Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 9
Athens modstand udløser krise hos eliten
Alex Callinicos
Der er situationer, hvor den grundlæggende konflikt, der definerer det kapitalistiske samfund, bliver synlig for alle. Onsdag den 15. juni i Athen var en af dem.
På baggrund af en generalstrejke havde den menneskemængde, der havde besat Syntagma-pladsen i centrum af byen gennem de seneste tre uger, sat den politiske elite under belejring.
Konfronteret med den folkelige modstands barske virkelighed gik der panik i de finansielle markeder, der havde dikteret indførelse af en række stadigt mere brutale nedskæringspakker.
Selv om de grundlæggende klassemodsætninger blev afsløret i dette lynglimt, fortsætter verdens herskende klasser utrætteligt med at få det græske folk til at betale for en krise, de ikke har været med til at skabe.
Grækenlands gæld til udlandet er for stor til at den kan betales. Og nedskæringerne betyder – fordi de får økonomien til at skrumpe – at gældsbyrden i forhold til den nationale indkomst bliver endnu større.
Ingen af de centrale kapitalfraktioner ønsker at vende denne irrationelle politik. Tværtimod ønsker de endnu mere blod.
Financial Times skrev 18. juni, at prisen for et ekstra lån til Grækenland ville være at afgive kontrollen over skatteopkrævningen og et 50 milliarder stort privatiserings-program til ”trojkaen”: Den Europæiske Centralbank (ECB), EU-kommissionen, og Den Internationale Valutafond (IMF).
Dette minder om de halv-koloniale systemer, der var pålagt stater som Kina, Egypten og det osmanniske imperium i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. De måtte overgive kontrollen over deres finansielle systemer til deres vestlige debitorer.
EU-banker rystet
Men de førende herskende klasser har været delte over, hvordan de kan forhindre Grækenland i at gå i betalingsstandsning. En betalingsstandsning ville være en katastrofe for dem, af to grunde. Eftersom franske og tyske banker var de vigtigste långivere til Grækenland, kan det ryste det i forvejen skrøbelige europæiske banksystem.
For det andet, er der faren for at det vil brede sig. De finansielle markeder har allerede tvunget Irland og Portugal til at følge Grækenland i at blive kastet i armene på trojkaen.
I kølvandet på en græsk betalingsstandsning kunne de finansielle markeder begynde at rette skytset mod de øvrige medlemmer af euro-zonen. Hvis Grækenland, Portugal og Spanien alle gik i betalingsstandsning, ville det udslette halvdelen af kapitalen i Den Europæiske Centralbank, ECB, som har købt deres obligationer. Så der er enighed om, at for at forhindre en finansiel katastrofe, bør Grækenland få et nyt lån.
Uenigheden handler om vilkårene. De tyske højreorienterede formiddagsblade og politikere har brokket sig over, at deres hårdtarbejdende borgere skal understøtte de dovne grækere (selv om grækerne har længere arbejdstid end gennemsnittet i Europa).
Så den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, har kæmpet for, at ejerne af græske obligationer skal have barberet noget af deres værdi af.
Med andre ord vil de banker, der lånte ud til Grækenland i første omgang, være nødt til at dele byrden ved at få mindre end 100 procent af deres penge tilbage.
Dette har mødt rasende modstand, især fra formanden for ECB, Jean-Claude Trichet. Han hævder, at ethvert skridt i den retning ville provokere de finansielle markeder til at erklære Grækenland i betalingsstandsning, hvilket ville føre til den katastrofe, der er skitseret ovenfor.
Det har han sikkert ret i. Da Merkel første gang fremførte ideen tilbage i november, skræmte det markederne og bidrog til at tvinge Irland til at tilkalde trojkaen.
I sidste uge, efter at have ønsket at udskyde en beslutning til september, blev Merkel tvunget til at kapitulere. Private obligationsejere vil simpelthen blive tilskyndet til at forlænge deres lån til Grækenland, men det vil være op til dem selv, om de gør dette.
Resultatet er interessant, fordi Tyskland under krisen i euro-zonen aggressivt har påtvunget sin vilje over de øvrige medlemsstater. Men Merkel synes at have bukket under for det samlede pres fra USA, IMF, ECB og Frankrig.
Denne aftale kan købe lidt tid, men krisen er langt fra overstået. Den har udstillet dybe og potentielt lammende splittelser i toppen af samfundet. Men den har også afsløret nye modstands-kræfter længere nede. Det er her vores håb må ligge.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2257, 25. juni 2011
Se også:
SAA 310: Grækenland: ”Strejker ryster magthaverne”
SAA 310: Spanien i oprør
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed