Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 4
Socialisme fra en ministertaburet?
Jens Andersen
Under Enhedslistens årsmøde blev Johanne Schmidt-Nielsen interviewet af TV 2s politiske redaktør Henrik Qvortrup om ELs eventuelle støtte til en S-SF-regering efter et valg.
Under interviewet talte hun om, at EL skulle kræve indflydelse for sin støtte. Johanne blev så spurgt, om hun på længere sigt kunne forestille sig, at EL engang kunne blive en del af en regering, hvortil hun svarede ja, med den begrundelse, at det jo også ville give indflydelse.
Spørgsmålet er så, om dette er den rette strategi for EL?
Reformisme
Traditionelt har revolutionære partier stillet op til valg for at bruge parlamentet som en talerstol og derved nå et større publikum, end man ellers ville kunne.
ELs hidtidige rolle som ”vagthund” i folketinget har været udtryk for samme tradition, hvor man har brugt folketinget som talerstol til at rejse debatter og komme med mere socialistiske bud på aktuelle spørgsmål.
Ideen om at skulle have indflydelse reformistisk tanke om, at forandringerne kommer ovenfra, gennem parlamentet, og ikke gennem arbejderklassens egen kamp nedefra.
Ved denne ”indflydelse” går man ind og tager ansvar for den borgerlige stat – og dermed en masse ting, man egentlig mener er forkerte.
I andre lande har man gjort sig erfaringer med lignende situationer, hvor f.eks. Rifondazione Comunista (en italienske pendant til EL) efter et valg i 2006 valgte at indgå i en centrum-venstre regering.
Man begrundede det bl.a. med, at det var vigtigt at slippe af med Berlusconi, ligesom det i Danmark er vigtigt at slippe af med VKO.
Resultatet var, at man få år efter stod med en dybt splittet venstrefløj, og fik en voldsom tilbagegang i stemmetallet ved det efterfølgende valg.
Fokus på arbejderklassen
Hvis man ønsker et opgør med det kapitalistiske system sker det ikke uden en eller anden form for kamp. Magthaverne vil selvfølgelig ikke opgive deres privilegier uden videre, og det er derfor afgørende, at der er magt bag kravene når man vil lave samfundet om.
Arbejderklassen har historisk vist sig at være en afgørende faktor for både at lave revolutioner, som i Pariserkommunen eller den russiske revolution, men også bare for at kunne lave sociale reformer inden for kapitalismens rammer. Fx i Venezuela og Bolivia, hvor overklassens forsøg på statskup mod de demokratisk valgte progressive præsidenter blev besejret gennem arbejderklassens modstand.
Alternativet er kamp fra neden
Når arbejderklassens kamp nedefra er så afgørende for at kunne skabe forandringer, er det derfor også denne kamp socialister må satse på for at kunne lave verden om.
For som socialister ønsker vi et grundlæggende andet samfund, som vil kræve, at alle er en del af det. Det er derfor vigtigt, at strategien for forandring ikke bygger på en elite i toppen, men på at opbygge kamp fra neden.
Se også:
SAA 310: Efter årsmødet: Opbrud i Enhedslisten?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed