Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 10
Et par nøgterne ord om 11. september
Anders Bæk Simonsen + Jesper Juul Mikkelsen
Vi har lige rundet 10 året for 11. september og var i den forbindelse igen vidne til følelsesladede genudsendelser af de to tårnes sammenstyrtning. Men hvorfor alt det show? Hvem gavner det og hvorfor snakkes der om ”inside job”?
Udtryk som ”den dag hvor verden ændrede sig for altid” fik med 10 årsdagen endnu en tand. Et hurtigt kig på multinationale og nationale tv koncernernes sendeflade viste en tilstand af kollektivt selvsving.
Hvor var journalisten der stille spurgte til om begivenheden i 2001 nødvendigvis skulle medføre et sådan show og helliggørelse? Og hvorfor er verdens ledere og deres massemedier så interesseret i at fremhæve netop den begivenhed?
Vi er under angreb
11. september er det stærkeste udtryk for hvordan frygten blandes med det ideologiske korstog mod muslimer, for derefter at blive sprøjtet ind i stuerne verden over.
Fortællingen om, at vi er under angreb, at vi måske bliver de næste, at terroristerne kan ramme alle steder skal installeres i os og dyrkes. Det er frygt som fremmes ved genudsendelserne af højhusene der forstøves. Det er som om vi skal vænnes til at være i evig krig, i evigt alarmberedskab, i evig frygt.
De hvide liv og de værdiløse liv
”Men var 11. september ikke den verdenshistoriske begivenhed som den bliver gjort til?” Jo, i den betydning, at angrebet i sig selv var en spektakulær form for terrorisme, der helt filmisk var egnet til TV. Og spredt ud blev det som sagt. Samtidig var det et angreb på verdens største magt. Men begivenheden er faktisk ikke noget særligt, hvis den gøres op i menneskeliv.
Massakren på den irakiske oprørsby Falluja i 2004 var et langt større og uhyggeligt eksempel på terror, som USA stod bag. Israels undertrykkelse af Palæstina er systematisk udrensning af et helt folk, som må kaldes statsterror. De 1½ millioner døde under FN’s 10 år lange blokade af Irak, var uhyrlig mens ”verdenssamfundet” vendte sit blinde øje til. Besættelsen af Irak, Afghanistan og Libyen, som har kostet millioner af døde, er langt mere ekstreme begivenheder.
Men disse krige beskrives ikke i medierne som uhyggelige verdensbegivenheder, men hyldes i stedet som demokrati-fremmende med lange nationalistiske reportager f.eks. ved flagdagen og soldaterparaden i København.
Genudsendelsen af 11. september viser med al tydelighed, at der i mediernes og magthavernes verdensforståelse gøres systematisk forskel. En død fra vesten er mange gange mere værd end en død fra Irak eller Palæstina.
Det er denne racistiske logik som fremmes, hver gang de genudsender. Denne racisme bliver sammen med frygten uvurderlige redskaber for, at magthaverne kan opretholde deres krigspropaganda og deres imperialistiske ageren i verden.
Et inside job?
Der har været rejst diskussion om hvorvidt, at 11. September var et komplot, en stor løgn, et inside job. Diskussionen er, ligesom selve begivenheden, ret spektakulær men ender på et konstruktionsteknisk niveau, som gør det svært for de fleste folk, der ikke selv er ingeniører at skelne skidt fra kanel.
For os som socialister er det imidlertid mere relevant at stille spørgsmålet: men hvilken forskel gør det om 11. september var planlagt af folk i den amerikanske elite eller ej? Udfaldet er jo det samme.
Ja, politikere lyver og hindrer den kritiske presse i at afsløre løgne – det er ikke noget nyt. Ja politikere benytter sig af katastrofer og chok (planlagte såvel som uforudsete) til at berige sig, disciplinere arbejderklassen og fremme deres klasses magt – det er ikke noget nyt for os. Ja politikere ofrer gerne deres egne landsmænds blod i krige for profit for nogle få – det er også gammel lære.
Med eller uden en konspiration har 11. september altså betydet store krige, øget overvågning, begrænsningen af legitim modstandskamp, diskrimination og racisme.
Afmagt
Ved at forstå 11. september som en stor konspiration foretaget af nogle få hemmelige, men alt for magtfulde mennesker, afvæbner man samtidig os som handlende individer, der faktisk kan forandre. Samtidig tilslører det overklassens forskellige interne positioner og interesser, da ”magten” bliver til en overordnet glat maskine, der virker bag om alt andet.
Men magten fungerer ikke gnidningsfrit. Overklassen er dybt splittet internt, og befolkningerne kan som senest bevist i Tunesien og Egypten smide nok så magtfulde regenter på historiens mødding.
Venstrefløjen bør se nøgternt på verden, den globale ulighed bør være vores forståelsesramme når vi går til verden. Kun med den forståelse kan vi gennemskue krigsherrernes propaganda, forstå desperate modsvar og samtidig bygge den bevægelse, som kan udfordre de magthavere som taler fred men skaber krig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed