Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 7
Ikke-borgerlige ord om kammertonen
Anders Bæk Simonsen
Højrefløjens talsmænd og medier har langsomt erobret definitionsretten på hvad ytringsfrihed er: “hellig” og “ukrænkelig” når den skal bruges til at forhåne og nedgøre minoriteter. Samtidig hører kritik af ledelsen (brok) på danske arbejdspladser ingen steder hjemme. (Så meget for den ytringsfrihed.)
Selv om det er børnelærdom for socialister, at de borgerlige medier jævnligt angriber udvalgte dele af arbejderklassen og fremstiller dem med forskellige nærmest medfødte negative karaktertræk fx muslimer eller kvinder, så er tonen i de borgerlige medier dog blevet mindre anstændig over en årrække.
En omfattende analyse af de præcise bevægelser gives ikke her – blot en stille refleksion over eliternes iver for at “i-skrige-sætte” Under-danmarks undertrykte frygt for minoriteter.
Det mærkværdige ved den store iver og medfølelse eliterne har på vegne af underdanmark når det angår “de fremmede”, er at den forstummer og forsvinder når det handler om “fyringer”.
“De fremmede”
Netop “De fremmede” var navnet på en række artikler som Ekstra Bladet bragte i 1997.
Den yderste dog ikke-voldige højrefløjs grand old man, præsten Søren Krarup, var fra de tidlige 90’er tilknyttet avisen og fik bragt ikke mindre end omkring 200 kronikker med klar krigsretorik.
Ifølge den var/er Danmark “besat” af et “Over-Danmark” af eksperter og “godhedsindustrien” der tillod horder af fremmede at komme og bosætte sig Danmark. Kampen blev mod “det multikulturelle” og Islam.
Hvis du genkender sproget er det fordi Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere af Søren Krarup til en sådan grad, at han til sidst selv følte sig så smigret over dette “barn af ham” at han blev politiker for dem.
De tager vores saftevand og kage!
Siden dengang har krigsretorikken taget til. 11. September og krigene i Afghanistan og Irak har benyttet sig af en dem og os retorik og islamofobien er taget til. Det har rykket grænserne for “hvad man kan tillade sig at sige” utallige gange. Det har gjort meninger der blev opfattet som racistiske til mainstream udtalelser, man (nærmest) automatisk tage til sig uden at blinke.
Det hele nåede et ufrivilligt komiske punkt da en DF’er skrev at “De tager vores saftevand og kage fra hospitalet”. Egentlig var det mest tragikomisk. For tænk sig at regeringens støtteparti faktisk havde en artikel med sådanne påstande i deres medlemsblad.
Ny usmaglig udmelding = Lynafleder
Hvis de borgerlige medier mente deres uafhængige og fjerde statsmagtsrolle seriøst, forstår jeg ikke hvorfor det samme mønster gentager sig i pressemøllen hver gang regeringen sammen med DF, vedtager nye upopulære nedskæringsforslag.
Umiddelbart efter vedtagelse fremstiller DF et eller andet vanvittigt og absurd diskriminerende forslag. Medierne og meningsdannerne lader det cirkulere og sprede sig fuldstændigt ukritisk. Og vupti alt begyndende kritik og debat om asocial nedskæringspolitik er forsvundet.
En anden regering?
Men hvad er så modsvaret mod den grimme tone. En anden regering? Det ser desværre ud til at det ikke er nok. S og SF har i iveren efter ministerbiler, i en årrække selv fredet de højreorienterer debattører indenfor og udenfor parlamentet, og ligefrem selv spillet med ved diskriminerende og skuffende udtalelser og lovforslag.
Desuden vil de højreorienterede medier ved en valgsejr til rød blok sandsynligvis intensivere den grimme tone for at udstille eventuelle uenigheder i rød blok. Medmindre S-SF siger klart fra og påbegynder en helt anden offensiv politik mod racisme og diskrimination vil angrebene på arbejderklassens helhed ikke stoppe.
De pæne borgerlige humanister – er kammertonen nok?
Tonen ændrer sig altså ikke bare ved en rød valgsejr. “Men de radikale har da været eksemplariske i deres angreb på den uanstændige tone??” kunne man indvende. Ganske rigtigt – men deres enøjede fokus på selve tonen er med til at fjerne fokus fra de materielle omstændigheder, der gør sig gældende når det hadske sprog bliver til hadske handlinger.
Et enøjet fokus på sproget er en underlig,- ja amputeret størrelse. Når vores kollektive rettigheder som vi igennem flere hundrede års arbejderkamp har tilkæmpet os, fjernes i et koordineret angreb fra eliten repræsenteret af regeringen, men også med hjælp fra “det lille mands parti” DF og de pæne mennesker i Radikale Venstre, og når arbejderklassens organisationer (S-SF og fagforeninger) samtidig ikke aktiverer noget samlet koordineret modsvar, skabes der usikkerhed, skuffelse og vrede.
Punktum
Disse følelser kan lukkes indad og komme til udtryk som manglende selvværd og appetit på livet. De kan også rettes opad mod de ansvarlige politikere der argumenterer for fælles “ansvarlighed” og dækker over angrebene som praktiske “nødvendigheder”. Den opgave burde arbejderklassens organisationer være sig voksen men har ikke været det.
Endelig kan sådanne følelser rettes nedad mod samfundets udstødte grupper såsom indvandrere, muslimer, romaer, handikappede og overvægtige.
Racisme og diskriminationen har altså tjent en konkret rolle for magthaverne i forsøget på at splitte vores klasses sammenhæng. Den har været et værktøj man har hevet frem i ministerier, på redaktionsgange og iværksat den som “folkets undertrykte røst”. Det er blevet intensiveret i løbet af de seneste 10 år. Det er på tide at det sludder hører op!
Racismen starter ikke i skurvognen men introduceres og finjusteres igennem eliternes netværk. Punktum!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed