Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 11
For én stat i hele Palæstina
Jonathan Højgaard
Oprørene i Egypten og Tunesien kan, hvis de spreder sig, blive første skridt til løsning af konflikten i Palæstina. Denne løsning kan ikke bygge på en fortsættelse af fredsforhandlingerne, men må tage udgangspunkt i en ét-stats-løsning, argumenter Jonathan Højgaard Jensen.
Fredsaftalens fallit
Da PLO som en del af Oslo-aftalen i 1994 anerkendte Israel, betød det også opgivelsen af den palæstinensiske venstrefløjs krav om en sekulær ét-stats-løsning.
Det skete på trods af at Israel især siden Seksdages-krigen i 1967 har praktiseret en aggressiv og ekspansionistisk politik, som har ført til, at den potentielle palæstinensiske stat i dag blot er nogle små adskilte pletter – reelt omsluttet og kontrolleret af Israel.
Oslo-aftalen gav ledelsen af PLO kontrol over den palæstinensiske selvstyremyndighed, og dermed en mulighed for at sikre sig selv en stor del af støtten fra EU og USA.
Afsløret
Nye afsløringer i The Guardian viser, hvordan de palæstinensiske forhandlere har tilbudt Israel at acceptere bosættelser i Østjerusalem. De palæstinensiske forhandlere laver aftaler, der er imod flertallet af palæstinensernes ønske.
De eneste vindere af en sådan aftale er Israel og den korrupte selvstyre-administration. Sådan har det været under hele den såkaldte fredsproces. Israel og de der kommer i spidsen for en amputeret palæstinensisk stat har været de eneste vindere.
Zionisme og imperialisme
Israels officielle ideologi, zionismen, bygger på ideen om en stat forbeholdt jøder. Det medfører i praksis en politik, hvor arabere diskrimineres i alle aspekter af livet. Altså har staten Israel en grundlæggende racistisk lovgivning.
Zionismen formuleres som ideologi af Teodor Herzl i Jødestaten fra 1896. Zionismen udgangspunkt er, at antisemitismen er uundgåelig, og at jøderne derfor må sikre sig en stat kun for sig selv.
Israel blev oprettet i det britisk besatte Palæstina, og mange af palæstinenserne blev fordrevet eller myrdet. Rædslerne under Holocaust blev brugt som undskyldning for endnu en gang etniske udrensninger – denne gang ikke af jøder, men af palæstinensere. I dag bor der kun 700.000 palæstinensere i Israel.
Englands og USA’s grund til at støtte oprettelsen af Israel var ikke ønsket om at hjælpe jøderne efter Holocaust – men derimod ønsket om at få en stat, der var afhængig af deres støtte for at kunne overleve. Og som derfor altid ville være en loyal allieret i det olierige Mellemøsten.
Nyt håb om én stat i Palæstina
Zionisterne forsøger oftest at afvise enhver kritik af Israels politik som antisemitisme. Dette argument er særdeles uholdbart: En ét-stats-løsning bygger netop på ønsket og troen på muligheden for fælles fredelig sameksistens.
Arabere og jøder har en fælles historie, og har ofte bidraget til hinandens kulturer. Palæstina var før zionismen og Israels oprettelse et multietnisk område, hvor arabere og jøder levede side om side. Der er ikke tale om to folk, der til evig tid vil bekrige hinanden af religiøse årsager.
Som oprørene i Egypten og Tunesien må en ét-stats-løsning bygge på et opgør med korrupte ledere, der vil opgive alle palæstinensernes krav for at sikre sig selv en taburet, som USA betaler dem for at sidde på.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed