Socialistisk Arbejderavis
Nr. 315 – 9. december 2011 – side 5
USA
Er det demokratiske parti repræsentanter for de 99 %?
Anders Bæk Simonsen
Occupy-bevægelsen har stået imod utallige forsøg fra magthaverne på at isolere, håne og knuse den. Nu går den mod vinter men skal ikke længere frygte kold isolation. I stedet lurer endnu en fare i en kvalm og omklamrende omfavnelse fra det demokratiske parti.
I sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis fremhævede vi i artiklen Occupy Wall Street – en amerikansk massebevægelse?, hvordan at bevægelsens fundament – erobringen af centrale parker og pladser – både var en enorm styrke og svaghed.
En styrke fordi man opnår synlighed og sammenhold ved at erobre og holde fast på byens centrale områder og dog samtidig en svaghed, fordi man risikerer at blive afgrænset og isoleret som bevægelse, hvis man reduceres til kun at være et parkfænomen uden forbindelse til resten af befolkningen. Heldigvis er det ikke sket.
Det har ikke ellers ikke sparet på initiativer fra magthavernes side for at knække bevægelsen.
Man har forsøgt at knække bevægelsen på alle tænkelige måder fra start af ved at ignorere den, håne den eller i bogstaveligt forstand slå den ned med stave og peberspraye den. Den voldelige og brutale fremfærd mod Occupy bevægelsen tog til i slutningen af november i det, der ligner et koordineret angreb mod bevægelsen i flere stater.
En brutalitet der ifølge avisen The Guardian har chokket amerikanske borgere af enhver politisk overbevisning. Fuldt ud kampklædt politi har angrebet kvinder og revet dem i håret, pebersprayet en ældre dame i ansigtet og banket flere unge mandlige aktivister til blods.
Selv pressen er ikke gået forbi, og The New York Times har rapporteret om, hvordan New Yorks politi ikke bare truede med at anholde journalister, men faktisk også har anholdt, skubbet, slået og kastet barrierer efter journalister.
Det ser dog ikke ud til, at magthaverne har held med denne strategi; tværtimod synes sympatien og opbakningen til bevægelsen at vokse. Occupy står nu overfor en helt anden fare end isolation, som man kunne kalde klam omfavnelse.
Ikke isolation men kvælende omfavnelse
Når nytårsfyrværkeriet har oplyst himlen, vil Obama gå ind i det sidste år af sin præsidentperiode. Uanset hvem, der bliver hans udfordrer fra det republikanske parti, vil valgkampen sikkert blive fjendtlig og tonen ganske hård.
De to partier, der hver især repræsenterer de rigeste en procent af amerikanerne, har haft store uenigheder om, hvor meget man skulle skære ned i velfærden, og hvor lidt (eller slet ingenting) de bedre stillede amerikanere skulle bidrage til at afhjælpe krisen. De nåede faktisk aldrig frem til en rigtig aftale for statens budget næste år, og der vil i stedet blive skåret ned over en kam efter bedste grønhøster-metoder.
Occupy-bevægelsen har været en udfordring for magthaverne, da den har sat spørgsmål ved hele systemets legitimitet, og det bliver et meget væsentligt emne i den kommende valgkamp. Det vil den, fordi den igennem erobringen af byens rum og med sloganet ’We are the 99%’ har givet et sprog og handlingsmuligheder for den følelse af skuffelse og vrede, som den jævne amerikanere har haft overfor den politiske og økonomiske elite.
Imens republikanerne, som har en stærk basis i den stadig mere udgrænsede Tea Party bevægelsen, der ligner Occupy-bevægelsens diametrale modsætning, har demokraterne taget små skridt mod Occupy. Eller det er nok i virkeligheden mere sandt at sige, at der er strømningen i bevægelsen, der igen vil forsøge at knytte folkets håb om forandring til Obamas valgkampagne.
Det er især fagforeninger, som her spiller en meget aktiv rolle i rette bevægelsen mod demokraterne. Men hvad vil det betyde?
Fagbevægelsens rolle
Først og fremmest skal vi ikke tage fejl af, at det er enormt positivt, at fagbevægelsen og Occupy har nærmet sig hinanden. Occupy har pustet nyt liv i fagbevægelserne, og det har medført, at bevidstheden om nødvendigheden af at kæmpe for bedre vilkår på sin arbejdsplads og i sit lokalsamfund efter mange årtiers dvale, er blevet reaktualiseret. Samtidig har Occupy bevægelsen netop undgået den føromtalte isolation ved at knytte bånd til bl.a. fagbevægelsen.
Konkret har denne alliance udmøntet sig i forsøg på en generalstrejke i Oakland, der dog måtte nøjes med en ganske pæn demonstration, der endte med at lukke landets femtestørste havn et halvt døgn. Og senest demonstrerede omkring 10.000 mennesker torsdag den 1. december mod arbejdsløshed og for flere jobs i New York, næsten utænkelige begivenheder for bare få år siden.
Men ligesom lignende bevægelser, der igennem tiden har udfordret magthaverne og de grundlæggende magtstrukturer, oftest i højere eller mindre grad er blevet omfavnet, tæmmet og gjort ansvarlige over for det kapitalistiske system og dens stat, står Occupy lige nu i samme situation. Og her spiller dele af fagbevægelsen, der er stærkt knyttet til Demokraterne en vigtig rolle for at trække Occupy mod valgkamp og det parlamentariske system, og dermed mod den borgerlige stat, der altid afkræver loyalitet overfor dens herskende klasser.
En bevægelse imellem mennesker eller tam valgkampsmaskine?
Konkret er der eksempler på, at folk fra fagforeningen SEIU (Service Employees International Union) har forsøgt at kuppe protesterne på en planlagt protestdag den 17. november. Forskellige aktivister fra den regnbue af forskellige bevægelser, grupper og enkeltindivider, som Occupy udgøres af, havde brugt flere uger på at planlægge denne protestdag, inklusiv SEIU.
På selve dagen havde SEIU, uden at fortælle om dette, sørget for et stort lydsystem med udvalgte talere i stedet for den række af møder med ‘Peoples Mic’, der var blevet aftalt. De havde ændret planerne om, hvordan de protesterende måtte bevæge sig og hjalp ordensmagten med at holde dem indenfor fortovet, alt imens de råbte “who streets – our streets”.
Budskabet som det ledende lag af SEIU ønsker at promovere er ganske klart. Deres øverste leder Mary Kay Henry har udtalt: ”Vi mangler en leder, der er villig til at kæmpe for de 99 %”. Få dage efter gav SEIU deres officielle støtte til Obama som præsidentkandidat i 2012.
SEIU's forsøg på at præsentere kampen imellem Demokraterne og Republikanerne som en del af Occupy bevægelsens slogan om de 99% mod den 1 % er farligt for bevægelsen.
I tilfælde af at det lykkes at trække Occupy mod valgkamp, vil det betyde støtte til den kandidat, der har modtaget flest Wall Street dollars til en præsidentkampagne nogensinde, altså Barack Obama. I sig selv måske det bedste argument for at holde sig langt væk.
I stedet skal Occupy bevægelsen fortsætte dens aktiviteter sammen med fagbevægelsen, der er rettet mod de mange problemer, som den almindelige amerikaner oplever med arbejdsløshed, manglende sundhedsordninger, lønnedgang, racisme, dyre uddannelser og krige, der netop er skabt af den ene procents dominans over økonomien og de to parlamentariske partier.
Se også:
SAA 315: USA: Mere ulige end nogensinde før
SAA 314: Occupy Wall Street: En amerikansk massebevægelse?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed