Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 13
Er FN løsningen i Afghanistan?
Peter Schjerning
Det mener en række af de mest prominente danske krigsmodstandere. Denne artikel forsøger, at problematisere denne løsning.
Fredsbevarende styrker, som man fra mange steder foreslår skal styres af FN, kræver i sin natur, at der er en fred som udgangspunkt for at den kan bevares, og det er der ikke i Afghanistan. Dertil kommer det at FN som organisation ikke som mange anser det for, er en slags moralens og retfærdighedens vogtere, et internationalt samarbejde, bygget på et demokratisk fundament.
Hvad mange måske glemmer er imidlertid at FN ikke er demokratisk, og at man siden 1945 set utallige krige ført under FN flag. Korea-krigen og den første Irak krig som de vigtigste.
FN er en del af krigen i Afghanistan
Krigen i Afghanistan bliver ført med et FN-mandat. På udenrigsministeriets hjemmeside står der sort på hvidt: “Mandatet for den internationale sikkerheds- og stabiliseringsstyrke (ISAF) blev etableret i FN sikkerhedsrådsresolution 1386 fra 2001“.
Så hvorfor skulle man så tro, at FN ville være en bedre løsning, når det jo er organisationen, der støtter krigen og i høj grad er ansvarlige for situationen som den ser ud i dag? FN’s løsning er jo netop paradoksalt nok, at invadere Afghanistan, som man gjorde for snart 9 år siden.
Gransker man nøjere i det FN-mandat, som legitimerede Afghanistan krigen, må man nødvendigvis også kigge på nogle af de interesser, de ledende stormagter måtte have i krigen.
Vigtigst er Afghanistans placering. Kontrol over Afghanistan giver en nøgleposition i forhold til omkringliggende olierige lande. Dertil kommer de naturressourcer Afghanistan råder over, opslået til en værdi af omkring 6000 milliarder kroner ifølge tidsskriftet Ingeniøren.
Det er primært forekomster af Litium, der f.eks. anvendes i batterier, men også andre værdier som jern og kobber. Hidtil kommer uudnyttede olie forekomster anslås, ifølge Buisness.dk, til en værdi af 3000 milliarder dollars.
Afghanistan vil altså kunne levere råstoffer og fossilt brændstof til fordelagtige priser for de krigsdeltagende lande, hvis man da ikke selv kunne udnytte og kontrollere forekomsterne.
Storpolitisk spil
Stormagterne manøvrere rundt i et storpolitisk spil med FN som redskab. Man tolerer f.eks. menneskerettighedskrænkelser i både Rusland og Kina, men er meget i mod dem, der foregår i Afghanistan og bliver begået af andre end ISAF.
FN gør ikke noget der er imod stormagernes interesser. De 5 permanente medlemmer i sikkerhedsrådet: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig har vetoret og bruger det for at forsvare deres interesser.
Kina, er verdens største leverandør af netop litium, kunne Kina derfor ikke se deres markedsandel på f.eks. litium som truet og måske ønske ustabil situation i Afghanistan?
En fredsbevarende styrke med muslimer?
End del krismodstandere har også foreslået FN styrke fra andre muslimske lande. Der er to problemer i dette. Dels at man ser konflikten som principielt religiøst baseret, ikke at afghanerne gør modstand mod en besættelse. Dels at muslimske lande, der i en given situation ville udsende tropper, naturligvis ligesom stormagterne i sikkerhedsrådet vil have en storpolitisk interesse i at gøre det.
Lande som Iran og Pakistan, nabolande til Afghanistan, er muslimske lande, men har samtidig også store politiske interesser i landet. Den pakistanske efterretningstjeneste ISI arbejder, ifølge en ny rapport fra London School of Economics, aktivt for at destabilisere det afghanske styre og genindsætte Taliban, der ville være en bedre allieret for Pakistan end Karzai-regeringen, der samarbejder med Indien. Iran sidder i den situation, at de muligvis kunne blive udsat for angreb fra specielt USA og kunne dermed også ønske NATO beskæftiget mest muligt i Afghanistan.
Når krigsmodstandere peger på FN og en fredsbevarende styrke, som løsningen på konflikten i Afghanistan er det ofte på grund af mangel på alternativer, og på grund af at det ville være mindre legitimt for Taliban og oprørshærene, at beskyde FN styrker.
Men det er tvivlsomt, om Taliban er enig i det. NATO har siden 2003 taget den fuldstændige kontrol med ISAF styrken, men det var stadig et FN mandat, der som udgangspunkt sendte soldater til Afghanistan, og spørgsmålet hvorvidt FN ikke følger stormagterne i sikkerhedsrådets ærinde trænger sig kraftigt på.
Endeligt mangler de, der peger på FN som løsning, et svar på hvorfor FN skulle ændre den beslutning de tog med vedtagelsen af resolutionen om krigen i Afghanistan.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed