Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 15
Det syriske oprør og vestlig imperialisme
Rasmus Holmegaard
I løbet af det sidste halve år har verden været vidne til, hvordan det syriske regime brutalt har forsøgt at knuse det, som altovervejende begyndte som fredelige protester for sociale og politiske reformer i landet.
Mere end 60.000 er blevet arresteret, siden opstanden startede, og over 11.000 sidder stadig i fængsel. Ifølge flere kilder er dødstallet rundet 3000, heraf er langt størstedelen civile.
Protesterne i Syrien minder på mange måder om det, vi har set i andre dele af den arabiske verden.
I starten rettede protesterne sig imod den permanente undtagelsestilstand, som siden 1963 effektivt har sat forfatningen ud af kraft. Ligeledes rettede protesterne sig imod Ba’ath partiets politiske monopol, der i årevis har søgt at udelukke andre partier fra magten. Derudover øges utilfredsheden også af en høj ungdomsarbejdsløshed og de stigende priser på fødevarer og andre dagligdagsprodukter.
Andre helt åbenlyse grunde er regimets brutale karakter, hvor politiske mord, bortførelser og tortur har været en del af hverdagen.
Den syriske regering har besvaret protesterne ved at sætte militæret ind overfor demonstranter, og regimets repression er foreløbigt kulmineret i belejringen af byen Hama, hvor over 200 mennesker er blevet dræbt siden 3. juli i år.
Syrien og Vesten
Vesten har længe opfattet Syrien som en slyngelstat på grund af Syriens langvarige konflikt med Israel og støtte til Hizbollah.
Siden år 2000, hvor den nuværende præsident Bashar al-Assad efterfulgte sin far, har regimet dog søgt at nærme sig Vesten. I begyndelsen skete det i forbindelse med Damaskus’ Forår; en folkelig bevægelse rettet mod gennemførelsen af politiske, sociale og økonomiske reformer i kølvandet på den tidligere præsident Hafez al-Assad’s død.
Ret hurtigt forlod regimet dog tanken om sociale og politiske reformer, men bibeholdt de økonomiske reformer, der skulle åbne den syriske økonomi op over for Vesten. Disse tiltag indeholdt gennemgående neoliberale reformer, hvor man bl.a. fjernede subsidier på fødevareprodukter, hvilket yderligere var med til at øge den sociale polarisering i landet.
Derudover privatiseredes flere banker, og man liberaliserede finanssektoren til fordel for udenlandsk kapital. Endelig forøgede man olieproduktionen, hvilket specielt kan ses som en håndsudstrækning til de europæiske magter, da ca. 90 % af Syriens oliesalg går til EU-lande. Dertil kommer, at de syriske fængsler flittigt har været brugt af den amerikanske hær og andre allierede i forbindelse med Krigen mod Terror.
Disse forhold bidrager til at forklare den ambivalente holdning, der i oprørets første måneder prægede Vestens forhold til Syrien. Den illustreres meget godt med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons udtalelse om, at USA så Bashar al-Assad som en ”reformator”, hvilket, ifølge Clinton, derfor ville gøre en amerikansk intervention usandsynlig.
Da konflikten efterfølgende eskalerede, og det blev mere klart, at regimet førte en decideret borgerkrig mod sin egen befolkning, skiftede udmeldingen fra det amerikanske udenrigsministerium:
Den havde ikke noget investeret i den syriske regering. Senere opfordrede præsident Obama endda også regimet til at trække sig som følge af det folkelige pres.
At dette ikke var udmeldingen fra starten i USA, der længe har opfattet Syrien som en fjende, hænger sammen med den måde, som Vesten generelt har forholdt sig til oprøret i Mellemøsten på; nemlig at magthaverne i Vesten, selv i Syriens tilfælde, foretrækker en stærk mand ved magten frem for en folkelig magtovertagelse.
Den folkelige bevægelse kan nemlig potentielt få et endnu mere radikalt udtryk end den arabiske nationalisme, som den syriske regering har legitimeret sig ved. F.eks. var Daraa, der var blandt de første byer, hvor opstanden brød ud, samtidig hjemsted for mange syrere, der blev fortrængt fra deres hjem, efter at Israel besatte Golan højderne i 1967.
Under de aktuelle protester råber demonstranterne blandt andet slagord som ”kujoner af Golan, modige i nedskydning af ubevæbnede”. Eksemplet viser også oprørets kritiske holdning til Vesten og Israel, hvilket også forklarer Vestens tøven ift. fordømmelse af det syriske regimes forbrydelser.
Perspektiver for oprøret
Som sagt er opstanden blevet mødt med militær repression fra regimets side, og man har kun formået at gennemtvinge få og mindre betydningsfulde indrømmelser. Det syriske regime har ligeledes lært af begivenhederne i Libyen og har sat hårdt ind mod byer som Hama og Jisr al-Shughour for at forhindre, at de skulle blive højborge for modstandskampen.
Derudover lurer den fare, at Vesten vil gribe ind enten direkte eller gennem en FN-resolution og derved skabe et nyt Libyen med det formål at kontrollere, hvem der skal have magten i landet.
Omvendt har titusinder af mennesker trodset frygten og truslen fra styret og har deltaget i demonstrationer og protester, og i løbet af de sidste uger er flere rapporter kommet ud om massedeserteringer fra hæren.
Mange steder er protesterne blevet mere militante i deres udtryk, og på flere demonstrationer høres der nu krav om præsidentens fængsling og henrettelse.
Alligevel mangler stadig den kraft, der var med til at sikre, at opstandene i Tunesien og Egypten fik gennemslagskraft; nemlig den organiserede arbejderklasse.
I Syrien har vi endnu ikke set en strejkebevægelse på linje med Tunesien og Egypten, hvilket er nødvendigt, hvis opstanden skal sprede sig til Aleppo og Damaskus, der er landets kommercielle og industrielle centre.
Uden en strejkebevægelse er det således svært at se hvordan den folkelige opstand skal sejre.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed