Socialistisk Arbejderavis
Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 10
Hvem har ansvaret for Korea-krisen?
Martin B. Johansen
På den koreanske halvø er et land i gang med at demonstrere sin militære styrke, bl.a. sine atomvåben, samtidig med at det nægter at indgå i forhandlinger, der kunne mindske spændingerne.
Dette land er ikke Nordkorea. Det er USA.
Da Nordkorea sidst i november 2010 sendte raketter ind over sydkoreansk territorium, var USA’s svar at deltage med et atombevæbnet hangarskib i en fælles militærøvelse med Sydkorea tæt på grænsen til Nordkorea. Dette kan kun forstærke spændingerne.
At fokusere på USA's rolle i krisen skal ikke tjene som undskyldning for det nordkoreanske angreb, som dræbte uskyldige civile. Det diktatoriske nordkoreanske regime har sin helt egen dagsorden med at optrappe spændingerne.
Men det nordkoreanske angreb giver ikke mening, med mindre man betragter det som resultat af USA’s skrappe sanktioner mod et tungt militariseret stalinistisk diktatur, som står i spidsen for en faldefærdig økonomi og en fattig og udmarvet befolkning.
Spændinger
Nord- og Sydkorea har teknisk været i krig siden 1950, selv om der i 1953 blev indgået en våbenhvile, der satte en stopper for en tre år lang blodig krig, hvor USA støttede Syd mod en nordkoreansk stat, som blev støttet af Kina og Rusland i den kolde krigs første år. Amerikanske tropper har siden holdt Sydkorea besat, og der har fra tid til anden været små sammenstød langs den demilitariserede zone, som deler de to lande.
Nordkorea er blandt de sidste stalinistiske stater i verden – og dets økonomi er tæt på at kollapse. Den nordkoreanske krise kunne give anledning til at forsøge at mindske spændingerne – men USA og Sydkorea har snarere øjnet en mulighed for at øge presset på Nord. Derudover har strategerne i Washington og Seoul formentlig brugt det nordkoreanske lederskifte fra Kim Jong-Il til sønnen Kim Jong-un til at teste de nye magthavere i Nord. Så USA har raslet med våbnene, og det har Nordkorea reageret på.
Den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak har foretaget et brud med sine forgængeres politik, der gik ud på at indgå i et økonomisk og diplomatisk samarbejde med Nord. Og i kølvandet på Nordkoreas angreb afbrød Syd al humanitær hjælp – inklusiv fødevarer – på et tidspunkt med udbredt hungersnød i Nord.
Det er Obama-regeringen, som har været drivende i denne politik, siden man i april 2009 vedtog at isolere Nordkorea diplomatisk. Det skete efter en raketaffyring, som regimet hævdede var en satellit, men som USA fastholder var et langtrækkende missil.
Forhandlinger
Men blot et år tidligere var Nordkorea inviteret til seks-parts forhandlinger om konflikten mellem Nord- og Sydkorea, som ud over de to lande også involverede USA, Rusland, Kina og Japan.
De forhandlinger, som fandt sted under Bush-regeringen, havde fået Nordkorea til at acceptere at skrotte hele sit atomvåbenprogram og tilslutte sig traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT). Til gengæld skulle Nordkorea modtage olie til at dække sit energibehov.
Men Bush-regeringen tolkede åbenbart Nordkoreas accept af NPT som et svaghedstegn og forsøgte at tvinge landet til endnu flere indrømmelser. Ifølge Washington Post ønskede USA ”fuld adgang til alle kraftværker og andre faciliteter, som man mener har forbindelse til kernevåbenprogrammet, herunder militære faciliteter”. Dette krav er ifølge eksperter fuldstændigt uacceptabelt for enhver stats suverænitet og ville have givet USA og Sydkorea fuld adgang til at udspionere Nord.
Da Nordkorea stejlede over USA's krav, svarede Bush-regeringen ved at trække et løfte tilbage om at fjerne Nordkorea fra listen over lande, der støtter terrorisme – en indrømmelse, der kunne have åbnet for diplomatisk og økonomisk samarbejde med andre lande.
Nordkorea svarede ved at forlade seksparts-forhandlingerne helt, man smed atomvåben-inspektørerne ud af landet og annoncerede en genoptagelse af kernevåbenprogrammet. For at sikre sig, at USA tog budskabet alvorligt, inviterede man en amerikansk forsker til landet for at besøge, hvad han rapporterede var et avanceret atomanlæg.
Pres
Kort fortalt har USA's forhandlere bortkastet en historisk mulighed for at opnå et atomvåbenfrit Nordkorea – et diplomatisk og sikkerhedsmæssigt mål gennem mere end et årti – i håb om, at man kunne presse det nordkoreanske regime endnu mere.
Samtidig ønsker man ikke at presse Nordkorea til økonomisk sammenbrud. Det ville sende millioner af flygtninge ind over grænserne til Kina og Sydkorea. Målet er snarere at holde den nordkoreanske økonomi kørende, samtidig med at man på skift lokker og truer regimet til indrømmelser.
Det giver samtidig Nordkoreas diktatur et vist spillerum for sine interesser – og set i det lys er regimets militarisme og paranoia måske knap så uforståelig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed