Socialistisk Arbejderavis
Nr. 303 – 4. november 2010 – side 13
Hvorfor blive organiseret socialist?
Jakob L. Krogh
Racisme, krig, klimakrise og økonomisk krise, det er de fire ord der bedst beskriver verden i dag. De har det til fælles, at de er skabt eller forstærket af det kapitalistiske samfund. Derfor er det afgørende spørgsmål for alle der vil en bedre verden, spørgsmålet om hvordan vi afskaffer kapitalismen.
Kan vi stemme os til socialisme?
Mange vil argumentere for at vi kan stemme os til socialisme. Muligheden er tiltrækkende, fordi den lyder mere fredelig, men de historiske erfaringer siger noget andet.
I 1970 vandt den erklærede socialist Salvador Allende valget i Chile, hvor han lovede grundlæggende forandringer i samfundet gennem reformer. Men selvom Chile længe havde været et velfungerende demokrati, respekterede borgerskabet i Chile ikke demokratiet. I 1973 lavede borgerskabet med General Pinochet i spidsen et kup og Allende samt 30.000 af hans støtter blev myrdet.
Borgerskabet vil ikke acceptere en demokratisk proces, der fratager dem magten. Derudover ligger den reelle magt ikke i folketinget – alle folketingets partier siger, de er imod arbejdsløshed, men arbejdsløsheden stiger. Folketinget ikke har kontrol over butikker, fabriker, kontorer; det som socialister normalt kalder produktionsmidlerne.
Produktionsmidlerne er kontrolleret af den herskende klasse der består af kapitalister, topembedsmænd og generaler. Det er kapitalisterne det bestemmer, om der skal ansættes eller fyres og hvad der skal produceres. Når folketinget ikke har magten er det heller ikke nok at erobre flertallet i folketinget for at tage magten.
For 100 år siden var Socialdemokratiets erklærede mål indførelsen af socialismen. Men det blev ikke Socialdemokratiet der ændrede kapitalismen, men kapitalismen der ændrede Socialdemokratiet. Det skete netop, fordi Socialdemokratiet endte med at ville ændre samfundet gennem folketinget.
Socialdemokratiets historie er historien om hvordan partiet hele tiden er rykket til højre i håbet om at få flertallet. SF er i fuld gang med at gentage Socialdemokratiets fejl, det er der ikke behov for at flere gør.
Kampen om ideerne
Revolutionære socialister står også over for det samme problem som Socialdemokratiet, nemlig at flertallet ikke er socialister. Nogle arbejdere ønsker hårdere straffe, accepterer antimuslimske ideer eller accepterer at gå ned i løn for at beholde deres job.
Socialisters forklaring på dette er at dem der bestemmer i samfundet også bestemmer, hvad vi skal lære i skolen og hvad der skal stå i aviserne. Med andre ord bestemmer de hvilke ideer der skal være dominerende i samfundet. Det var derfor Karl Marx sagde, at de herskende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer.
Men at nogle ideer er herskende betyder ikke, at de er de eneste. Der vil altid være nogen der organiserer sig imod krig, racisme, nedskæringer eller andre konsekvenser af kapitalismen.
I kampene, som i Frankrig netop nu, oplever de, der deltager i dem, et fællesskab og en ny magt. I sådanne situationer udvikles folks ideer hurtigt og kan blive revolutionære. Det er i sådanne situationer organiserede socialister kan gøre en forskel.
Fordi vi har diskuteret og analyseret tidligere kampe og lært af disses succeser og fejl, har vi input til diskussionerne om, hvordan kampene vindes, der er bedre, end hvis vi ikke havde lært af tidligere kampe.
Samtidig kan vi, fordi vi er organiserede, bedre støtte de konkrete kampe, fordi vi koordinerer vores arbejde.
Den sidste forskel socialister kan gøre er, at vi gennem deltagelse i disse kampe kan rekruttere nye medlemmer og dermed blive flere organiserede socialister til at støtte de næste kampe. Vi kan også rekruttere medlemmer, når der ikke er kampe, men det er ofte langt sværere.
Det er afgørende, at vi bliver flere organiserede socialister. Fordi erfaringer fra tidligere revolutionære situationer har vist nødvendigheden af at have et revolutionært parti, hvis vi skal tage magten.
Rusland – en succesfuld revolution og et revolutionært parti
I februar 1917 væltede arbejderne i Petrograd, nu St. Petersborg, zaren i protest mod hungersnød og første verdenskrig. Efter revolutionen blev der skabt en dobbeltmagt. Dels en regering efter borgerligt forbillede og dels sovjetter – arbejderråd – bestående af arbejdere og soldater.
I juli 1917 rejste Petrograds arbejdere sig i endnu et revolutionsforsøg, fordi der ikke var sket nogen forbedringer – bolsjevikkerne argumenterede imod opstanden, fordi arbejdere og bønder i resten af landet endnu ikke ville støtte revolutionen.
I august forsøgt et militærkup at genindføre et diktatur som zarens. Den officielle regering blev dybt rystet, men arbejderne – ofte med bolsjevikker i spidsen – bekæmpede kuppet.
Det var medvirkende til at den officielle regering i oktober havde mistet al opbakning. De russiske masser ville have fred, brød og jord. Dette krav lovede bolsjevikkerne at opfylde og tilføjede, at det kun kunne gennemføres på én måde – gennem “al magt til sovjetterne“.
Revolutionens første resultat var, at Rusland trak sig ud af første verdenskrig.
Tyskland – en forfejlet revolution uden et revolutionært parti
I 1918 var der startet en masseopstand i Tyskland, der væltede den tyske kejser og stoppede første verdenskrig helt.
Også i Tyskland opstod der arbejder- og soldaterråd over hele landet, og den militære overkommando mistede kontrollen over hæren. Det centrale spørgsmål blev om arbejder- og soldaterrådene ville gå samme vej som i Rusland eller om kapitalismen ville overleve.
Socialdemokraterne, SPD, havde mere end en million medlemmer og enorm støtte i arbejderklassen. SPD havde støttet Tysklands deltagelse i første verdenskrig.
Modsat Rusland var der kun et meget svagt revolutionært parti. Tysklands kommunistiske parti blev først selvstændigt i 1918, da arbejderrådene allerede var blevet dannet. Indtil da havde det været en del af SPD. Et nyt parti med nogle få tusinde tilhængere kunne intet stille op over for SPD’s millioner af medlemmer.
Flertallet af SPD-medlemmer og de millioner, der under revolutionen for første gang var politisk aktive, fulgte derfor stadig SPD.
Det nye kommunistparti havde ikke samme erfaring og organisatoriske styrke som bolsjevikkerne. Derfor kunne de ikke vinde kampe om ideerne mod SPD, og den tyske revolution endte i nederlag.
Nederlaget i Tyskland førte også til nederlag for den russiske revolution. Det var fordi revolutionen ikke spredte sig, at Stalin kunne komme til magten med diktatur og undertrykkelse til følge.
Nederlag følger nederlag
Kimen til Stalins diktatur lå ikke gemt i den politik bolsjevikpartiet førte under den russiske revolution i 1917.
For bolsjevikkerne betød arbejderklassens magtovertagelse en udvidelse af demokratiet i arbejderrådene.
Bolsjevikkerne argumenterede hele tiden for, at det var afgørende for revolutionens overlevelse, at den blev spredt til mere udviklede kapitalistiske lande, herunder Tyskland.
Hvis ikke revolutionen blev spredt ville den kapitalistiske konkurrence landene i mellem indfange Rusland. Lenin skrev i juni 1918: “Vi har altid understreget, at i ét land er det umuligt at udføre en opgave som en socialistisk revolution.”
Stalin og det bureaukrati han repræsenterede overtog gradvist magten under den 4 år lange borgerkrig skabt af invasionen fra 14 kapitalistiske lande.
Fordi alle ressourcer blev brugt til det militære forsvar af revolutionen, blev den russiske økonomi ødelagt. Industriproduktionen faldt til en ottendedel. Arbejderne meldte sig til hæren eller flygtede ud på landet, så de største byers befolkningstal blev halveret.
For at vinde borgerkrigen opbyggede Sovjetrusland en stor administrativ maskine, som drev Den Røde Hær og sovjetinstitutionerne. Men denne administrative maskine bestod overvejende af embedsmænd fra zartiden og var gennemsyret af bureaukrati.
Lenin var bekymret over denne udvikling. På partikongressen i 1922 sagde han: “Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem regerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt at sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem, der bliver dirigeret.”
Det viste sig at det lykkedes bjerget at dirigere kommunisterne og Stalin at dirigere sig selv ind som diktator. Vi tror Lenin havde ret i at det er umuligt at udføre en socialistisk revolution i et land. Og stærke revolutionære organisationer i alle lande er vigtige.
Verden har ændret sig meget siden første verdenskrig, men kapitalisme, krig og nu også klimakatastrofe findes. Skal vi lære af historien og organisere os for at stoppe det, eller skal vi igennem et århundrede mere med barbari?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed