Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 13

Film

Zeitgeist: Moving forward

Rasmus Holmegaard

Zeitgeist – Moving Forward er den nyeste og tredje film i rækken af instruktøren Peter Joseph.

De foregående film Zeigeist – The Movie fra 2007 og Addendum fra 2008 reflekterede kritisk omkring emner som religionens opståen og rolle i samfundet som middel til at opnå social kontrol, samt angrebet på World Trade Center, hvor der sattes spørgsmålstegn ved den officielle historie.

Centralt for de to første film var desuden det monetære system, dets opståen og funktion, og måden hvorpå ny værdi bliver skabt gennem låneoptagning og inflation.

Arv og miljø

Den nyeste film, som udkom i starten af 2011, indledes med en diskussion omkring ”arv og miljø” og menneskelig adfærd. Afsnittet kredser om emner som hvorvidt mennesker er biologisk forudbestemte til at handle på bestemte måder f.eks. i forbindelse med vold.

Filmen præsenterer en række forskere inden for psykologi, psykiatri og sociologi, der stiller sig kritiske overfor biologiske forklaringsmodeller og påstanden om, at mennesker per definition er konkurrenceprægede.

Filmen advarer om, at man ved at godtage sådanne forklaringer negligerer sociale faktorer og derved let kan komme til at afvise socialt forebyggende arbejde. Eller arbejde, der tager udgangspunkt i at ændre de sociale omstændigheder, som mennesker befinder sig under.

Liberalistisk økonomi

Filmen går derefter videre til at kritisere liberalistisk økonomisk teori, der netop er baseret på ideer om menneskelig natur og naturlige sociale hierarkier.

Det er filmens påstand, at det økonomiske system, fordi det i højere og højere grad baserer sig på finanskapital, bevæger sig væk fra det, der er den virkelige værdi; nemlig den menneskelige interaktion og produktion.

Ligeledes kritiseres økonomiske indikatorer som BNP og forbrugerprisindeks for ikke at sige noget om befolkningens reelle tilstand. Udbud og efterspørgsel kritiseres for ikke at sige noget om menneskers reelle behov.

Endelig behandler filmen det kapitalistiske systems indre modsætninger. Det pointeres, at der inden for systemets logik ikke vil være muligt at skabe en bæredygtig og miljømæssig sund økonomi, da dette vil underminere selve det kapitalistiske system. Et system, der bygger på hele tiden at øge forbruget og udskiftningen af varer gennem reklameskabte behov.

I den afsluttende del, argumenter filmen for at afskaffe det kapitalistiske system og erstatte det med et resursebaseret system. Der argumenteres for, at der er resurser og teknologisk kunnen tilstede for at imødekomme de reelle behov for alle verdens mennesker.

Antikapitalisme

Generelt er filmens stærke side den antikapitalistiske argumentation, som filmene fremsætter. Den er således et godt supplement til kapitalisme-kritikken.

Omvendt formår filmene ikke i tilstrækkelig grad at opstille et sammenhængende program for, hvordan vi som almindelige mennesker skal ændre disse forhold.

Ligeledes fokuserer filmen på det monetære system og de systemiske fejl, som er indboet i systemet. Men den mangler en mere grundlæggende og dybdegående diskussion af de ejer- og produktionsforhold, som er basis for det kapitalistiske system.

Begge disse er grundlæggende diskussioner, hvor marxismen kan bidrage til en øget forståelse af det kapitalistiske system – og ikke mindst hvordan vi bedst bekæmper det.

Flere artikler fra nr. 310

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Rasmus Holmegaard

Siden er vist 1710 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside