Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 301 – 18. september 2010 – side 8

Ræset mod bunden

Peter Iversen

Erhvervslivets bosser og regeringen taler gang på gang advarende om, at den danske konkurrenceevne er i fare. Kort fortalt er danske arbejdere for dyre og de arbejder ikke nok.

Andre af vores nabolande siger det samme. Regering på regering har gang i en international konkurrence om hvem, der kan styrke konkurrenceevnen mest, eller sagt med andre ord: Hvem der kan forringe forholdene mest muligt for arbejderne.

Der skal bruges megen ideologi og trusler, hvis man skal overbevise arbejdere om, at de gør bedst i at holde igen med løn eller sågar gå ned i løn.

Truslen om globalisering er et godt redskab for bosserne: Hvis I ikke makker ret, så flytter vi bare fabrikken ud til Østen, hvor lønningerne er så meget lavere.

Og vi bliver fodret med historien om, hvordan det gik tekstilindustrien i Herning og omegn, der først flyttede til lavtlønsområder i Sydeuropa, og da lønningerne også blev for dyre der, så flyttede de ud til Østen.

Det får vi at vide også vil ske for andre virksomheder. Så min ven, hvis du ønsker at beholde dit job, må du forstå, at du ikke længere kan få så meget i løn og at du i øvrigt helst skal løbe stærkere.

Der er virksomheder, der forsøger sig med udflytning, men generelt er billedet ikke så simpelt. Der er væsentlige faktorer, der taler imod at virksomheder flytter ud.

I dagens produktion spiller maskiner en stor rolle. Kun de færreste produkter laves i hånden, men det meste laves på store maskiner og i en stigende grad, hvor effekten af at holde maskinerne kørende spiller en større rolle end den enkelte ansattes løn. Sagt med andre ord er lønandelen i en produceret enhed i dag betydeligt lavere end den var for bare 30 år siden. Og det er sket takket været den teknologiske udvikling.

Derfor skal en virksomhed være ret sikker på, at produktionen ikke går ned ved en udflytning, så det, der kan spares i lønkroner, bliver mangfoldigt ædt op af produktionstab. Det er ikke uden grund, at en højtuddannet arbejdskraft er guld værd for virksomhederne.

Et andet problem for virksomhederne ved en udflytning er, at det koster at flytte. Der er investeret kapital i bygninger og anlæg, der ikke bare let kan realiseres ved en udflytning. Det koster at have en usalgbar fabriksbygning stående tom i Danmark.

Endvidere er der også alle de ledelsesmæssige problemer ved at flytte. Der skal opbygges en satellitledelse langt væk fra det danske hovedkvarter. Og det har mange virksomheder erfaret ikke altid er en let opgave. Et andet sprog, en anden kultur.

Ikke at forglemme er der også de lange transportveje at tage hensyn til. Transport koster, og med de stigende energipriser vil det i fremtiden blive en endnu vigtigere faktor. Lange transportveje betyder generelt øgede udgifter til logistik og lagerkapacitet. At køre efter just-in-time princippet – ikke at have lager men forvente at få stabile leverancer fra underleverandøren, bliver langt sværere med lange transportveje.

I europæisk målestok går billedet faktisk også den modsatte vej indenfor nogle brancher. Japanske bilmærker som Honda, Toyota og Nissan etablerer samlefabrikker i Europa for at være tæt på deres markeder. Nærheden af markedet betyder meget for virksomhedernes strategi.

Endelig er Østens arbejdere ikke bare en kuet lavtløns arbejdskraft. Denne sommer har været præget af store arbejdskampe i flere asiatiske lande. Tekstilarbejdere i Bangladesh og arbejderne i de store kinesiske japanskejede bilfabrikker er blot nogle af de mange arbejdere, der har været i kamp for højere løn og bedre arbejdsvilkår. Fattige arbejdere i Østen kender også deres værd og kræver mere i løn.

Der er ingen grund til at danske arbejdere bøjer nakken overfor globaliseringens spøgelse. Løntilbageholdenhed er kun foræring til arbejdsgiverne. Løntilbageholdenhed betyder, at forskellen mellem rig og fattig øges i Danmark, og det er den grådighed hos de få, der i forvejen har mest, der virkelig kan bruge globaliseringens spøgelse til at forringe forholdende for de mange.

Flere artikler fra nr. 301

Flere numre fra 2010

Se flere artikler af forfatter:
Peter Iversen

Siden er vist 1877 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside