Socialistisk Arbejderavis
Nr. 304 – 2. december 2010 – side 3
Villys destruktive kynisme
Hans Jørgen Vad
Mange – ikke kun på venstrefløjen – var ved at få kaffen galt i halsen, da Villy Søvndal udråbte alle på venstrefløjen, som var imod det nye pointsystem for familiesammenføring, til ”kynikere”. Og det med rette! For det ramte jo alle, som ikke pr. refleks støttede det, som fremstod som rene DF-krav.
I et glimt så vi et sindbillede af den herskermentalitet, der behersker en karrierepolitiker, der efterhånden kun har sig selv som mål. Et glimt, som er vigtigt at fastholde, så vi kan lære af det – for efter kun et par dage brød det jo sammen.
Det vigtigste spørgsmål er her: Hvordan kunne det overhovedet gå til? Hvordan kan en dreven taktiker som Søvndal udråbe humanisme som ”kynisk”? Og samtidigt fremstille sin personlige kamp for at komme i regering (inkl. ministergage, -bil, -ære og -prestige) som et altruistisk offer i kampen mod DF. Især når denne kamp skal føres som en betingelsesløs accept af DFs politik hopper kæden jo helt af. Derfor stod han da også helt nøgen, da målinger lidt efter viste, at godt 60 pct. af befolkningen delte ”venstrefløjens kynisme”.
Planen bag: At svække oppositionen
Årsagen er først og fremmest, at selve formålet med pointsystemet næppe var at løse et konkret problem. Derimod var det en plan til at svække oppositionen, og den var sikkert udtænkt centralt i regeringen. For havde det været en DF-plan ville ”uddannelsessnobberiet” (som jo mere er et V/K-fingeraftryk) næppe have været så fremtrædende.
Planens første forudsætning har været en automat-accept fra både toppen i S og SF, hvilket skulle være sikret af den såkaldte Sass-Larsen-doktrin om at æde selv det værste – for ikke på noget punkt at skille sig ud på et ”indvandrerspørgsmål”. En doktrin, som også accepteres af SFs øverste ledelse.
Planen så fra starten ud til at virke, da venstrefløjen i SFs ledelse blev tæsket på plads i en 13-3-afstemning. Her er den formentlig blevet solgt på, at dem, som stemmer på SF ”ikke har andre steder at gå hen”, som det blev fremhævet af flere kommentatorer. Og derfor kunne man tæske folk på plads, så roen på bagsmækken var sikret.
Den brede konsensus om, at Sass-doktrinen her stod ved magt, understreges af en udtalelse fra den kristelige Poul Ørum. Som begrundelse for at sikre flertallet (mod sin egen og partiets politik) angav han, at ”S og SF jo alligevel ville stemme for”.
Så røg proppen af
Men så røg proppen af flasken! Ikke på én gang – men i en ugelang proces, hvor presset byggedes mere og mere op. Her var protesterne fra Enhedslisten og SFs venstrefløj vigtige.
Men langt mere afgørende var det, at oprøret – inspireret af Nyrup – bredte sig langt ind i både det socialdemokratiske og dele af det borgerlige bagland. Især protester fra socialdemokratiske vestegnsborgmestre fik stor symbolsk betydning, da de normalt har støttet ”strammer”-fløjen. Men nu var ”Nok blevet nok”.
Derefter – formentlig også understøttet af fokusgruppemålinger – droppede S/SF så støtten til planen. De lancerede i stedet et discount-pointsystem (for dem over 24 år), som vanskeligt kan kaldes for et pointsystem, hvis det ikke lige var fordi man på forhånd havde sagt, at man gik ind for et sådant.
Derved blev S/SF presset ind i en position, som, til deres egen store overraskelse, gav en vis bonus. Under alle omstændigheder holdt de sig fri af en katastrofal støtte til et pointsystem, som 62-63 pct. af alle vælgere er imod (Epinion og Gallup). Og hele 80 pct. af deres egne er enige i, at DF ikke er "stuerene" (Information, 19. nov.).
Sass-doktrinen og Villy-kynismens fallit
Bag dette lå to store fejl, som også i høj grad har været promoveret af højrefløjens spin-spinnere, som fx ”Mogensen og Kristiansen”. Først og fremmest Sass-doktrinen om, at man skal kappes med DF i racisme, hvis man skal vinde et valg.
Det bliver ikke rigtigt af monomane gentagelser af, at ”de sidste tre valg” er blevet tabt på dette spørgsmål. For alle med en smule hukommelse ved jo, at Fogh netop var ved at tabe det sidste valg pga. Ny Alliances succes med at sige ”Nok er nok”. Ligesom oppositionen faktisk også vandt på spørgsmålet om irakernes asylforhold. Med de sidste målinger er det nu bøjet i neon, at ”Nok er nok”.
Den anden fejlvurdering var, at det er risikofrit så at sige ”at skide” på sit eget bagland – ud fra en kynisk vurdering af, at de ”jo alligevel ikke har andre steder at gå hen”. Bortset fra, at det er en ekstrem partilederholdning, der her kommer til udtryk, er det også en ekstrem fejlvurdering. En fejl, der kan komme af helt at have mistet jordforbindelsen og overladt sin gode dømmekraft til højreorienteret spindoktori.
For der er jo den oplagte mulighed, at frustrerede dele af baglandet tager et skridt til venstre, som det er sket for en del SF’ere. En anden mulighed er, at andre dele af baglandet går hen til sofaen og lægger sig. Både helt bogstaveligt, ved ikke at stemme til næste valg, men også mere indirekte, ved at entusiasmen i baglandet svækkes. For hverken valg eller andre holdningskampe vindes med reklamepenge og smart TV-optræden. Især for rød bloks vedkommende er den folkelige opbakning ude i landet en vital faktor. Og svækker man bevidst den, er det som med vilje at skyde sig i foden.
Til Villys ”held” blev sofascenariet aldrig afprøvet – for hårdt presset måtte de trække støtten.
Se også:
SAA 304: Kærlighed uden grænser
SAA 304: Apartheid Danmark
SAA 304: Anti-Racistisk Netværk i Odense vil have Kærlighed uden Grænser
SAA 304: Kærlighed uden grænser i Århus
SAA 304: Introduktion til socialisme: Racisme er klassepolitik
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed