Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 3
Fagbevægelsen mellem klassekamp og valgkamp
Jakob L. Krogh
Under parolen ”Til kamp for efterlønnen” var 5.000 tillidsfolk og fagligt aktive samlet til LO stormøde onsdag den 2. februar i Odense.
Mødet blev indledt med en kortfilm om arbejderbevægelsens bedrifter, hvorefter spottet i den mørklagte sal blev rettet mod Harald Børsting.
Børsting leverede stilfuldt argumenterne for at bevare efterlønnen og for en ny regering. Mens han stod der badet i lys i ensom majestæt, sad hans 5.000 undersåtter i mørket reduceret til statister, der skulle klappe efter hver punchline.
Hans punchlines indeholdte klare klasseargumenter, som fx:
”Man kan ikke bruge penge, man allerede har brugt på skattelettelser. Man kan ikke bruge penge, man allerede har givet til de rigeste, bankerne og privathospitalerne ...”
Velfærd mere end efterløn
Forbundsformændene for FOA, HK, Dansk Metal og 3F leverede efterfølgende argumenter for efterlønnen i samme stil.
Størst bifald høstede Dennis Kristensen fra FOA, da han først beskrev, hvordan Lars Løkke påstår, at valget står mellem dyr efterløn eller varig velfærd. Og sluttede af med at sige ”... det giver ikke mening at stille efterlønnen, hjemmehjælpen, folkeskolen eller sundhedssystemet op mod varig velfærd. Tværtimod. Efterløn, hjemmehjælp, folkeskole og sundhedssystem er varig velfærd.”
HK’s fomand Kim Simonsen leverede Socialdemokratiets og SF’s forslag om mere arbejde med ordene: ”I fagbevægelsen har vi et ansvar for at fortælle vores medlemmer, at hvis de kan arbejde lidt mere, så ville det være en stor hjælp for os alle. Hvis vi alle bidrager med lidt mere, vælger vi sammen arbejdsvejen frem for sparevejen. Det er den vej, vi tror på. Det er den fremtid, vi ønsker.”
Det var den eneste gang statisterne et kort sekund svigtede, inden der kom spredte klapsalver.
Verdens største gruppearbejde
Efter hyldesten til de fem formænd var der gruppearbejde. Herefter blev enkelte tillidsfolk hevet op for at levere de samme argumenter med deres egne ord.
Der blev ikke på noget tidspunkt lagt op til en diskussion af, hvad de 5.000 tillidsfolk og fagligt aktive og deres kolleger kunne gøre for at gå ”til kamp for efterlønnen”.
Om det var, fordi det uden for det officielle program lykkedes buschaufførerne, lufthavnsarbejderne skraldemændene og andre arbejdergrupper at snakke sammen, at der dagen efter opstod strejker for at bevare efterlønnen, er svært at sige.
Hvad der derimod stod klart er, at hvis LO-toppen havde indkaldt til en demonstration, og mellem linjerne havde opfordret til strejker, ville flertallet af de 5.000 tillidsfolk have været klar.
Men LO-toppen ønskede ikke klassekamp, men valgkamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed