Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 14
Ti år efter 11. september
USA’s afmagt
Alex Callinicos
De krige, der fulgte efter 11. september, skulle vise USA’s magt for verden, men, siger Alex Callinicos, de har gjort det modsatte.
Angrebene på New York og Washington den 11. september 2001 syntes at komme bogstaveligt talt ud af det blå – en dødsregn ud af en klar september-himmel. Politikere og medier proklamerede, at verden blev ændret totalt ved disse begivenheder. Men hvordan ser de ud nu?
Angrebet på USA havde været på vej i et årti. Al Qaeda samlede radikale islamister fra forskellige sider, bl.a. guerillakrigen mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan og den mislykkede kampagne mod Hosni Mubaraks regime i Egypten.
Under Osama Bin Ladens ledelse kom Al Qaeda til at fokusere på USA som garanten for de forskellige arabiske regimer, det forsøgte at vælte.
Den amerikanske efterretnings-tænketank Stratfor hævdede kort efter 11. september, at hvis USA reagerede ved at angribe ”flere islamiske lande”, ville dette tjene Al Qaedas ”to strategiske mål”:
”For det første, udmatte USA strategisk såvel som operationelt, globalt såvel som lokalt, ved at tvinge det til at forpligte sig ud over sine militære evner. For det andet, vise for den islamiske verden, at USA er vilkårligt fjendtlig over for islam. Dette, kombineret med stigende amerikanske militær udmattelse, ville åbne døren til, hvad Al Qaeda ønsker mest – at tildele USA et militært nederlag i den islamiske verden.”
Set fra 2011 ser det ud, som om Al Qaeda har opnået disse mål. Men det er ikke dem, der har nydt godt af det. De er blevet marginaliseret i Afghanistan og Irak, og Bin Laden selv blev myrdet af USA tidligere på året.
Fordeling
Men USA gik i den fælde, Al Qaeda havde sat. Også dette havde langsigtede årsager. Sovjetunionens sammenbrud efterlod USA som tilsyneladende globalt dominerende, ”den eneste supermagt”.
Men den globale kapital-akkumulations-proces flyttede ubønhørligt fordelingen af økonomisk magt til skade for USA. I slutningen af 1990’erne sammenlignede den nykonservative intellektuelle Paul Wolfowitz slutningen af det 20. århundrede med slutningen af det 19. århundrede. Endnu engang blev det internationale system destabiliseret af fremkomsten af nye magter, takket være den økonomiske vækst.
En af de største fordele, USA havde efter den kolde krig, var dens tilsyneladende overvældende militære overlegenhed.
I løbet af 1990’erne havde George H. W. Bush’s og Bill Clintons administrationer i stigende grad tyet til militær magt for at løse kriser – i Irak, Somalia, Bosnien og Kosovo.
1991-krigen mod Irak var godkendt af FN. Men efterhånden som Rusland og Kina blokerede i FNs Sikkerhedsråd, tyede USA til ensidig militær aktion, som regel loyalt bakket op af Storbritannien.
Militært
I 1999 kunne den helt igennem mainstream amerikanske politisk intellektuelle Samuel Huntington skrive: ”Mens USA rutinemæssigt tager afstand fra forskellige lande som ’slyngelstater’, er USA i mange landes øjne ved at blive slyngel-supermagten.”
Efter at George W. Bush blev præsident i januar 2001 blev disse tendenser radikaliseret.
Hans administration var fyldt med højreorienterede nationalister som vice-præsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, og nykonservative som Wolfowitz, der var udnævnt til Rumsfelds stedfortræder.
Mange støttede ’Projektet for det nye amerikanske århundrede’. Denne strategi blev udformet i 1997 af den republikanske højrefløj for at genvinde USA’s globale førerposition ved at udvide dets militære slagkraft.
Men 11. september gav højrefløjen den mulighed, de havde ledt efter. Den ”krig mod terror”, som Bush proklamerede efter angrebene, var meget mere end en automatisk militær reaktion på Al Qaedas udfordring.
Det blev en ambitiøs satsning på at forevige amerikansk kapitalismes globale hegemoni. Her var nøglen i mindre grad Afghanistan – selv om USA først angreb dér – men Irak, som ikke havde noget at gøre med 11. september.
Ved at erobre Irak ville USA yderligere befæste sin dominans i Mellemøsten. Dette ville give USA tættere kontrol over, hvad den marxistiske geograf og økonom David Harvey kaldte ”den globale oliehane”, der regulerer adgangen for potentielle rivaler i Europa og Asien til Mellemøstens energireserver.
Oveni dette strategiske mål var der et mere utopisk mål, støttet af den nykonservative fløj i administrationen, men også begejstret accepteret af Bushs trofaste allierede Tony Blair, om ”en omorganisering af verden” ved at bruge vestlig militær magt til at udløse ”demokratiske revolutioner” i den arabiske verden.
Men den satsning fejlede. De amerikanske og britiske invasionsstyrker erobrede hurtigt Irak i marts 2003, men så sig snart konfronteret med et umedgørligt guerilla-oprør.
Alle Rumsfelds teorier om ”transformerende krigsførelse” ført af små hi-tech hære viste sig ineffektive over for den gamle sandhed, at overvældende konventionel militær magt ikke kan tvinge en oprørsk befolkning til lydighed.
Ødelægge
For at besejre den irakiske modstand spillede besætterne på splittelsen mellem det shia-muslimske flertal, der længe havde været undertrykt under Saddam Hussein, og det sunni-muslimske mindretal.
Dette udløste blot en skræmmende logik med borgerkrig og etnisk udrensning, der truede med at ødelægge både Irak og besættelsesmagten.
En ændring i den amerikanske taktik i 2007-8 bragte til sidst en grad af stabilitet til Irak.
Det var ingen militær sejr, men et politisk kompromis, der omfattede størstedelen af sunni-oprørerne, men overlod magten til shia-islamistiske partier, der var tæt knyttet til Iran.
Dette var et enormt geopolitisk tilbageslag for USA.
Barack Obama efterfulgte Bush i januar 2009 og lovede tilbagetrækning fra Irak, men optrapning i Afghanistan.
Også dér er USA og dets NATO-allierede kørt fast i en krig, de ikke kan vinde, mod Al Qaedas tidligere allierede Taliban, der er for dybt rodfæstet i det syd-afghanske samfund til at blive udryddet af besætterne.
Så ”krigen mod terrorisme”, som skulle befæste USA’s globale overherredømme, har blot fremskyndet dets tilbagegang.
Det er kun en af drivkræfterne bag denne udvikling. Den globale økonomiske og finansielle krise ses i brede kredse som sammenbruddet for ’anglo-amerikansk fri-markeds-kapitalisme’, som Bush-administrationen havde proklameret som ”den eneste bæredygtige model for national succes”.
Endnu vigtigere, så står den seneste stagnation i amerikansk økonomi i skarp kontrast til Kinas hurtige opsving – landet er i dag verdens næststørste økonomi. Krisen har fremskyndet en tilpasning af globale geopolitiske forhold til også at omfatte kinesisk magt.
En lille historie, der illustrerer dette skift, var sidste måneds afsløring af, at pakistanske myndigheder gav kinesiske ingeniører lov til at inspicere den Black Hawk-helikopter, der styrtede ned under Navy Seal-raidet for at dræbe Bin Laden. Selv en så tæt USA-allieret som Pakistan føler sig i stand til at spille USA ud mod Kina.
I mellemtiden er demokratiet kommet til Mellemøsten – ikke takket være hverken USA eller Al Qaeda, men gennem revolutioner, der væltede vestligt støttede regimer i Egypten og Tunesien.
NATO-interventionen i Libyen er et desperat, næsten helt sikkert mislykket forsøg fra Washingtons side på at genvinde initiativet.
Obamas beslutning om at begynde at trække amerikanske tropper ud af Afghanistan afspejler blandt andet en erkendelse af, at den amerikanske globale strategi må fokusere på at imødegå Kinas fremvækst.
Dette betyder ikke, at ”krigen mod terror” er ovre – indsættelsen af Predator-droner og ’special forces’ vil fortsætte i uheldige lande som Pakistan og Yemen. Og indenlandsk anti-terror-lovgivning er for nyttig til at blive ophævet. Men ingen forestiller sig nu, at det 21. århundrede vil tilhøre USA.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2268, 10. september 2011
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=25924
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed