Socialistisk Arbejderavis
Nr. 303 – 4. november 2010 – side 5
Udkantsdanmark
Jakob Nerup
Det begyndte med et sygehus i Holstebro. Regeringen ville lukke sygehuset, og det tog borgerne i Vestjylland ualmindeligt ilde op. Her to år efter har utilfredsheden spredt sig til hele det svært definerbare område, man kalder udkantsdanmark.
Der er dannet et nyt parti, Fælleslisten, som har udkantsdanmark som selve sit grundlag. Venstres traditionelle bagland føler sig forsømt. Dansk Folkeparti fisker stemmer i smult vande, og hele opgøret fra provinsen kan påvirke mandaterne ved næste valg.
Virkeligheden er hård
Frustrationerne i Vestjylland er ægte. Trods nye motorveje, så bliver der længere til sygehuse, offentlige myndigheder og ikke mindst arbejdspladserne. Og det sker ikke kun i Vestjylland. Udkantsdanmark defineres tydeligst i de fattigste kommuner i Vestsjælland, på Lolland-Falster, Langeland, Bornholm og i Tønder.
I disse områder lever 6-8,5 pct. af børnene i fattigdom, hvilket er 2-3 gange så meget som de normale kommuner. Her er folk mere syge, mere arbejdsløse, lavere uddannet og generelt dårligere stillet.
Her er udsigten til et nyt job i trygge omgivelser en luksus. Og hver eneste gang en fabrik lukker ned, et postkontor lukker, en skole nedlægges, eller et sygehus forsvinder, gør det ekstra ondt. Så råbet om hjælp er meget forståeligt.
Spørgsmålet er så, om det er politikerne generelt, som er problemet, og om det kan løses ved at vælge nogle nye, som fx Fælleslisten?
Kapitalkoncentration
På mange måder begyndte udkantsdanmarks problemer allerede for 150 år siden, da industrialiseringen tog fart for alvor. Det magtmæssige fokus i Danmark flyttede til København, og de fattige fra landet tog i stigende grad arbejde i byernes eksplosive industriudvikling.
Udviklingen foregik sidenhen mindre drastisk i den første halvdel af 1900-tallet, hvor byerne og industrien voksede i et jævnt tempo. Først efter 2. verdenskrig tog udviklingen for alvor fart, da landbruget blev industrialiseret og urbaniseringen blev dominerende.
Nu var det ikke længere godsejerne og til dels bønderne, som bestemte, men bykonger og direktører, som svingede dirigentstokken.
I de seneste 2 årtier er der sket en yderligere afvandring fra landet til byerne, hvor ikke bare landsbyerne blev affolket, men store regionale områder, fx Lolland-Falster, blev hægtet af udviklingen.
Den væsentligste faktor er blevet kaldt globaliseringen, hvor først de store multinationale virksomheder og sidenhen en masse mindre industri flyttede produktionen ud i verden, hvor arbejdskraft og omkostninger er markant lavere. Beslutninger om lukningen af fx de store værfter er ikke taget af politikere, men af direktører og aktionærer.
Den nuværende krise har skabt endnu en omgang, hvor virksomhederne har lukket afdelinger, fyret faglærte og ufaglærte og ikke mindst skåret ned på produktionen. Det rammer igen hårdest i de områder af Danmark, hvor en industri giver job og omsætning til et lokalsamfund.
Et af de skræmmende eksempler er slagterierne, som er lukket i hobetal, fordi det bedre kan betale sig for svinebaronerne at køre de døde dyr til Tyskland, hvor polske og ukrainske slagteriarbejdere kan arbejde for 50 kr. i timen.
Groft sagt kan vi kalde det for kapitalismens centrifugalkraft, hvor alt koncentreres og det overflødige smides bort. Igennem hele kapitalismens udvikling er koncentration af produktion og kapital i stadig større enheder en rød tråd.
Det er denne udvikling, som fremtvinger urbaniseringen og affolkningen af landet og hele regioner.
I Danmark snakker vi om udkantsområder, mens det på globalt plan handler om en kæmpe migration fra land til by og fra landarbejde til industriarbejde. Derfor vokser slumbyerne i udviklingslandene og derfor bliver store landområder mere og mere fattige.
På mange måder kan vi se selve kapitalismens væsen udfolde sig på den globale scene, hvor mere end 1 milliard mennesker bor i slum i den 3. verdens millionbyer som Lagos (Nigeria), Cario (Egypten), Mexico City, Beijing, Manila osv.
Nyliberalisme og centralisering af det offentlige
Men kapitalismen er ikke bare en maskine, der kværner alt på sin vej. Den er også befolket af mennesker, som tager beslutninger. Hvor direktører og aktionærer er drevet af jagten på profit og rigdom til sig selv, så fungerer de folkevalgte politikere på en anden præmis.
På den ene side skal de vælges og på den anden side skal de levere til erhvervslivet. De danske politikere har gennem de sidste 25 år leveret nyliberale løsninger til gavn for kapitalens koncentration og urbanisering.
De har gennemført en stærk centralisering af det offentlige sygehusvæsen og skolesystem, hvor massevis af skoler og lokale sygehuse er lukket. Politikerne har lukket de lokale posthuse. De har afskaffet lukkeloven og givet lov til en stærk koncentration af butikshandel til store centre og kæder som fx Dansk Supermarked.
Politikernes beslutninger fjerner de lokale muligheder for at små samfund kan fungere og de er med til at nedlægge titusinder af offentlige arbejdspladser i lokalsamfundet. Det sker for at ”effektivisere” og spare. Så selvfølgelig gør det noget, hvad politikerne beslutter.
Som en ekstra smertefuld dimension er der det store demokratitab, som opleves lokalt. Med kommunalreformen og regeringens centralisering er der blevet meget langt for store dele af udkantsdanmark til der, hvor beslutningerne tages. Politikerne kan gemme sig langt væk fra den ubehagelige lokale virkelighed, og håbe på, at de får ros af direktøren og landspolitikerne i stedet.
Så selvfølgelig er der brug for oprør fra alle kanter i Danmark mod kapital og politikere. Ikke tilbage til gadekæret, men frem mod solidarisk velfærd for alle.
Se også:
SAA 303: Dansk Folkeparti 15 år: Et racistisk og asocialt parti
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed