Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 7
Opsving og opbygning af velfærdsstaten
Jakob L. Krogh
Efter anden verdenskrigs afslutning var der 25 år med højkonjunktur kun afbrudt af mindre kriser frem til 1973. Dette skabte en betydelig mangel på arbejdskraft, og dermed et pres for at inddrage flere kvinder på arbejdsmarkedet og udnytte arbejdskraften bedre.
Begge dele førte til udbygning af velfærdsstaten. Inddragelsen af kvinderne på arbejdsmarkedet krævede, at dele af det arbejde, som de tidligere havde udført ulønnet i hjemmet, blev organiseret af staten. Derfor var der i perioden en udbygning af den offentlige omsorg, daginstitutioner og ældrepleje med en kvalitet og pris, der gjorde det attraktivt for kvinderne at søge ud på arbejdsmarkedet og overlade en del af omsorgsopgaverne til staten.
Den mere effektive udnyttelse af den eksisterende arbejdsstyrke blev opnået gennem udbygning af uddannelsessystemet og sundhedssektoren. Den øgede uddannelse sikrede, at arbejderne kunne betjene den nye og mere effektive teknologi. Sundhedssektoren sikrede raske arbejdere. At det var arbejdskraftmangel der fik overklassen til at acceptere de øgede udgifter ses bl.a. af, at Johannes Frandsen, daværende leder af sundhedsstyrelsen, forsvarede de øgede udgifter med at: “... værdien af genvundet arbejdsevne og hindret invaliditet, må vise, at sygehusdriften også økonomisk svarer regning.“
Storkonflikt, folkepension og nedsættelse af arbejdstiden
Men det var ikke kun behovet for arbejdskraft der skabte forbedringer I 1956 var der storkonflikt. Arbejderne krævede kortere arbejdstid, højre løn og en sygelønsordning. Den socialdemokratiske regering ophævede efter nogle ugers konflikt et mæglingsforslag til lov, der kun betød indførelse af en sygelønsordning. Indgrebet betød stor utilfredshed. 200.000 demonstrerede og mange fortsatte strejken imod indgrebet.
Den store utilfredshed skabte et behov hos den socialdemokratiske regering for at legitimere sig selv. Det gjorde den bl.a. ved at gennemføre loven om folkepension, der gav alle ret til pension, der stadig er en af hjørnestenene i velfærdsstaten.
Frygten for at arbejderklassens protester ville bryde ud igen gav også en arbejdstidsnedsættelse fra 48 til 45 timer ved overenskomsten i 1958, 39 år efter indførelsen af den 8 timers arbejdsdag.
Kampen under en krise
Under den nuværende krise vokser arbejdsløsheden. Derfor har kapitalen ikke behov en helt så fint-masket velfærdsstat for at sikre rigelig og tilpas uddannet arbejdskraft – derfor skærer de ned.
Men heldigvis var det ikke kun kapitalens behov, der skabte forbedringerne. Arbejderklassens kamp var også afgørende, især for forbedringer som ikke gavnede kapitalen som arbejdstidsnedsættelser. Hvis vi skal undgå de nedskæringer, som lige nu gavner kapitalen, er vi nødt til at tage ved lære af de arbejderkampe der skabte disse forbedringer – som for eksempel storkonflikten.
Se også:
SAA 302: Borgerskabets nyliberale revanche: – et opgør med ’68
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed