Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 15
Et lumpent politisk spil
Poul Erik Kristensen
“Tiden er kommet til at slå i bordet og sige nej til flere besparelser og forringelser af vores velfærds-samfund!
Magthavere, politikere og embedsmænd sidder gemt bag de tykke mure, og tror de kan gemme sig for utilfredshed og demonstration.
Men nej! – vi bliver ved
Vi bliver ved, indtil vores stemmer er hørt.“
Sådan lød det foran små 50.000 demonstranter på Christiansborgs Slotsplads d. 8. juni, da formanden for LO-Danmark, Harald Børsting, holdt tale.
Bag demonstrationen stod en samlet fagbevægelse med LO og FTF i spidsen. Sammen brugte de rigtig mange penge at sende busser fra hele landet til København.
Stemningen på demonstrationen var, at kampen mod den borgerlige regering skulle fortsætte indtil Løkke, Espersen med Pia Kjærsgaard som støtte måtte kaste håndklædet i ringen.
Men, der er løbet meget vand i åen siden
Ved demonstrationerne i København og Århus i forbindelse med Folketingets åbning d. 5. oktober glimrer fagbevægelsen desværre med sit fravær.
Harald Børstings ord om, at “vi bliver ved, indtil vores stemmer er hørt“, kommer derfor til at klinge hult. Har den borgerlige regering skiftet politisk kurs, så den ikke længere står for nedskæringer og forringelser i stat og kommuner? Er den stoppet med at føre en dybt racistisk indvandrepolitik? Eller har den stoppet krigen i Afghanistan?
Nej – og tilmed er vores stemmer endnu ikke hørt!
Men hvorfor er Harald Børsting fra LO, Bente Sorgenfrey fra FTF eller Poul Erik Skov Christensen fra Danmarks største fagforening 3F så ikke på Slotspladsen ved Folketingets åbning – og hvorfor mobilisere de ikke til demonstrationerne, som nu er overladt til Unge ta’r ansvar?
Den væsentligste grund til at de ikke står på Slotspladsen er, at de deltager i et lumpent politisk spil.
Lars Løkke Rasmussens åbningstale d. 5. oktober kan meget vel blive den sidste inden næste folketingsvalg. Og er der én ting som Helle Thorning og socialdemokraterne for alt i verden ikke ønsker, er det at komme til magten på bølgen af en protestbevægelse.
Det er der to grunde til. Hun er bange for at skrue forventningerne for højt op, om hvad hun og Villy Søvndal kan gennemføre af forbedringer, og hun er bange for at arbejdere og studerende ikke vil acceptere den politik som hun vil gennemføre – blandt andet en forøgelse af arbejdstiden, mens arbejdsløshedstallet stiger uge for uge.
Hensynet til en eventuel socialdemokratisk regering er altså vigtigere for fagtoppen, end det er at forsvare medlemmerne mod øget arbejdsløshed og skolelukninger.
Men fagtoppen sender et forkert signal. Ved at blive væk fra demonstrationerne i København og Århus giver de et signal om, at Løkke ikke er så slem for de danske arbejdere. Så i stedet for at bære ved til kampen mod de borgerlige er de nu i stedet med til at svække kampen.
Og det er ikke kun et problem for fagbevægelsen, men for de mennesker der bliver ramt af de borgerliges nedskæringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed