Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 5
Hvilken vej for den egyptiske revolution?
Det arabiske forår, som opstandene i Nordafrika og Mellemøsten er blevet kaldt, kan meget vel vise sig at blive en af de mest skelsættende begivenheder i vores tid.
Millioner af mennesker regionen over har rejst sig mod tyranni, undertrykkelse, sociale og økonomiske forringelser, og er gået i kamp for demokratiske reformer og en forbedring af vilkårene for almindelige mennesker. Men revolutionen står ved en skillevej; enten videreføres den ved endnu en (social) revolution der gør op med militæret og eliten, der stadig sidder på statsmagten og rigdommene, ellers bliver revolutionen og dens vindinger knust af regimet.
Her nogle måneder senere oplever vi, hvordan de protestbevægelser, der i starten af året bredte sig som en steppebrand, brutalt bliver angrebet og forsøgt ødelagt af de reaktionære kræfter, hvilket truer med at sætte en stopper for alt håb om reformer og social retfærdighed.
Det samme er tilfældet med Den Egyptiske Revolution, der begyndte den 25. januar 2011 og i løbet af 18 dage fik væltet den siddende præsident gennem 30 år, Hosni Mubarak. Egypten er med sine ca. 80 mio. indbyggere det mest folkerige af de arabiske lande, og øver derfor en stor indflydelse på regionen både kulturelt, økonomisk og politisk.
Egypten har ligeledes gennem de seneste år haft den mest militante og erfarne arbejderklasse i regionen, der har ført an i kampen med gentagne strejker, fabriksbesættelser og andre kollektive aktioner. Endelig spiller Egypten en vigtig rolle for den vestlige dominerede imperialisme, der med USA i spidsen længe har støttet det egyptiske regime.
Selvom ingen havde forudset at der ville komme et oprør netop på det tidspunkt, det skete, og selvom den gnist, der antændte oprøret i hele regionen forekom spontan, har de politiske spændinger i mange af landene længe ulmet under overfladen. I Egypten kan man pege på en række udviklingstræk, der i sidste ende bidrog til konfrontationen.
Forudsætningerne for revolutionen
For det første har Mubaraks regime siden starten af 1990’erne i samarbejde med IMF ført en gennemgående neoliberal politik, der har betydet markante forringelser for småbønderne og arbejderklassen i byerne. Massiv arbejdsløshed, lave lønninger og stigende priser på dagligsvarer har været nogle af de faktorer, der har gjort tilværelsen svær for den almindelige egyptiske arbejder.
En anden ting man kan pege på er selve regimets karakter, hvor udbredt nepotisme, korruption og politibrutalitet har været hverdagen, og hvor den enorme rigdom i kliken omkring Mubarak står i skærende kontrast til den fattigdom, som størstedelen af befolkningen har levet under. Dertil kommer, at det egyptiske regime siden freden med Israel i 1979 har været en af USA’s vigtigste og mest loyale allierede i området.
De første store protester i nyere tid i Egypten kom således også i forbindelse med den anden palæstinensiske intifada, hvor der var store demonstrationer mod regimets støtte til Israel og mod regimets samarbejde med USA i forhold krigene i Irak og Afghanistan. Ligeledes har der i løbet af det sidste årti været store protester mod regimets autoritære og brutale natur, samt den neoliberale politik, hvor en koalition af socialister, nasserister, liberale og islamister i 2004 gik på gaden under parolen Kifaya (nu er det nok).
Strejker og arbejderkampe
Langt de største og mest militante kampe op til og under revolutionen har været de faglige kampe. Fra 2005 og frem til Mubaraks afgang oplevede Egypten en uhørt stigning i antallet af faglige kampe. Det egyptiske dagblad al-Masry al-Youm rapporterede om 222 strejker, sit-ins og demonstrationer i 2006.
En af de mest betydningsfulde kampe i 2006 var besættelsen af den statsejede vævefabrik i Mahalla Al-Kubra, der beskæftiger ca. 24.000, hvor fabriksarbejderne krævede en rigsretssag mod medlemmer at det lokale statslige fagforeningsudvalg, bedre løn og arbejdsforhold, samt social og sundhedsordninger.
Tekstilarbejderne råbte slagord, som stillede spørgsmålstegn ved den egyptiske regerings legitimitet. Demonstrationen medførte, at to arbejdere døde, 100 blev såret, og 300 blev arresteret, men endte også med at regeringen måtte give efter for arbejdernes krav.
I 2007 var der i alt 614 strejker. Samtidig udvidede strejkerne sig til den offentlige sektor, hvor 55.000 skatteopkrævere strejkede i uger i Kairo for at kræve samme lønniveau som andre opkrævere. I 2008 var der over 400 faglige kampe, som involverede mellem 300.000 og 500.000 arbejdere.
Under protesterne, der blev ledt af unge aktivister og faglige grupper, statsligt ansatte arbejdere, 6. april-bevægelsen, politiske bloggere, uafhængige journalister og universitetsstuderende og professorer, fortsatte strejkerne, og var således, udover massedemonstrationerne, en afgørende faktor for at bevægelsen for alvor kunne true regimet.
Arbejdernes deltagelse gjorde samtidig at protesterne fik karakter af en reel massebevægelse, organiseret spontant og fra neden, gennem de sociale medier, moskeerne, samt strejke- og demonstrationskomiteer.
Revolutionens videreførelse
Denne lange bølge af protester har således været med til at politisere og radikalisere store dele af arbejderbevægelsen, hvilket kan vise sig at være overordentligt vigtigt i forhold til videreførelsen af revolutionen.
Som sagt lykkedes det den revolutionære bevægelse indenfor relativt kort tid at væltet Mubarak. Dog kan man sige, at det kun lykkedes bevægelsen at vælte diktatoren og ikke diktaturet. Indtil videre er det lykkedes magthaverne at overføre magten til det øverste militære råd, der mestendels består af tidligere Mubarak-støtter.
Dermed er det de samme mennesker der udgjorde eliten før revolutionen, som stadigt sidder på magten, og derfor kan det ikke forventes at de vil gennemføre nogen seriøse reformer, andet end hvad der er strengt nødvendigt for at bibeholde deres magt og legitimitet. Mere sandsynlig er det, at resterne af det gamle regime blot forsøger at købe sig tid indtil de føler sig stærke nok til for alvor at slå ned på de grupper og mennesker, der har været drivkraften bag revolutionen.
Allerede under revolutionen forsøgte regimet, gennem arrestationer og bevæbnede hooligans, at smadre bevægelsen. Efterfølgende har den nye militære regering vedtaget flere love, der indeholder strenge straffe for strejkende i et forsøg på at kvæle kampen for reformer.
Ofte hører man fra de liberale moderate demokrater, stort set samme tale som fra de reaktionære; nemlig at strejkerne bør ophøre af hensyn til landets økonomi, og at man nu må være ansvarlige og tålmodige og give det militære råd tid til, at gennemføre de demokratiske reformer.
Derved ligger der klart en fare ved de dele af bevægelsen, der mener at revolutionen har vundet ved opnåelsen af få politiske reformer, såsom ophævelsen af undtagelseslovene og en mindskning af præsidentembedets magt.
Overfor dette, står arbejderklassens fortsatte faglige kampe. Ligesom arbejderne i høj grad var med til at muliggøre revolutionen, kan de også være den kraft, der søger for at revolutionen bliver videreført, så der kan ske en reel forandring af magtfordelingen og de sociale strukturer til gavn for almindelige mennesker og samtidig sikre mod en kontrarevolution.
Det kan de fordi de, gennem deres kollektive aktioner, har magten til at lamme styret økonomisk, og fordi deres kamp indeholder krav om kollektive sociale og økonomiske forbedringer for det store flertal af den egyptiske befolkning.
Et vigtigt skridt på vejen har været kampen for oprettelsen af frie og uafhængige fagforeninger, men den vigtigste opgave, som de egyptiske arbejderklasse står over for lige nu er opbygningen af et parti, der kan sikre revolutionens fortsatte videreførelse. De første skridt er taget ved dannelsen af Det Demokratiske Arbejder- og Bondeparti.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed