Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 12
Christianias sidste krampetrækning?
Jesper Juul Mikkelsen
Christiania er blevet presset til at indgå en aftale med regeringen.
Regeringen gjorde i 2006 Christiania ulovlig og lagde dermed pres på Christianias beboere ved at kræve, at volden skal fredes og ”ulovlige” bygninger, skulle rives ned og gav beboere dagbøder, hvis de ikke fulgte Slots- og Ejendomsstyrelsens anvisninger. Christiania tabte den retssag, de anlagde imod staten og er nu blevet presset til at indgå en aftale med staten, hvor de er blevet ”tilbudt” at købe 2/3 af deres egen fristad for 150 millioner.
Mikka bor på Christiania i området Mælkebøtten sammen med sine forældre og har repræsenteret sin familie på fællesmøderne siden hun var 13 år. Hun siger om aftalen med staten:
”Vi blev presset til at sige ja, det var ikke muligt at sige nej. Alternativet til at sige ja havde været at erklære krig imod staten. Christianias grundlov er imod vold og det ville være imod vores egen ånd. Vi prøver så vidt muligt at gå i forhandlinger, så længe det er muligt at vinde tid. Forhåbentlig kan vi trække tiden til vi får en ny regering, størstedelen af den danske befolkning ønsker en ny regering. Hvis det heller ikke virker, så kan det være en mulighed at anke til Menneskerettighedsdomstolen.
De dele af Christiania, som ikke er med i aftalen og som regeringen vil ”normalisere”, er dysseområderne og voldområderne – altså de ydre områder af Christiania. Mikka mener, at vi allerede nu kan se, hvad en normalisering vil betyde for voldene på Christiania.
”Hvis du går helt ud på den fjerne ende af Refshalevej i den aller yderste ende af Christiania, ligger der et område, som ikke er Christiania, men som er hegnet ind af staten. Her kan man se, hvad statens normalisering betyder, totalt barberede volde, hvor alle de store træer er fældede og der bare er friseret græs som på Kastellet.”
Christiania som alternativ til det bestående
Fristaden har igennem snart 40 år vist, at det ikke kun er dem med penge og friværdi, der kan have et værdifyldt liv. Christiania har vist, at vi fattigrøve ikke behøver at nøjes med betonslum. Christiania har vist, at byen kan styres selvforvaltet og demokratisk og vist, at der er andre måder at leve sit liv på. Alt dette er under angreb under regeringens normalisering og er rykket tættere på med aftalen.
Da Mikka bliver spurgt om, hvad hun frygter for fristadens fremtid, siger hun:
”Jeg frygter at vi går imod en proces, hvor de har held til at bryde vores fællesskab ned og vi mister det sammenhold vi har, at det bliver meget mere individuelt og hvor det er rige venstrebønder, som flytter ind.”
Et angreb på Christiania er et angreb på os alle
Ud over at Christiania for nogle er et sted at bo, skal Christiania også forstås som en del af de rettigheder, som vi igennem besættelser, demonstrationer og pres på systemet har tilkæmpet os, men som i dag er under angreb. Både VKO-regeringen og en kommende regering vil skære ned og ødelægger vores velfærd, skoler, sygehuse og ældrepleje og de presser vores lønninger, alt sammen i konkurrencens hellige navn.
Når de angriber vores fristeder, som de har gjort systematisk med rydningen af Ungeren, som det mest voldsomme eksempel, skal det ses som en del af de mere generelle angreb på velfærden. Vi bliver nød til at forsvare vores rettigheder og opbygge solidaritet mellem de forskellige kampe, hvis vores tilkæmpede goder ikke skal tages fra os. Vi bliver nød til at kæmpe for retten til et værdigt liv og det gælder på mange planer. Retten til at kunne mødes i fristeder, hvor tempoet er langsommere end i vores ellers markedsgjorte samfund, og hvor vi kan ånde lidt mere frit end i resten af København, er en del af kampen for en værdig fremtid for os selv og vores børn.
En ny regering vil i bedste fald give Christiania et pusterum. Christiania blev besat og skabt på trods af magten, som en del af det, der siden hed er blevet kaldt 68-oprøret. Christiania og har altid været i opposition til magten.
Det pres, som magthaverne, især borgerlige regeringer, lægger på Christiania, kan ikke tilbagevises gennem magtens egne institutioner alene. Det kræver, at den selvorganisering og de drømme om et helt andet samfund, som 68-oprøret repræsenterede, igen bliver en del af bevægelsen for at bevare Christiania og for at skabe fristeder alle steder.
Fri hash
Mange oplever, at Christiania er blevet forrået de sidste år. Men forråelsen skyldes udelukkende regeringens og politiets angreb på det accepterede hashmarked, der var på Christiania.
Det er ikke Christianias skyld, at titusindvis af mennesker bruger rusmidler, som er gjort ulovlige af det borgerlige Danmark. Det er lovene, som gør folk kriminelle. De mange konfrontationer og forråelsen opstår, når politiet angriber Pusher Street. Denne rå stemning vil forsvinde, hvis ”lov og orden”-politikerne bliver væltet og når vi gør hash lovlig.
Christiania er et billede på den tid, vi lever i: Vi mister det, vi holder af, hvis vi ikke forsvarer det. Og hvis vi vil have et værdigt liv, skal vi slås for det.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed