Socialistisk Arbejderavis
Nr. 31 – August 1987 – side 10
SF's dannelse og historie
Socialisme på dansk?
Ågot Berger
Inden for den socialistiske tradition er der to strategier for overgangen til socialisme. Den ene er baseret på marxistisk forståelse. Arbejdermagt går over dobbeltmagt, knusning af det eksisterende statsapparat og et revolutionært magtopgør – til socialisme. Den anden tradition bygger på samfundsændring via reformering af det eksisterende statsapparat. Det skal ske via en parlamentarisk overgang til socialismen. SF placerer sig entydigt i den sidste tendens.
SF står til en pæn fremgang ved næste valg. Mange radikaliserede arbejdere vender blikket mod SF, fordi de er trætte af socialdemokraternes forsøg på at være mere borgerlige end de borgerlige partier selv.
En gruppe af centrale VS-medlemmer omkring MF’eren Anne Grethe Holmsgaard gik over til SF sidste år. En ny gruppe i VS arbejder for sammenslutning med SF. De mener, at bruddet med SF var historisk forkert. Er SF alternativet for socialister i dag?
Dannelsen af socialistpartier, som politisk placerede sig mellem kommunistpartierne og Socialdemokratiet, var ikke et enestående dansk fænomen. Over hele Europa faldt tilslutningen til kommunistpartierne i 50’erne og 60’erne. Nye partier blev dannet. I Danmark i form af brud med kommunistpartiet, i Sverige og Italien som omformning af kommunistpartiet, i Norge, Frankrig og Holland som et brud med socialdemokratiet.
SF's dannelse skyldes først og fremmest ønsket om en blødere holdning overfor Socialdemokratiet for at komme ind i den parlamentariske varme. For at kunne gøre det, var det nødvendigt at vise mindre afhængighed af Sovjet.
Kommunistpartiets (DKP) formand, Aksel Larsen, var anfører i denne tendens. Han opfattede venstrepartiernes opgave som katalysator. Man skulle formidle presset fra vælgerne over på Socialdemokratiet, og derigennem presse Socialdemokratiet til en anden politik.
SF’s dannelse
SF i Danmark blev dannet i 1959. SF voksede eksplosivt og fik et hurtigt parlamentarisk gennembrud. Et år efter dannelsen fik SF 11 mandater i folketinget – godt 150.000 stemmer.
SF's eksplosive vækst hang sammen med to ting: dels blev DKP bragt alvorligt i miskredit som følge af Moskvas politik, dels gav socialdemokraternes stadig skrappere kurs overfor arbejdernes levefod et politisk tomrum. Aksel Larsen forstod at udnytte det.
DKP havde efter krigen en enorm autoritet i arbejderklassen. I oktober 1945 fik de 18 mandater i folketinget. De havde mellem 50 og 60.000 medlemmer. Men efterkrigstiden var præget af, at borgerskabet var i offensiven. USA’s koldkrigspropaganda, med en velvillig hjælpende hånd fra det Kongelige Danske Socialdemokrati, var i stand til at isolere DKP.
I 1947 tabte DKP halvdelen af sine folketingsmedlemmer. I 1953 var medlemstallet faldet til 18.000 medlemmer. Situationen så ud til at vende med storstrejkerne i Danmark i 1956 mod et socialdemokratisk regeringsindgreb. DKP fik et fagligt gennembrud og mange socialdemokrater røg sig en tur fra fagforeningsposter.
Men glæden blev kort. Foråret var begyndt med, at Khrusjov holdt sin hemmelige tale på den 20. partikongres i Sovjet, hvor han afslørede Stalins massehenrettelser. Samme efterår marcherede sovjetiske tropper ind i Budapest i Ungarn – som i nogle få uger blev styret af arbejdere og studenter. DKP og deres avis, Land og Folk, stemplede opstanden som »kontrarevolutionære fascisters værk«. Det var den direkte anledning til dannelsen af SF.
Politisk uklart brud
SF’s brud med DKP var svagt politisk funderet. De nye SF’ere var trætte af Sovjetunionens kommunistiske partis »ledende rolle«. Men centrale dele af den stalinistiske teori videreførtes i SF. Dels synet på staten og dens plads i en socialistisk strategi og dels troen på den gradvise parlamentariske overgang til socialismen, med socialdemokratiet som strategisk allieret. Sovjet blev ved bruddet stadig af SF'erne opfattet som et socialistisk samfund.
Bruddet var størst i opgøret med den partiopbygningsmodel, som praktiseres i DKP. Rædslen for DKP's bureaukratiske centralisme gjorde, at de brød med alle principperne fra den bolsjevikiske tradition.
SF udviklede sig også hurtigt til et vælgerforeningsparti, hvor folketingsgruppen fik den altdominerende plads.
De ser det ikke som sin opgave at sætte sig i spidsen for arbejdernes kamp mod forringede arbejdsforhold – for en bedre verden. Det klares i parlamentet. Derfor så man under de københavnske bryggeriarbejderes strejke i 1985, at »strejkelederen« Holger Foss krævede forbundets strejkekasser åbnet. Hans partikammerat og forbundsformand Bjarne Mortensen holdt dem lukket. Det var udslagsgivende for, at strejken endte med et tab.
Ledende SF’ere vil gerne placere sig inden for den marxistiske tradition. »Den marxistiske opfattelse er tilpasset, som den skal være ifølge god marxistisk tankegang«, siger SF’eren Aage Frandsen. Det er noget sludder. SF's program og forståelse bryder på alle centrale punkter med grundlaget hos Marx.
Et reformistisk parti
Den parlamentariske vej til socialismen, synet på staten som neutral, at arbejderklassens frigørelse ikke er dens eget værk, militærbevillinger, modstanden mod en revolutionær omvæltning, står i direkte modsætning til Marx’s teorier. Præcis på disse punkter brød reformisternes godfather, Kautsky, i begyndelsen af 1900-tallet med den revolutionære tradition.
SF siger, at de placerer sig i en demokratisk socialistisk tradition. De står på den parlamentariske vej, hvor arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser sammen med socialisternes indsats på det parlamentariske plan udmøntes i et arbejderflertal.
Man skal presse socialdemokraterne til parlamentariske reformer, som »gradvis bryder med kapitalismens logik« og profitøkonomien. Når flertallet giver sit ønske om socialisme til kende – så laver man et magtopgør.
Sammenbruddet i denne strategi blev for alvor tragisk vist i Chile 1973, hvor den lovligt valgte socialistiske regering blev kastet over bord af et militærregime – på trods af et flertal i befolkningen.
SF'ere hygger videre på fordommen om, at reformister bygger på fredelige midler, revolutionære på voldelige. Men historien er fuld af beviser på det modsatte.
En naiv tro på, at borgerskabet vil respektere, at folkeflertallet tager privatejendom og privilegier fra dem, har resulteret i, at meget blod har flydt. I Chile betød Allendes eksperiment, at tusinder af arbejdere blev dræbt. I 1914 støttede reformisterne krigsbevillinger og sendte millioner i døden.
Staten
SF siger, at den gamle marxistiske opfattelse af, at den borgerlige stat skal knuses er forældet. Aage Frandsen siger: »Vi vedkender os et parlamentarisk system, og vi bygger på det borgerlige demokrati, som skal udvikles til et socialistisk demokrati«.
I Marx's og Lenins opfattelse står den borgerlige stat, med hele voldsapparatet, militær og politi som garanten og tjeneren af kapitalisternes fælles interesser. Den er imod arbejderne. Kun en socialistisk revolution kan fjerne den borgerlige statsmagt og bane vejen for arbejdermagt – som Lenin formulerede det – »hver kok skal regere«.
Arbejdermagt
Men SF opfatter ikke arbejderklassen som den kraft, der er i stand til at frigøre sig selv på grund af dens placering i produktionen. SF er et folkeparti. I programmet fra 1980 står der, at »de udstødte grupper og de uddannelsessøgende i flere henseender er mere undertrykte end arbejderne«.
Christian Bundgaard skriver under overskriften »Arbejderklassens store dage er forbi«, at »i en overgangssituation er det livsnødvendigt for de svagere grupper at afblæse lønkampen« – der skal rejses en bevægelse mellem de ufaglærte og de udstødte grupper med og uden en vis uddannelse.
Som bekendt tog Marx ikke udgangspunkt i de mest undertrykte og de fattigste, pjalteproletariatet, men i stedet i den klasse som har magt til at ændre tingene – arbejderklassen.
Hvis SF’erne tog et kig bare 20 år tilbage i tiden, ville de igen opdage, at det var arbejderne, der har udgjort kernen i opstande, der har truet den gamle statsmagt. I Portugal, Iran og ikke mindst i Polen.
Under påskestrejkerne i 1985 sagde SF’s formand Gert Petersen, da han blev spurgt om SF's holdning til strejkerne, at han så sandelig ikke var for, at samfundet skulle rystes i sin grundvold. I en situation hvor enhver anden kunne vælge side til støtte for kampen mod den borgerlige regering, da var SF’s formand systemets beskytter.
I andre mere alvorlige situationer vil reformisterne i SF’s ledelse være en bremsende kraft, som holder igen af skræk for at miste kontrollen over deres strategi – som fase for fase skal gennemføres mod målet. Så vil de stå der, hvor kommunisterne og folkefronten stod i Spanien i 1936: svække kampen og prøve at kanalisere den over i parlamentarisk retning, for så at ende i nederlag og demoralisering.
Derfor skal vi dag sige klart, at SF ikke har en brugbar vej til socialismen. Der skal bygges et revolutionært alternativ.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed