Socialistisk Arbejderavis
Nr. 315 – 9. december 2011 – side 7
Eurokrisen, Berlusconis fald og Italiens situation lige nu
Når medierne fortæller om eurokrisen, handler det ofte om hjælpepakker til Grækenland. Af langt større vigtighed er dog Italiens økonomi, som også er på vej i alvorlig krise.
Berlusconis fald
I forbindelse med en række alvorlige angreb på fagbevægelsen og velfærden i Italien, har landets premierminister Silvio Berlusconi valgt at trække sig fra posten. Op til hans beslutning om at gå af, var han blevet mødt med store protester mod nedskæringerne, og nyheden om hans afgang, blev bl.a. fejret med en koncert foran paladset, og i en række kultursteder som i månedsvis havde været besat i protest mod hans politik.
Det at han trækker sig, betyder dog ikke i sig selv noget brud med den førte politik, da hans umiddelbare afløser er den tidligere EU kommissær, Mario Monti, som formentligt vil fortsætte den nyliberale politik.
Nedskæringer i Italien
Grækenland, Irland og Portugal er alle blevet hjulpet økonomisk, men Italien er meget sværere at hjælpe, da det er en meget større økonomi. Faktisk er det verdens 8. største, og større end Grækenland, Irland og Portugal tilsammen. Italien har ikke et særligt stort statsunderskud, men har en meget stor statsgæld.
Grunden til at Italiens økonomi er på vej i krise er, at staten er nødt til at optage lån, for at kunne betale renterne på tidligere lån, og er derfor inde i en ond cirkel. Det betyder, at staten bliver mere og mere forgældet. Der presses på fra både EU kommissionen, G20 og IMF for at Italien gennemfører massive nedskæringer, og det bliver udlagt som en objektiv sandhed, at det er en nødvendighed bl.a. at forringe efterlønnen, ligesom man har gjort i Danmark.
Det er dog på ingen måde nogen naturlov, at det skal gå ud over velfærden, da man f.eks. i stedet kunne hæve skatten. Den krisepolitik, som føres i de fleste vestlige lande, er ikke bare udtryk for, at nogle stakkels politikere bliver nødt til at lave upopulære nedskæringer for at bevare velfærden, hvilket politikerne ellers gerne vil give indtryk af. Disse nedskæringer er noget politikerne aktivt vælger at gennemføre, og krisen er, i denne sammenhæng, ikke årsagen, men undskyldningen for at gøre det.
Eurokrisen
Det samme gælder hjælpepakkerne til Grækenland. I de borgerlige medier bliver det ofte fremlagt som om pengene går til den enkelte græker, men reelt ryger pengene, via den græske statskasse, direkte i lommerne på de tyske og franske banker. Det, at man på den måde går ind og dækker private bankers underskud med EU-borgernes skattepenge, er ud fra et socialistisk synspunkt, enormt uretfærdigt.
Grunden til at man ikke lader bankerne krakke er, at man i den herskende klasse mener, at lån er grundlaget for økonomisk fremgang, og at bankerne derfor er for vigtige for samfundet til, at man kan lade dem gå konkurs.
Det problem som har skabt krisen er dog ikke, at bankerne mangler penge. Det er grundlæggende set heller ikke lånebobler, boligbobler eller IT-bobler, men det at kapitalismen, som system, har kriser indbygget i sig. Overproduktion har gjort det sværere for firmaerne at sælge deres produkter med profit, hvilket gør at de opbygger lagre til bedre tider og derefter fyrer folk.
På den måde resulterer overproduktionen, absurd nok, i øget fattigdom, da den ophobede rigdom kun ejes af nogle få kapitalister. Man burde derfor, i stedet for et kapitalistisk, profitorienteret system, indføre et socialistisk system, som er orienteret mod at opfylde menneskelige behov.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed