningen klare tingene for os. Lige nu venter vi på, at fagforeningsrepræsentanten tager sagen videre til juristen.
Målet blandt et kæmpe flertal af mine kollegaer er at få den nye chef fyret – troen på at vi der står til at miste vores jobs, kan få dem tilbage, er dog lidt mere blandet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed