Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 299 – 15. juli 2010 – side 16

Enorme fund af råstoffer skærper Afghanistan-krigen

Lene Junker

Nye fund af enorme råstofforekomster i Afghanistan sætter Afghanistan-krigen i et nyt lys.

Indtil nu har Afghanistans geopolitiske placering samt planerne om en olierørledning gennem Afghanistan været afgørende for stormagternes rivalisering, besættelser og krige i Afghanistan.

For briterne i det 19. århundrede var Afghanistan en bufferstat mellem det russiske imperium og Indien. For Rusland og USA under Den kolde Krig var Afghanistan igen et grænseland, som blev fanget i deres rivalisering. Siden 2001 har Afghanistan igen været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. To af Afghanistans naboer er Iran og Kina – USA‘s rivaler. En anden nabo er Pakistan – allieret med USA, men ustabil. Andre naboer er de kaukasiske olierige stater, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan – alle tidligere Sovjetrepublikker, som Rusland og USA konkurrerer om at kontrollere.

Den 13. juni kunne The New York Times fortælle om nye fund af enorme råstofforekomster til en værdi af 1000 mia. dollars i Afghanistan. Store mængder af jern, kobber, kobolt, guld og litium findes i den afghanske undergrund. Siden 2004 har Pentagon i samarbejde med amerikanske geologer systematisk undersøgt Afghanistans undergrund på basis af gamle russiske optegnelser og data. De har overfløjet Afghanistan med moderne måleinstrumenter og siden 2007 har de enorme fund været kendt i Pentagon.

Det er Pentagons “business development taskforce“ der efter samme model som i Irak, nu forsøger at rådgive Afghanistans mineministerium om, hvordan man kan give udenlandske firmaer mulighed for at udvinde råstofferne. Afghanistan har en minelov, som er skrevet med hjælp fra Verdensbanken. Men den har endnu ikke været i brug. Den foregående mineminister måtte gå af, fordi han havde modtaget 30 millioner doller i bestikkelse af Kina for at give dem ret til at udvikle Afghanistans kobberminer.

Det er ikke kun USA og Nato-landene, men også Afghanistans nabolande, som kæmper for at få adgang til Afghanistan. De enorme råstoffund vil skærpe denne kamp.

Tysklands præsident, Horst Køhler, kom til at sige det højt efter et besøg i Afghanistan den 1. juni. Han sagde, at Tyskland ikke kun deltog i Afghanistan krigen af sikkerhedspolitiske grunde, men også fordi Tyskland må forsvare sin position i den globale handel om nødvendigt med en militær indsats. Den bemærkning overlever man ikke som præsident for et land, hvor 75 pct. af befolkningen er imod Afghanistan-krigen.

Vi står midt i en global økonomisk krise, hvor alle stater støtter deres egne virksomheder i at klare sig i den internationale konkurrence, om nødvendigt med en militær indsats.

Trods krisen og presset på staternes budgetter, så er det ikke militæret, der spares på.
Ifølge SIPRIs Yearbook 2010 blev der i 2009 brugt 1531 mia. dollers til militære formål i hele verden. Det er en stigning på 5,9 pct. siden 2008 og en stigning på 49 pct. siden 2000.

Det 21. århundredes militære udgifter varsler skærpede militære konfrontationer verden over. Denne imperialistiske rivalisering er indbygget i det kapitalistiske system. Men systemet er ingen naturlov. Det er menneskeskabt og kan derfor ændres af mennesker.

Se også:
SAA 299: Afskedigelser løser krigsproblemer?

Flere artikler fra nr. 299

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Afghanistan-krig 2001-?

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 2837 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside