Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 15
Frankrig 68
Marie Jæger
Krisen kradser, og borgerlige regeringer i Europa udnytter muligheden til at legitimere angreb mod arbejderklassen i form af forringelser i offentlige ydelser. Også uddannelserne er ramt af nedskæringer: I England har regeringen vedtaget brugerbetaling på universiteterne på op til 100.000 kr. Berlusconi har varslet nedskæringer på uddannelsesområdet svarende til over 2 mia. kr. i Italien, og også den danske regering gennemfører forringelser i SU’en.
De europæiske studerende svarer igen i større eller mindre skala med demonstrationer og besættelser af universiteterne. De aktuelle begivenheder giver imidlertid anledning til at rette opmærksomheden mod tidligere studenterbevægelser, f.eks. oprøret i Frankrig i maj 68.
Generalstrejke
Paris var i maj 68 præget af en generalstrejke med 9 millioner arbejdere i strejke og en række fabriksbesættelser og store demonstrationer med voldsomme sammenstød med politiet til følge.
Arbejdsløsheden var høj, lønningerne lave, og samtidig var antallet af studerende på de franske universiteter mere end tredoblet på ti år, hvilket betød, at de fleste studerende kunne se frem til enten arbejdsløshed eller stillinger, der ikke var meget mere privilegerede end arbejderklassens.
Universiteterne havde dårligt kapacitet til de mange studerende, og der herskede betydelig konservatisme i den akademiske verden, som revolutionære studentergrupper ville gøre op med.
Både arbejdere og studerende, som havde fået nok af de Gaulles styre, radikaliseredes.
Studenterorganisationen UNEF havde faldende opbakning, til gengæld opstod nye grupper af revolutionære studerende spontant og kom til at udgøre den drivende kraft i studenterbevægelsen.
Også fagbevægelsen var i begyndelsen fraværende, indtil strejkerne havde bredt sig så vidt, at fagtoppen frygtede, at strejkerne kunne udvikle sig i en langt mere radikal retning, end fagtoppen havde interesse i.
Derfor begyndte særligt fagforbundet GCT (som var tæt forbundet til det franske kommunistparti) at opmuntre de franske arbejdere og stod for at nedsætte strejke-komiteer på mange arbejdspladser.
Strejkekomiteerne havde til formål at organisere produktionen i den udstrækning, det var nødvendigt, herunder at sikre forsyninger af vand, el, gas og fødevarer. Strejkekomiteerne gav imidlertid også GCT en vis kontrol over bevægelsen, idet fagbevægelsen nu kunne holde de mest radikale arbejdere uden for indflydelse.
Studenter og arbejder sammen
Krisen på universiteterne var tæt forbundet med kapitalismens krise: De overfyldte universiteter og centraliseringen var en konsekvens af de Gaulle-styrets forsøg på at modernisere kapitalismen for at indhente andre højtudviklede lande.
Således spillede studenterbevægelsen da også sammen med arbejderbevægelsen. Når studenterne opnåede indrømmelser fra regeringen, inspirerede det arbejderne til at fortsætte kampen, arbejdere støttede studenterne i deres aktioner, og mange af de arbejdere, som af fagforeningen blev forhindret i deltagelse i strejken på deres egen arbejdsplads, tilsluttede sig i stedet studenternes aktioner.
Da strejkekomiteerne på arbejdspladserne var nedsat af fagforeningen, resulterede ønsket om demokratisk kontrol desuden i, at studerende og arbejdere i fællesskab oprettede aktionskomiteer til at løse strejkens praktiske spørgsmål og trykke propaganda-materiale.
Behov for et revolutionært parti
Desværre udviklede aktionskomiteerne en vis fjendtlighed over for politiske organisationer, som aktionskomiteerne frygtede ville søge at påvirke aktionskomiteerne til deres fordel. I stedet forsøgte aktionskomiteerne at tage de politiske partiers rolle, hvilket blot resulterede i splittelser og politiske skænderier i aktionskomiteerne.
Således manglede oprøret i Frankrig et revolutionært lederskab. Men de revolutionære var for få og for isolerede fra arbejderbevægelsen, som i vid udstrækning var kontrolleret af fagbureaukratiet. Dette viser vigtigheden af en organisation med solide rødder i arbejderbevægelsen, hvis en revolutionær bevægelse skal overleve og udvikle sig længe nok til at skabe mere afgørende forandringer, end det lykkedes i Frankrig i 68.
Gnisten der tænder arbejderklassen
Studenterbevægelser kan imidlertid også spille en central rolle i den revolutionære proces, da studenterbevægelsen er langt mere spontan og i stand til at mobilisere store folkemængder relativt hurtigt. Dette skyldes, dels at fagbureaukratiet ikke har samme hæmmende effekt, som det kan have på arbejderbevægelser, dels at studenteraktioner er mindre omkostningsfulde end arbejder-strejker.
Selv om studenterbevægelser ikke har samme magt til at sætte produktionen i stå, som arbejderklassen har, kan den derfor alligevel spille en central rolle i et oprør og kan være gnisten, der antænder en bredere oprørsbevægelse.
I dette perspektiv er især de tidligere nævnte studenterprotester i England interessante, da de er organiseret demokratisk og lokalt, men dog er forbundet i et større netværk, som desuden har forbindelse til fagbevægelsen. Den nærmest uventede, spontane intensivering af modstand kan derfor potentielt inspirere bredere modstandsbevægelser, der også inkluderer arbejderklassen – meget lig begivenhederne i Paris 68.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed