Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 6
Introduktion til socialisme
Det revolutionære parti
Anders Bæk Simonsen
Kapitalisme er et system der producerer en masse elendigheder til skade for de fleste og til gavn for de allerfærreste. Derfor vil vi af med det system. Men hvorfor skal vi organisere vores kamp i et revolutionært parti?
I Danmark venter mange på det forestående valg. En ny S-SF-R regering vil på nogle områder skabe forbedringer for almindelige mennesker samtidig med den også vil svigte os. Under en S-SF-R regering vil der stadig være krise, krig, racisme, diskrimination og mangel på værdigt arbejde.
En S-SF-R regering vil nemlig grundlæggende set ikke gøre op med kapitalismen. I stedet vil de bruge statsmagten til at hjælpe dansk erhvervsliv (altså vores kapitalister) i den globale krise og først dernæst aflaste os for nogle af de elendigheder som systemet skaber.
Kapitalisme udvikler sig ujævnt forstået på den måde, at der blandt enkelte kapitalister kan være meget store forskelle, idet de tjener afhængigt af hvilken brancher de opererer indenfor, og hvor de geografisk er placeret. Selv under kriser er der stadig nogle virksomheder og økonomier der klarer sig godt, selvom systemet som helhed er i krise.
Kapitalismens ujævne udvikling får også en betydning for hvordan arbejderne som klasse udvikler sig og forstår sig selv. Også her sker udviklingen ujævnt.
I forskellige sektioner opstår klassebevidstheden ad forskellige veje og på forskellige tidspunkter. Oplevelsen af uretfærdighed og følelsen af behovet for modstand sker ikke samtidigt. Der mangler altså her en organisation som formår at binde de lokalt isolerede erfaringer af undertrykkelse og modstand sammen i et mere generaliseret udtryk.
Det revolutionære parti
Den russiske socialist Trotskij mente, at arbejderklassen uden nogen bevidsthed om sig selv kun var et “materiale for udbytning”; blot en social klasse.
Men hvis man også skal blive en politisk klasse der kan handle sammen kræver det, at de bedste dele af arbejderklassen organiserer sig på tværs af fag- og uddannelsesgrænser i en organisation der vil træde til politisk og gøre op med magthaverne. Altså en organisation der går videre end de også meget vigtige fagforeninger.
Det er her, at det revolutionære parti træder ind på historiens scene. En af dens specifikke opgaver er at virke som en modstrøm i det massive verdensomspændende hav af borgerlige tanker og institutioner der konstant forsøger at opdele og splitte os ad.
Avantgarde
Ved at rekruttere de dele af arbejderklassen der er parate til at slås, og i partiet diskutere og finjustere forståelser og begreber om verden, så man sammen kan handle med større enighed og kraft, bliver partiet arbejderklassens egen skole. En skole der uddanner lederskabet for arbejderklassen i fremtiden.
Modsat andre, også mange arbejderpartier, har det revolutionære parti en fast tiltro til, at arbejderklassen er den eneste kraft der selv kan befri sig fra undertrykkelse og lede sig selv i et nyt samfund. Og det er faktisk det essentielle i vores forståelse af begrebet “avant-garde”. En udsnit af helt almindelige mennesker der er mere villige-, bedre skolet til og udviser større ansvar i at kæmpe mod systemets uretfærdigheder, og derfor går forrest.
Disciplin
Imens de største arbejderpartier (S-SF) har reformistiske praksisser der accepterer kapitalismen så befinder Enhedslisten sig på et stadie imellem revolution og reformisme også kaldt centrisme (se sidste nr. der har en særskilt artikel om dette fænomen).
Enhedslisten samler forskellige tendenser på den yderste venstrefløj i et parlamentarisk projekt. Det giver os derved nogle fine muligheder for at socialistiske synspunkter bliver fremsat i folketinget og diskuteret i befolkningen.
Deværre betyder partiets ideologiske bredde at teoretiske spørgsmål træder i baggrunden og istedet fokuseres der på det parlamentariske lederskab. Derfor er det også nødvendigt med et revolutionært parti – og det fås kun med disciplin.
Disciplin betyder her menneskers frivillige indtræden i en kollektiv organisation, hvor man sammen trækker klare grænser og definerer sig negativt som noget partiet ikke er, og positivt som noget det er, for derved at være sammenhængende- og enigt nok til at diskutere, træffe og endelig realisere de trufne beslutninger.
Et parti uden en sådan disciplin er måske i virkeligheden mindre frit, eftersom det bliver sværere at diskutere og træffe beslutninger på et fælles grundlag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed