Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 10
Baggrunden for Libyen-krigen
Imperialisme og revolution i Mellemøsten
Richard Seymour
Vesten har en lang og blodig historie i Mellemøsten. Richard Seymour afdækker, hvordan de seneste revolutioner har fremtvunget en ny strategi fra imperialistiske magter i deres forsøg på at styre regionen.
”Man kan komme meget længere med et venligt ord og en pistol,” har Al Capone angiveligt sagt, ”end man kan med et venligt ord alene.” Det er en følelse den amerikanske regering forstår. I 2009 blev senator George Mitchell sendt til Tunesien for at overbringe Obamas varme respekt til diktator Zine El Abidine Ben Ali. Obama beviste sine ord ved at søge Kongressens godkendelse til salg af militært udstyr til Ben Ali samme år.
I november 2010 udtrykte udenrigsminister Hillary Clinton sin varme respekt til diktatoren Hosni Mubarak, hvis forbindelse med USA var en ”hjørnesten for stabilitet og sikkerhed”. Få måneder senere, da protesterne mod regimet brød ud, insisterede den amerikanske vicepræsident Joseph Biden på, at Mubarak var en ”allieret” for USA, og på ingen måde ”en diktator”. Tony Blair, Mellemøsten-udsending for Mellemøst-kvartetten (FN, EU, USA og Rusland), beskrev diktatoren som ”enormt modig og en kraft for det gode”.
Den egyptiske stat havde været den glade modtager af støtte, våben og torturudstyr fra USA siden underskrivelsen af Camp David-aftalerne i 1978, som bekræftede Egyptens alliance med Israel og dermed med regionens pro-amerikanske kræfter. Gennem dette donerede krigsmateriel havde Mubarak fastholdt kontrollen over landet siden 1981.
Også han accepterede IMF’s medicin, som resulterede i, at millioner af jobs blev usikre, og i forarmelse af landarbejdere. Og set fra USA og dets allieredes side var alt dette så godt som det kunne være. Det var alt, hvad araberne kunne opnå eller fortjente.
De utaknemmelige tunesere og egyptere har imidlertid reageret ved at sende deres diktaturer over i historiebøgerne. Det bemærkelsesværdige var de arbejdende klassers centrale rolle i hvert af disse oprør. Fagforeninger, som indtil da havde været en integreret del af Ben Alis regime, overtog ledelsen af den tunesiske revolution, da den sociale pagt mellem regimet og arbejderne brød sammen. I Egypten udgjorde arbejderklassens oprør, der begyndte i Mahallas tekstilfabrikker, en stor del af det oprindelige røre, der førte til opstanden i januar 2011.
Udbredelsen af strejkerne til olieindustrien, ministerier, virksomheder omkring Suez-kanalen, jernbaner og sanitetsvæsen var afgørende i at ødelægge Mubaraks regering og splitte den elite, hans regime baserede sig på. Det er vigtigt at bemærke, at disse strejker var politiske og ofte havde til formål at fjerne en kammerat af Mubaraks regerende NDP-parti fra virksomhedsledelsen.
Lige så fantastiske var fremkomsten af former for politisk organisation, som antydede muligheden for et radikalt anderledes samfund. Tahrir-pladsen i Cairo blev forvandlet til det 21. århundredes kommune, en fuldt fungerende by inde i en by, det levende alternativ til Mubaraks Egypten. Folkekomiteer sprang op overalt for at løse problemer med at organisere lokalsamfundet og med sikkerhed.
Trods opbakning fra USA til de to regimer indtil sidste minut, faldt de begge bemærkelsesværdigt hurtigt. Obamas efterfølgende prædikener om frihed, som det ville være alt for gavmildt at kalde halv-hjertede, kunne knapt dække over virkeligheden: Washington var klart ved at miste sit eftertragtede hegemoni i Mellemøsten.
Libyen
I mellemtiden begyndte noget at røre på sig i Libyen. I januar havde der været demonstrationer mod korruption og mangel på boliger, især i de østlige kystbyer som Benghazi og Darnah. Men nogle politiske aktivister, der havde set de spektakulære revolutioner i nabolandene, begyndte at presse på for mere.
I begyndelsen af februar begyndte menneskerettigheds-aktivister fra middelklassen, som journalisten Jamal al-Hadji og advokat Fathi Terbil, at organisere protester til fordel for større politisk frihed. Den 15. februar, den aften oprøret begyndte, havde politiet ondskabsfuldt slået og såret demonstranter i Benghazi.
Under normale omstændigheder ville kombinationen af trusler og undertrykkelse have været tilstrækkeligt til at isolere enhver, der var dumdristig nok til at protestere. Men opmuntret af Tahrir spredte protesterne sig til normalt loyale byer som Al-Baydah. Stammer som Barassa, der hidtil havde bemandet sikkerhedsapparat, hoppede af. Og ikke mindst brød dele af de lokale sikkerhedsstyrker og politi med regimet. Landflygtige fra Den Nationale Konference for den Libyske Opposition koordineres med systemkritikere for at planlægge en ”Vredens dag” den 17. februar. Den dag slap regeringen snigskytter løs mod demonstranterne og gjorde en politisk kamp til en væbnet kamp.
Den 25. februar så det ud som om, Libyen overvejende var i oppositionens hænder, da hovedstaden Tripoli og Gaddafis hjemby, Sirte, var isoleret. Et overgangsråd blev dannet, i vid udstrækning bestående af eliten og afhoppere fra regimet – militære embedsmænd, politikere, forretningsfolk, akademikere og andre fagfolk – for at forsøge at organisere de sociale kræfter, der var involveret i opstanden, i et samlet organ.
Gaddafi havde undertrykt alle tegn på organiseret modstand mod hans styre, så det civilsamfund, der nu var i oprør, havde ingen fagforeninger eller politiske partier til at lede oppositionen. Folkekomiteer opstod over hele landet, men de var fragmenterede former for folkemagt. Under disse omstændigheder var det naturligt, at folk fra den velorganiserede elite ville forsøge at udfylde tomrummet. Men deres håb om at få delegationer fra hele landet blev ikke opfyldt. De var ikke i stand til at blive autoritet for oprøret, og forblev snævert baseret i byområder på østkysten.
Hertil kommer, at det personel, der udgjorde rådet, fortsatte med at komme fra eliten. Rådet blev præget af stridigheder om strategi samt individuelle magtkampe – mellem Mahmoud Jibril, der koordinerede Gaddafis privatiseringsprogrammer, tidligere justitsminister Mustafa Abd al-Jalil og tidligere indenrigsminister general Abdul Fattah Younis. Senere førte ankomsten af Khalifa Hefta fra USA til yderligere splittelser, da han overtog ledelsen af oprørshæren. Hefta havde været Gaddafis allierede, men brød med regimet i 1987 og rapporteres at have langvarige forbindelser til CIA.
Uanset de tidlige militære succeser varede det i øvrigt ikke længe, før Gaddafi så ud til at have overtaget igen, og svaghederne ved oprøret blev brutalt udstillet. Væsentlige stammer som Warfalla, som havde set ud til at støtte oprørerne, blev vundet tilbage til regeringens side.
Og dette gav USA og nogle af dets europæiske allierede chancen for at samles om en strategi, der hidtil ikke havde været mulig for dem. De kunne tage kontrol over denne proces, og forme den på en måde, der passede deres interesser.
Imperialistisk afløsning
Spørgsmålet om hvordan man styrer i Mellemøsten har plaget amerikanske politikere, siden det britiske imperium gik i betalingsstandsning. Anden verdenskrig havde efterladt britisk kapitalisme i en usikker tilstand, hvor dets koloni-myndigheder kæmpede for at inddæmme en række anti-koloniale oprør. I nogle tilfælde kunne USA med glæde udnytte dette. Fx i Egypten, hvor Washington affandt sig med De Frie Officers oprør ledet af Nasser mod den pro-britiske monark kong Faruk i 1952. Derimod støttede Washington en anden pro-britisk regent, kong Idris af Libyen, indtil Frie Officerer i den kongelige libyske hær væltede ham i 1969. Forskellen mellem 1952 og 1969 var, at i mellemtiden havde uafhængige mellemøstlige stater vist en foruroligende tendens til nationalisering af ressourcer, især olie.
Øst for Suez
Tingene blev vanskeligere for USA, da det britiske imperium – midt under Vietnamkrigens grusomme højdepunkter – gav afkald på sit ansvar ”Øst for Suez”. Det betød tilbagetrækning af den britiske flåde fra Golfen, som var blevet anvendt til at støtte et netværk af sterling-baserede regionale klienter. Den amerikanske flådes "Middle East Force" overtog disse imperiale pligter, og i stedet for sterling-protektion kom dollar-diplomati. I perioden efter den kolde krig søgte den amerikanske højrefløj at udnytte manglen på en større rival til at omforme regionen i amerikansk interesse ved at forenes om en dagsorden om at vælte Saddam og opbygge en pro-amerikansk, ”frit marked”-tilstand på dets aske.
Kulminationen på dette projekt var det første alvorlige skår i Washingtons regionale hegemoni, det første store brud i den europæisk-amerikanske alliance, og de første tegn på russisk genhævdelse. Obamas opgave var at reparere skaden, men det var hans uheld at påtage sig lederskab for det amerikanske imperium på netop det tidspunkt, hvor det var ved at stå over for en af sine alvorligste kriser.
USA havde længe forsøgt at destabilisere den libyske stat gennem sanktioner og bombninger, men i 2000'erne havde de al mulig grund til at forvente, at Gaddafi ville fortsætte i det uendelige. Siden revolutionen havde Gaddafis regime på mesterlig vis havde brugt protektion til at opnå støtte fra konservative eliter fra landdistrikterne, iværksættere inden for olie-, bank- og import-sektoren, og teknokratiske ledere i staten. Tre store stammer – Gadhadhfa, Warfalla og Margharha – dannede regimets rygrad og bemandede sikkerhedsstyrkerne. Et amerikansk diplomatisk telegram fra 2009, frigivet af WikiLeaks, hyldede Gaddafis ”beherskelse af taktiske manøvrer”, idet han skiftede protektion mellem forskellige sociale lag, samt mellem hans konkurrerende sønner.
Så da Gaddafi besluttede, at sanktionerne kostede hans regime for meget – anslået til 30 milliarder dollars gennem 1990'erne – og forsøgte at opnå forståelse med Washington, havde USA ingen grund til at tro, at dette nye forhold ville skabe problemer. Bush og Blair startede frieriet med Gaddafi i 2004, og Libyens eliter begyndte at cirkulere blandt deres europæisk-amerikanske kolleger – fx blev Gaddafis søn og London School of Economics-kandidat, al-Islam, en nær ven af prins Andrew og Labour-minster og -spindoktor Peter Mandelson.
Alligevel var USA ikke så tæt forbundet med det libyske regime, at det ikke kunne opgive alliancen. De tidligere elementer fra regimet, der besatte spydspidsen i opstanden, havde været deltagere i alliancen med USA og EU og var kendt for at være ”pro-vestlige”. Nogle elementer i overgangsrådet gik for en alliance med USA for at vælte Gaddafi tidligt i processen. For eksempel erklærede general Abdul Fatah Younis den 1. marts, at han ville hilse målrettede luftangreb mod Gaddafis styrker velkomne, men ikke en landinvasion.
Men de sociale kræfter, som oprøret var baseret på, var ikke umiddelbart indstillet på at acceptere dette. Mens amerikanske politikere og sikkerhedseksperter begyndte at tale om intervention, dukkede skilte op i oprørs-kontrollerede områder, som klart sagde: ”Ingen udenlandsk intervention”. Hafiz Ghoga fra overgangsrådet sagde det lige så klart: "Vi er helt imod udenlandsk intervention. Resten af Libyen vil blive befriet af folket, og Gaddafis sikkerhedsstyrker vil blive elimineret af befolkningen i Libyen.” Da britiske SAS-styrker ankom til Benghazi for at tilbyde hjælp den 6. marts, blev de anholdt, af frygt for at Gaddafi ville vinde støtte, hvis han kunne fremstille oprøret som et imperialistisk komplot.
Oprørets svagheder
Først da oprøret begyndte at opleve alvorlige militære tilbageslag i større byer, som fx Zawiya, begyndte argumentet for imperialistisk intervention at slå igennem. Da først oprørerne var blevet tvunget til at opgive tanken, om at oprøret ville brede sig til Tripoli og Sirte og afgørende sprænge regimet, så imperialistisk støtte ud til at være en måde at kompensere for oprørsalliancens svaghed, og for overgangsrådets egen mangel på autoritet. Den amerikanske administration synes at have været delt omkring intervention, med ”realister” som forsvarsminister Robert Gates i opposition, mens liberale høge som FN-ambassadør Susan Rice støttede.
Chefen for USA's Afrika-Kommando (Africom), general Carter Ham, der koordinerede de indledende luftangreb, afslørede senere, at han ikke anså den amerikanske intervention for ideel. I hvert fald så Storbritannien og Frankrig ud til langt mere aggressivt at gå efter intervention end USA.
Alligevel havde USA den 17. marts besluttet at støtte en aggressiv intervention under FN-mandat. CIA-agenter og specialstyrker arbejdede allerede på stedet med at rådslå med oprørerne, og luftangreb blev begrundet med, at Gaddafi ville gennemføre en usigelig massakre, hvis han erobrede Benghazi.
Det er sandsynligt, at Gaddafis styrker ville have fortsat med at udføre deres oprørsbekæmpelse brutalt, men det forekommer usandsynligt, at dette ville have udgjort det ”folkemord”, som nogle, såsom den afhoppede ambassadør Ibrahim Dabbashi, advarede om. Det humanitære påskud for krig dækkede over dens politiske dimensioner.
Hvis problemet var at undgå blodsudgydelser, så var der mulighed for forhandlinger om indstilling af fjendtlighederne. Gaddafi var altid parat til at gå med til fred, forudsat at han kunne bevare den politiske kontrol med Libyen. Så spørgsmålet var, om revolutionen skulle lykkes, og om folkelige kræfter skulle styre Libyen.
I Mellemøsten støttede USA kontrarevolutionære kræfter i Yemen og Bahrain, ligesom det havde gjort i Tunesien og Egypten. Derfor må enhver indgriben fra den side bedømmes som en del af USA’s bredere svar på regionens revolutioner. USA har en lang tradition for at gribe ind i revolutionære situationer og skabe loyale eliter for at tilrane sig folkelige initiativer. Da først Nato reelt satte tempoet for den libyske kamp, hvor efterretnings- og specialstyrker dikterer strategi på jorden, holdt det op med at være en proces, der var kontrolleret af masserne. Revolutionen var blevet kapret.
Ny model imperium
Indtil dette tidspunkt havde Washingtons model for ”befrielse” i Mellemøsten været de masse-kirkegårde og torturkamre, de skabte i Irak. Obama-administration forsøger at tilbyde en ny model midt i denne revolutionære bevægelse. I stigende grad peger alle tegn i retning af en forhandlingsløsning, som udelukker Gaddafi, men beskytter regimets grundlæggende konturer. Det er, hvad der signaleres med det ”vejen til fred”-dokument, der er underskrevet af Obama, Cameron og Sarkozy. Det vil, hvis det sker, være en typisk imperialistisk opdeling. Det ville udgøre, ikke en sejr for de libyske revolutionære, men bekræftelsen på deres nederlag.
Oversat fra Socialist Review nr. 358, maj 2011.
http://www.socialistreview.org.uk/article.php?articlenumber=11651
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed